Om bryllupper

Kaj og jeg har bryllupsdag i dag. Vi har nu været gift i et helt år. Det er nu et helt år siden, vi sagde højt og rungende “ja” på Århus Rådhus og efterfølgende fyldte lejligheden med mere end 70 gæster og holdt asatro bryllupsritual ude mellem boligblokkene her i Fjældevænget, hvor vi bor. Det var det perfekte bryllup for os, selv om vi da nok kunne have ønsket, at vi havde haft penge nok til at invitere folk på økologisk middag i stedet for kage og hotdogs og måske have lejet lokaler (selv om det nu var hyggeligt at have folk her i lejligheden) og haft et band til at spille (selv om det nu var fint nok bare med Kaj og sækkepiben), men det blev, som det blev, og det blev perfekt for os.
Jeg har så heller aldrig drømt om at blive gift og slet ikke om et bestemt bryllup.

Derved adskiller jeg mig fra mange (især) af mine kønsfæller. Rigtig mange har nogle helt specifikke bryllupsdrømme, som i mine øjne virker til at begrænse dem mere end glæde dem.

Vi valgte ikke at lade os begrænse af økonomi og faste forestillinger. Vi ville gerne giftes relativt hurtigt i stedet for at vente, til vi fik råd. Vi havde absolut ingen ønsker om at iklæde os dyrt tøj, købe dyre ringe eller pynte dyrt op. Vi havde købt nyt tøj, men særligt dyrt var det ikke, vi købte nogle fine, men ikke prangende, sølvringe, og vi pyntede op med efterårsblade og halloweenhejs, og det var fint for os. Det kostede selvfølgelig også at servere mad og ikke mindst drikke til så mange mennesker, men det gik lige.

Man kan selvfølgelig vælge at holde bryllup på mange forskellige måder, og jeg siger ikke, at vores er den eneste rigtige, men jeg får ofte et chok, når jeg hører, hvor mange penge folk bruger på at blive gift. Kjolen skal være dyr og designet, ringene ligeså, festen prangende og detaljerne kælet for. Det er, som om brylluppet er vigtigere end ægteskabet.

Man bliver selvfølgelig kun gift én gang, eller rettere mange bliver gift flere gange, men i hvert fald bliver man kun gift for første gang én gang, og derfor kan jeg godt forstå, at man gerne vil have, at dagen skal være helt speciel. Det ville jeg også gerne, at vores skulle være, men det ville den være blevet næsten uanset hvad, fordi det var vores bryllupsdag. Jeg synes, det er synd, at bryllupper skal handle så meget om materielle ting, og jeg synes, det er synd, at der går konkurrence i det, ikke mindst fordi det betyder, at mange enten er ved at dø af stress op til brylluppet eller ikke er tilfredse bagefter.

Folks forhold til bryllupper er lidt en kæphest for mig. Ikke mindst det forhold, at så mange stadig ønsker et kirkebryllup. Altså, hvis man er kristen og aktivt medlem af folkekirken, skal man jo selvfølgelig giftes i en kirke – det, jeg ikke kan forstå, er de mange, der ikke er kristne, men som bliver gift i hvidt og i en kirke, enten fordi “det er så smukt”, eller fordi det gør “man” jo. Det synes jeg er tåbeligt. Det første er en forhånelse af religionen, som jeg ikke forstår, at de kristne bryder sig om (jeg bryder mig ikke om folk, der ikke er asatro, men som holder “vikingeritual”), det andet er igen begrænsende uden grund. Traditioner er fine nok, men kun hvis de giver mening, ikke hvis de styrer én, når man egentlig hellere ville noget andet.

Der er mange, der har givet udtryk for deres forundring over, at jeg overhovedet ville giftes, for det havde de ikke troet, var noget for mig. Jeg har som sagt heller aldrig for enhver pris ville giftes, men jeg synes, det kan være en god måde at komme til at høre endnu mere sammen på og erklære sin kærlighed over for mennesker og guder på. Jeg mener nu sagtens, man kan høre sammen og elske hinanden uden ægteskab, man skal gøre det, man har lyst til, og vi havde lyst til at gifte os, og i dag har vi været gift i et år.

