Juhl & Framke

Jeg har lokket Louise Juhl Dalsgaard med til et lyrisk projekt på Twitter. Vi håber, at det med tiden bliver til en #twigtsamling. Omme på Twitter kan vi godt finde på at sætte “tw” foran alt muligt. Det er lidt fjollet, og de fleste af os gør det kun med et glimt i øjet.

Hvis du er på Twitter, kan du følge profilen @JuhlogFramke, men hvis du ikke er på Twitter, kan du godt følge med alligevel. Det gør du ved at følge dette link.

 

Jøwt

I mandags sendte Allan Olsen sin nye plade “Jøwt” på gaden, men vi københavnersnuder kan ikke købe den endnu. Den blev sat til salg i en pladebutik i Frederikshavn på udgivelsesdagen og kan nu købes i alle SPAR-butikker nord for Limfjorden.

Jeg har fået min nordjyske søster til at købe to styks til mig i SPAR i Flauenskjold. Den anden er til en tweep (Twitter-ven), der heller ikke lige kommer til Vendsyssel.

Jeg har hørt et enkelt nummer fra pladen på P4, der kører i nærmest døgndrift her hos svigerfar. Det var på vendelbomål og handlede om, at Allan Olsen sad og glanede i stuen.

Jeg glæder mig til at høre resten.

“Jøwt” er i øvrigt vendelboudgaven af ordet “gævt”. Jeg spurgte min søster, om det var et udtryk, de brugte, og hun kunne fortælle, at det er et lidt gammeldags udtryk, som de mest bruger lidt sarkastisk, og så rettede hun lige min udtale, for jeg udtalte det med alt for svag vokal og alt for lidt eftertryk.

Jeg synes, det er en god happening fra Olsens side, at den kun udkommer nordenfjords, men det er irriterende, at det skal være så bøvlet at købe den, når man nu er gået hen og blevet Kjøwenhavner.

Er det mon ligesom med at cykle?

Jeg har været stille her på bloggen. Meget stille. Meget længe.

Men jeg lever endnu, og dét endda i bedste velgående. Jeg får bare ikke skrevet så meget, og jeg skyder i vid udstrækning skylden på vores boligsituation. Da vi kom hjem fra Irland, flyttede vi jo midlertidigt ind hos min svigerfar, hvor vi havde aftalt, at vi kunne bo, indtil vi fandt vores eget.

Her har vi så boet i fire måneder, og vi når op på fem, før vi endelig kan rykke ind i vores egen (leje)lejlighed i Ørestad. Kaj kommer hjem til Amager, og vi kan endelig begynde at få et almindeligt hverdagsliv igen.

Jeg er min svigerfar dybt taknemmelig for, at han huser os, men at bo sammmen med ham og alle hans ting er ikke nemt. Huset er dejligt, og vi har et sted at sove, vi udnytter hans vaskemaskine på det groveste, vi har tøj på kroppen og mad i maven og alt det der, men vi har ikke et ordentligt sted at sidde og skrive eller tegne, og alle vores ting står stadig opmagasineret i flyttekasser i svigerfars udestue.

Kaj arbejder i København og på skæve tidspunkter, og han bruger på den forkerte side af 12 timer om ugen på at pendle, blandt andet fordi togene herud kun går én gang i timen meget af døgnet, så jeg er hjemme alene med børnene (og svigerfar) rigtig meget af tiden.

Jeg er træt af midlertidigt, så dagene skal bare gå nu, og det gør de heldigvis også. Imens er Thyra begyndt at gå langs ting og sige lyde, der minder om ord, og Thorolf udvikler sig også med lynets hast.

1. april rykker vi videre. Vi er i gang med at finde daginstitutioner til børnene, og snart er jeg ikke på barsel mere, og så skal jeg finde mig et job.

Jeg har stort set været på barsel de sidste tre år, så jeg spørger mig selv, om jeg mon stadig kan finde ud af det med at komme ud blandt mennesker. Man siger, at når man først har lært at cykle, glemmer man det ikke sådan lige igen. Jeg håber, det er lidt det samme med at finde job, arbejde og have en hverdag blandt andre mennesker?

Jeg må indrømme, at jeg glæder mig. Jeg nyder at være hjemme med børnene, men jeg trænger også til at komme i gang igen.

Brikkerne falder på plads én efter én.