Om kønskvotering

Er kvindekvoter socialistisk lighedsmageri? Det mener Eva Kjer Hansen og Helle Sjelle ifølge denne artikel, der er et svar på denne anden artikel, hvoraf det fremgår, at EU-kommisær Viviane Reding vil arbejde for kønskvoter i bankbestyrelser, hvis ikke der inden for de næste par år sker forbedringer.

Jeg har ikke en entydig holdning til kønskvotering. For det første er jeg enig med de to borgerlige kvinder Kjer og Sjelle i, at kønskvotering – eller “kvindekvoter” – som de lidt nedladende kalder det, kan give mændene en undskyldning for at sige, at kvinderne kun har fået deres job, fordi de er kvinder. Jeg er kvinde, og jeg er samtidig et meget stolt menneske, og jeg ville ikke have lyst til at få et job udelukkende eller hovedsagelig på grund af mit køn. Sådan tror jeg, at langt de fleste kvinder har det.

Men ville det være tilfældet, hvis der blev indført kønskvotering? Ville der pludselig blive ansat dårligere kvalificerede kvinder til fordel for bedre kvalificerede mænd? Det tror jeg faktisk ikke.

Når der tales om kønskvotering som en løsning, må man nemlig først og fremmest se på, hvilket problem der søges en løsning på.

Hvis problemet udelukkende er, at der er for få kvinder i f.eks. bankbestyrelser for nu at blive ved dette eksempel, så er løsningen ukritisk at ansætte flere kvinder, for at det skal se bedre ud i statistikkerne.

Men hvis nu problemet er, at mange bedre kvalificerede kvinder ikke får de job, de er kvalificerede til, fordi de går til dårligere kvalificerede mænd, af den årsag at cheferne foretrækker mænd, ja, så ville kønskvotering pludselig give mening.

Kjer og Sjelle er i artiklen meget optagede af, at erhvervslivet skal have lov til at bestemme selv. Det er jeg uenig i, formentlig fordi mit både menneske- og samfundssyn er et andet end deres. Erhvervslivet er en del af samfundet, og samfundet bør samfundets folkevalgte, hvad end man så mener om dem, naturligvis have indflydelse på. Jeg har derfor intet imod regler for, hvad erhvervslivet skal og ikke skal. Men man skal naturligvis ikke lave regler bare for at lave regler.

Men tilbage til, hvad problemet egentlig er. Jeg er kvinde, jeg er højt uddannet, og jeg er ledig. I øjeblikket er jeg ikke arbejdssøgende, fordi jeg er på barsel, men for nylig har jeg været det, og på et tidspunkt bliver jeg det formentlig igen. Jeg har også arbejdet i mange år og således tilbragt megen tid på diverse arbejdspladser, og jeg har mange gange oplevet, at en konkret mand har fået et job, som en konkret kvinde i mine øjne var mere kvalificeret til. Vi taler naturligvis ikke alle job, men kun om job med “udviklingsmuligheder” og “ansvar” i, og det er naturligvis kun min opfattelse, som jeg ikke kan bevise, og som folk, der er uenige med mig, kan påstå skyldes, at jeg er en bitter feminist, der vælger at se det sådan.

Det kan ikke, eller vanskeligt, bevises, at mænd (og kvinder) foretrækker mænd til visse stillinger. Når der er flest mænd i bestyrelser og lederstillinger, begrundes det ofte med, at kvinder ikke ønsker disse stillinger, eller at kvinder bare ikke er så kvalificerede som mænd til disse job. Det er en meget firkantet sandhed.

Mange kvinder kommer ikke til at ønske disse stillinger, og mange kvinder bliver ofte ikke kvalificerede til disse job, på grund af den måde samfundet er skruet sammen på, men samtidig – er min påstand – forbigås særdeles kvalificerede kvinder på grund af deres køn. Enten fordi de kan føde børn, og man derfor kan risikere, at de går på barsel, eller fordi de har børn, og man derfor kan risikere, at de får sygefravær, når deres børn er syge. En anden grund er derudover, at kvinder i mange sammenhænge ikke nyder samme respekt som mænd og ikke ses som hårde nok og derfor af visse chefer ikke overvejes til job, der kræver respekt, handlekraft og konsekvens.