Julehilsen fra Mellemtingsland

Kaj har sat en LP med Bachs Juleoratorium på. Thorolf bliver ved med at tage den samme orange plasticskål på hovedet som hat. Aslak spiller Nintendo i lænestolen. Thyra sidder på sin fars arm og gnaver i et tøjdyr, én af Cirkelines mus. Jeg har netop gjort gryderne rene efter det store grødkogeri. Lidt tidligere var vi ude i svigerfars have med grød og øl til vætter og magter. Vi takkede for det gamle år og ytrede gode ønsker for det nye.

Jeg har ikke blogget længe, og min undskyldning er, at vi ikke har vores eget hjem, men stadig bor midlertidigt hos min svigerfar, mens vi venter på det helt rigtige boligtilbud. Vi har takket ja til et par lejligheder allerede, men vi fik dem ikke. Til gengæld stod vi angiveligt næst i køen, så det må snart være vores tur. Her hvor vi har midlertidigt husly mangler jeg både et skrivebord og noget ro og fred, for Kaj har heldigvis fået arbejde, men det betyder også, at jeg er alene hjemme med de to små i rigtig mange timer de fleste dage. Han har nemlig skiftende vagter på ofte skæve tidspunkter, og når transporttiden tilmed er lang til og fra arbejdspladsen i København, er der ikke mange sekunder, hvor jeg kan koncentrere mig om og have hænderne fri til skrivning. Når tiden endelig er der, skriver jeg roman og ikke blog. De fleste gange.

2012 har været det vildeste år for os. Det startede stille og roligt. Jeg var sygemeldt under graviditet og fanget på min sofa. 1. maj kom Thyra så ud, og jeg blev danmarksberygtet for at tweete under fødslen.

Kajs jobsituation blev mere og mere desperat, og vi besluttede os for, at vi måtte gøre noget. Da han fik tilbudt et job i Irland, skilte vi os derfor af med en ganske stor del af vores ejendele og flyttede til Dublin med få ugers varsel. Jeg ved ikke, hvad vi havde forventet, men glade blev vi aldrig derovre, måske netop fordi vi var taget af sted i desperation, så vi besluttede os for at tage hjem igen, og vi kunne mærke, at vi gerne ville bo i København, hvor vi også mente, at vi begge ville have bedre jobmuligheder. Og Irland viste sig at virke, og mavefornemmelsen viste sig at pege i den rigtige retning, for vi havde kun været hjemme i få dage, før han fik job, et job som vi ikke tror, han havde fået uden erfaringen fra Dublin.

2012 slutter i mellemtingsland. Vi ved ikke, hvor vi kommer til at bo. Vi ved ikke, hvor børnene skal i vuggestue/børnehave, vi ved ikke, hvad jeg skal lave, når min barsel udløber. Vi regner dog med, at 2013 relativt hurtigt bringer svar på disse uafklarede spørgsmål.

D. 31. december fester vi også, og jeg vil som alle andre år glæde mig som et lille barn til at skrive et nyt årstal i kalenderen, men mit hedenske år slutter ved solhverv, og jeg har derfor netop taget hul på et helt nyt og frisk år. Vi har blótet, og i aften skal vi spise godt. Lidt senere skal vi have gaver. Jeg går ind i det nye med ydmyghed, men også med store forventninger. Vi skal videre. Vi skal lave Spelt-segmentet igen, når vi får skrivebord igen og scanneren frem. Jeg skal skrive mere på minimalismebloggen. Vi skal have en hverdag op at køre. Og så er der alt det, jeg ikke ved noget om endnu. Et nyt år overrasker ofte hurtigt og bringer noget helt andet, end man ventede. Jeg tror, 2013 kommer til at bringe gode ting, men jeg aner ikke hvilke.

Jeg vil gerne ønske alle en god jul og et godt nytår, uanset hvordan og om I fejrer disse ting.

Godt år og fred!

Fra Århus til København – via Dublin.

Vi nåede at bo i Dublin i 7 uger. I går kom vi hjem til Danmark igen.

Jeg kan ikke forklare, hvad det helt præcist var, der gjorde, at vi flyttede til Danmark igen så relativt hurtigt og i hvert fald før, vi nok oprindelig havde tænkt os.

Det handlede ikke kun om, at man ikke kunne få alle de fine og gode produkter i butikkerne, som vi var vant til, for vi fandt hurtigt brugbare løsninger, så vi kunne få økologi og gær og alt muligt.