Vi kommer ikke uden om, at det kun er kvinder, der kan føde børn og amme, og det er derfor en reel risiko for en arbejdsgiver, at h*n skal undvære sin kvindelige medarbejder i et godt stykke tid, hvis hun bliver gravid. Det mener jeg først og fremmest burde være et problem, som samfundet løste ved forbedring af barselsreglerne og gerne en central barselsfond, så den økonomiske side af sagen ikke havde konsekvenser for den enkelte arbejdsplads. Jeg mener egentlig, at både far og mor burde have flere års barsel pr. barn, som de så kunne fordele mellem sig, men mindre kunne måske også gøre det lige i forhold til jobmulighederne, men noget må gøres, for når vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor alt handler om bundlinjer, er det klart, at arbejdsgivere fravælger kvinder i den fødedygtige alder, simpelthen fordi de er potentielle udgifter, de helst vil undgå.

Med hensyn til kvinder, der allerede har børn og stadig fravælges på grund af den økonomiske trussel, de udgør, idet man formoder, at de ind i mellem vil blive hjemme med syge børn, har problemet knapt så “naturlig” en forklaring, for selv om det kun er kvinder, der kan føde børn, er det jo ikke kun kvinder, der kan tage barnets første (og anden og tredje) sygedag, men arbejdsgiverne ved godt, at det er kvinder, der hovedsagelig gør det. Her ville det være ønskværdigt, hvis mænd og kvinder deltes mere om opgaven, når de begge var på arbejdsmarkedet, men det er igen ikke nok at se på, hvad der ville være ønskværdigt, det er også relevant at se på, hvorfor det ikke forholder sig sådan. Det er imidlertid et langt større spørgsmål, som jeg helt sikkert vil vende tilbage til i senere indlæg, men til at begynde med kunne både fædre og arbejdsgivere og politikere tænke lidt over det og opfordre til, at arbejdsopgaverne i den enkelte familie deltes mere ligeligt. Jeg er klar over, at mange fædre og ægtemænd efterhånden tager deres del, men generelt er der masser af plads til forbedring.

Den sidste årsag, den at kvinder groft sagt ikke nyder samme respekt som mænd, er nærmest den mest problematiske. Jeg har kun ét svar på, hvordan dette kan forandres, nemlig gennem en socialistisk revolution. Det kan jeg også vende tilbage til senere, for terminologien er måske lidt gammeldags og vækker uheldige associationer hos nogle, men lad mig så i stedet sige gennem en gennemgribende forandring af vort samfund, en forandring af de ydre rammer, men så sandelig også en forandring af de tankemønstre og faste forestillinger, vi alle (mere eller mindre) er underlagte. Når man sjældent ser kvinder i bankbestyrelser, vil de i manges øjne ikke høre til i bankbestyrelser, og de vil derfor ikke blive opfordret til at gå den vej, og de vil ikke føle sig velkomne, og derfor vil billedet forblive det samme eller kun meget langsomt kunne forandres. Og det er i virkeligheden det vigtigste argument for kønskvotering – at hvis man så flere kvinder i bankbestyrelser, ville det blive nemmere for både kvinder og mænd at forestille sig kvinder på de poster.

Jeg har som ovenfor skrevet ikke nogen entydig holdning til kønskvotering, men det er forkert at kalde det “socialistisk ligemageri”, for det er et forsøg på at rette op på ikke blot nogle statistikker, men en skævvridning der har rod i hele vor samfundsstruktur. Når jeg alligevel ikke mener, at kønskvotering er svaret, så skyldes det, at jeg hellere så skævvridningen udrettet. Kønskvotering er at symptombehandle i stedet for at helbrede sygdommen selv. Jeg kunne ikke desto mindre godt tænke mig at se, hvad kønskvotering kunne afstedkomme. Hvis vi vedtog en kønskvotering ville det måske betyde, at visse arbejdsgivere ikke ville ane, hvad de skulle stille op og derfor træffe nogle mærkværdige valg i ansættelsen af medarbejdere, men det er jo hverken kvindernes eller kønskvoteringens skyld. Det kan også godt være, at vi kvinder i nogle tilfælde ville blive beskyldt for, at vi var blevet ansatte kun på grund af vort køn, men det ville vel kun være en overgang. Jeg formoder ikke, at nogen forestiller sig, at kønsfordelingen i bankbestyrelserne i al fremtid skal være styret af en kønskvotering, der er snarere tale om, at kønskvotering skal hjælpe en udvikling i gang, og så synes jeg faktisk, vi skulle give den en chance. Jeg mener bestemt ikke, at kvinder er svage eller ikke i stand til at kæmpe selv, og det burde virkelig være sådan, at ligestillingen kom automatisk, men selv de stærkeste kvinder er oppe imod nogle forestillinger og regnestykker, de ikke kan stille noget op imod. Billedet er firkantet, og der er heldigvis masser af undtagelser, men det ændrer desværre ikke på regelen.