Det handlede heller ikke kun om det irske bureaukrati og det barske irske arbejdsmarked eller om, at de kører i den forkerte side af vejen eller har underlige strømstik.

Det er heller ikke et simpelt spørgsmål om hjemve, selv om jeg har savnet Danmark helt ulideligt, og slet ikke om fortrydelse, for vi vender ikke tilbage til Århus, hvor vi boede før, men vil gerne bo i København, når vi finder en lejlighed. P.t. bor vi hos min svigerfar i Hvalsø, hvor vi heldigvis kan få husly, mens vi leder efter et nyt hjem.

Alle de ovenstående ting har selvfølgelig haft betydning, og det var en væsentlig faktor, at jeg har et delebarn, som det var hårdt at undvære i de 5 uger, der gik, før han kom på ferie hos os i Irland. Når man har et delebarn, er savnet desværre en livsbetingelse. Jeg savner ham altid, når han ikke er hos os, men det er alt andet lige noget andet at være en togrejse væk fra ham end en flyrejse, der kræver flere fridage og megen planlægning, så vi er klar til at tage springet til København nu. Kaj boede i København, da vi mødte hinanden, og jeg importerede ham til Jylland, fordi jeg havde delebarn, selv om jeg i mange år har drømt om København. Delebørn bliver imidlertid også ældre, og jeg synes nu, at det samlede regnskab peger på, at København vil byde på flest muligheder for vores familie samlet set.

Vi er kommet hjem fra Irland med en masse erfaringer i bagagen. Kaj har fået “noget til CV’et”, og vi har lært og oplevet en masse alle sammen.

Så Danmark, her har I os igen. Her fryser vi dejligt. Her blæser det. I Irland var der nok regnvådt mange dage, men aldrig rigtig koldt.

Jeg har aldrig boet i udlandet før, og har derfor først i en alder af 36 lært, at jeg ikke er den store globetrotter, men befinder mig bedst i det land, hvor man taler det sprog, jeg mestrer bedst, og hvorfra min verden går.

Jeg elsker Danmark med rent drikkevand, velfærd og kolde vintre. Bare Danmark så også har et job til min mand, så vi ikke nogensinde behøver at emigrere i desperation igen …

Få dine rosenkranse væk fra mine æggestokke

”Get your rosaries off my ovaries!”, står der på den unge piges hjemmelavede skilt. ”Få dine rosenkranse væk fra mine æggestokke!”.

Retorikken er klar, og linjerne er skarpt optrukne. På den ene side et vestligt samfund, der på mange måder ligner Danmark, og hvor unge kvinder taler åbent og ugenerte om deres æggestokke, på den anden side en lovgivning, der ikke blot er præget af, men på mange punkter fuldstændig underlagt nogle katolske tankemønstre, der også stadig har ganske god opbakning i en befolkning, hvor kun godt og vel halvdelen ønsker fri abort – alt efter om der spørges efter holdningen til abort generelt eller i særlige tilfælde, hvor der for eksempel er fare for den gravide kvindes liv.
Scenen er ikke 1970’erne eller det amerikanske ”bibelbælte”, men Irlands hovedstad, Dublin, en lørdag eftermiddag i september 2012, hvor det irske efterår endnu engang viser sig fra sin bedste side og med solglimt og tørvejr skaber gode betingelser for det, der angiveligt er den første store demonstration for fri abort i 20 år.

Vi samles ved ”Spiret”, det 121 meter høje og meget imponerende monument lige midt i Dublin, der grangiveligt ligner en gigantisk synål, der strækker sig mod himlen, og også i visse folkemunde går under navnet ”Nålen”. Dets officielle navn er ”Monument of Light”, og det blev rejst i 2003 som en del af et større redesign af Dublin midtby.
Hvad der til gengæld ikke blev redesignet i årene med den keltiske tigerøkonomi, der ramlede ved finanskrisens indtog, var abortlovgivningen, og det er tydeligt frustrerende for de irere, der i dag møder op for at deltage i demonstrationen.

Mange af skiltene er vittige og festlige, for eksempel når det gamle slogan ”hvis abort er mord, er et blowjob kannibalisme” hives frem, men stemningen er alligevel alvorstung, og det er tydeligt, at sagen ikke er et abstrakt stykke politisk teori, men dødelig alvor og vigtigt for den enkelte unge irers liv.
Ordet ”valg” går igen og igen. ”My body, my choice” og ”Pro-choice and proud” står der på endnu et par af de utallige hjemmegjorte bannere. En mor har monteret skilte på klapvognen, der om hendes børn proklamerer: ”I was a choice”.
Andre af de mange papstykker med slogans oplyser om virkeligheden i et land uden fri abort. Så og så mange kvinder rejser dagligt til England for at få foretaget en abort, så og så mange kvinder dør af komplikationer, fordi de ikke kan få tilladelse til abort.

For en dansker, der for nylig er flyttet til Irland, er det en surrealistisk oplevelse at deltage i en demonstration for noget, vi i Danmark har taget for givet al min levetid.
”Which century is it?”, spørger endnu et papskilt i hænderne på en ung kvinde. I det hele taget er unge kvinder overrepræsenteret i demonstrationen, så vidt det er muligt for mig at vurdere fra midt i den 2500 mennesker store flok, der udgør demonstrationen.
Fra et dansk synspunkt føles kampen mere end forældet. Når vi i Danmark taler om abort, diskuterer vi ikke den fri aborts berettigelse, men hvornår det er rimeligt at give dispensation til sene aborter, eller hvorvidt for mange bruger abort i stedet for prævention.

Og så er der det religiøse. Selv om irerne ifølge nyere rundspørger ikke er særligt religiøse, et indtryk jeg også selv har fået i mødet med landets befolkning i mange forskellige sammenhænge, fylder religion meget i det offentlige rum og i lovgivningen, hvilket deltagerne i dagens demonstration er lede og kede af, og hvilket retorikken på de malede papskilte bærer præg af.
”Sidste gang jeg kiggede efter, levede jeg ikke i et sharia-land. Religion hører ikke hjemme i lovgivning” står der på ét, ”Hvorfor skal din tro påvirke mit valg?”, står der på et andet.

Netop som alle vi deltagere i demonstrationen af frivillige demonstrationsvagter og af politiet gelejdes fra startpunktet ved ”Spiret” og ud på den normalvis tungt trafikerede O’Connell Street, der denne lørdag eftermiddag i nogle minutter er blevet tømt for trafik, så vi kan marchere frit, mødes vi fra fortovet af en lille flok moddemonstranter, der holder deres sorte bibler frem imod os og skælder og smælder.
De vækker for mig mindelser om noget, jeg kun har set i dokumentarudsendelser om fanatiske amerikanere uden for abortklinikker, men også i Irland findes de, og også i Irland er de mødt frem for at fordømme de holdninger, der er i direkte modstrid med deres egne, selv om deres lille antal sammenlignet med den enorme demonstration gør, at meget få ser og hører dem.

Vi er flyttet til Irland, fordi min mand har fået arbejde, hvilket ikke er lykkedes ham i Danmark, hvorfor han var blandt de mange, der stod til snart at falde ud af dagpengesystemet, men også fordi vi tror, at det er sundt at komme lidt væk fra den hjemlige andedam og prøve at være fremmed.
Det var godt nok ikke med tanke på abortlovgivningen, men jeg mener, at vi bør huske at føle os privilegerede ved at komme fra et land, hvor en kvinde har ret til at bestemme over sin egen krop, og hvor lovgivningen kun i markant mere begrænset omfang er resultatet af en bestemt gruppes religiøse overbevisninger.
Det er tankevækkende, hvordan et land kun 2 timer med fly fra Danmark, et land, som hører til de lande, vi ofte sammenligner os med, kan være så markant anderledes i sin struktur.
Den lille flok mænd med slips og mørke jakkesæt, der truede ad os med bibler og hårde ord, havde ingen magt over den store demonstration, men fremstod ynkelige, som de forsøgte at gøre deres forældede tankegods gældende over for en kæmpemæssig menneskemængde med klare holdninger i en helt anden retning, men i den irske lovgivning forholder det sig anderledes. Her har de ulasteligt klædte mænds overbevisninger stor betydning for det frie valg, som demonstranterne ønsker en langt højere grad af.

Abort handler ikke bare om abort. Det handler om frihed og om ligestilling og om landets førte politik i det hele taget, som når centrum-højre-partiet Fine Gael adresseres med følgende svada: ”Fine Gael støtter ikke studenter, Fine Gael støtter ikke arbejdsløse, Fine Gael støtter fostre” og man aner, at frustrationen over den manglende adgang til fri abort blot er toppen af et politisk isbjerg, hvor de unge ikke føler sig hørt eller imødekommet. For selv om mænd, kvinder og børn i alle aldre deltager i denne pro-choice rally, er det tydeligvis ikke blot især en kvindesag, men i det hele taget ungdommens sag.

Midt i den store demonstration på den irske efterårsdag kommer jeg til at tænke på Bille August-filmen ”Tro, Håb og Kærlighed”, hvor én af hovedpersonerne i tressernes Danmark, i årene før aborten blev fri, får en abort med en strikkepind i et beskidt køkken. For mig som kvinde og mor i 2012 er den situation og al dens gru uendelig fjern, for en irsk kvinde må situationen være meget nærmere virkeligheden og nutiden.

Der er mange problemstillinger i forhold til abort, og der er mange følelser forbundet med aborter. En abort er næsten altid en del af en ulykkelig historie, men de fleste historier ville have været mere ulykkelige, hvis et barn var blevet til under ugunstige betingelser, eller hvis den gravide kvinde havde været nødt til at opsøge illegale klinikker i stedet for. Det er ikke mit indtryk, at danskere almindeligvis tager let på abort, men det gør mange ting lettere for unge kvinder, at der er adgang til fri abort og den såkaldte fortrydelsespille i Danmark.

Fødselsdag og hjemve

Jeg har fødselsdag i dag. Jævnfør dette indlæg på minimalismebloggen informerer Facebook ikke længere automatisk om, at jeg fylder år, men jeg har ikke desto mindre fået en masse dejlige tillykker allerede, også på sociale medier, og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke gerne vil ønskes tillykke. Faktisk er det med til at gøre min hjemve mindre.

For jeg lider forfærdeligt meget af hjemve – danmarksve, om man vil.

Jeg troede vist, at jeg var meget mere af en globetrotter, og ikke at jeg ville savne Danmark så meget, som jeg gør.

Jeg savner min store søn, og jeg savner økologiske produkter, men det er altså ikke bare det.

Det handler heller ikke om, at jeg går hjemme med børnene, mens Kaj er på arbejde hver dag. Jeg nyder min barsel, selv om jeg også glæder mig til om nogle måneder at få et mere udadvendt liv igen.

Jeg har funderet meget over, hvad danmarksveen så handler om, og jeg er nået frem til, at det har en hel del med fællesskab og fælles referencerammer at gøre.

Der er masser af udvikling, inspiration og styrke i at være i nye og ukendte omgivelser, og jeg vil bestemt hævde, at jeg ikke er tryghedsnarkoman, men jeg savner inderligt at være i et land, hvis steder, mennesker og historie, jeg kender, og hvis sprog jeg kender til bunds. Jeg savner at vide, at de fleste andre på min alder har set det samme børnefjernsyn som mig for 30 år siden.

Jeg kunne sagtens også få en historie med et nyt land og nye mennesker, hvis vi blev her og gav det tid, men savnet for mig ligger i, at jeg har brugt hele mit liv på at “uddanne mig” til Danmark og nu ikke længere kan bruge den uddannelse.

Det er muligvis fjollet, men sådan har jeg det på nuværende tidspunkt.

Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg ikke nyder at opleve dette land, for det gør jeg bestemt også, og jeg er glad for at have lært mere om mig selv ved at mærke danmarksveen.

Jeg har nemlig aldrig tidligere fået chancen for at lære, hvordan jeg har det med et andet land, for jeg har før Dublin aldrig været uden for Danmark mere end et par uger på ferie. Jeg har aldrig boet i et andet land før, men det har jeg nu.

Alligevel er det nu hele tredje gang, at jeg fejrer min fødselsdag i udlandet.

I 1993 fyldte jeg 17 i England, hvor vi var på studietur med min gymnasieklasse. Da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at Dan Turéll var død. Det havde jeg ikke læst på netaviser eller sociale medier undervejs, for den slags fandtes ikke dengang.

I 1998 fyldte jeg 22 i Grækenland, hvor vi var på studietur med universitetet.

Og i dag, i 2012, fylder jeg 36 i Irland, hvor jeg bor med min familie, men hvorfra vi sandsynligvis vender hjem i 2013.