Jeg har fuld forståelse for kvinder såvel som mænd, der ønsker at prioritere familie over en karriere med magt og ansvar, faktisk ville jeg ønske, at samfundet ikke var baseret på karrierer med magt og ansvar, og det er positivt, at det ikke er alles vigtigste værdier, men hvad der foregår på de planer har relevans for os alle, og der er stadig langt til den ligestilling mellem kønnene, som jeg gerne så i bankbestyrelser såvel som andre store og små arbejdspladser, og i dét perspektiv er det forfriskende, at man spekulerer i, hvad der faktisk realistisk kan gøres ved sagen.

Om rygning og parfume

Jeg har altid haft en ekstremt god lugtesans. Jeg dufter mig gennem året fra julens kanel og appelsiner over knopper og blomster og syrener og hyldeblomster til efterårets muld og enorme æblehøst. Jeg bruger min næse, når jeg skal vælge at spise noget eller lade være, og når vi har blótet, kan jeg lugte bålet i mit tøj meget længe.

Da jeg blev gravid med Thorolf sidste år, holdt jeg helt op med at bruge parfume. Jeg har ellers altid gået op i at dufte godt og købt få, men dyre og særligt udvalgte parfumer, men jeg har jo godt vidst, at det var noget skidt, og sidste år tog jeg så det endelige skridt og droppede parfumen. Og jeg skal nok lige hilse og sige, at det i den grad fik min lugtesans til at eksplodere. Gravide har ofte forstærket lugtesans, så graviditeten har nok haft noget med det at gøre, men også nu, hvor jeg for længst har født, er min lugtesans bedre end nogensinde. Og det er på én gang en gave (jvf. hyldeblomsterne og mulden) og en forbandelse. En forbandelse, fordi jeg ofte bliver udsat for lugte, jeg ikke kan holde ud. Når vi venter på bussen, bliver jeg ofte overmandet af nogens duft eller lugt, hvad enten det så drejer sig om en fin parfume, ubehagelig kropslugt eller cigaretrøg.

Jeg har som sagt selv tidligere ikke holdt mig tilbage med parfumen, og der er da også forskel på parfumer, nogle er klart mere velduftende end andre, og efter min næses mening er høj pris ofte lig høj kvalitet, når det kommer til parfume, men selv dufte, som jeg selv tidligere har sat pris på, kradser nu i næsen. Jeg får det ofte simpelthen dårligt og må gå lidt væk fra personen, der dufter. Det handler om parfumen i sig selv, men det handler også om mængden. Jeg har utvivlsomt selv gjort mig skyldig i dette tidligere, for når man bruger parfume hver dag, kan man ikke længere dufte parfumen på sig selv, og så pøser man mere og mere på dag for dag. Folk bruger altså ikke blot parfume, de bruger helt ekstreme mængder. Jeg er ikke allergisk over for parfume, men det bliver flere og flere, og for parfumeallergikere må det være endog værre end for mig og min næse at bevæge sig rundt i verden, for parfume er overalt i enorme mængder. Jeg synes ikke længere, at parfume er en lækker ting, der understreger personlighed på en god måde – kun måske hvis mængden er meget lille og duften dermed subtil og ikke overvældende – jeg synes, det er en pestilens. Det er heller ikke godt for kroppen med al den kemi. Selvfølgelig er det værst om morgenen eller lørdag aften før festtid, når folk lige har taget parfumen på, for duften forsvinder i løbet af dagen/aftenen og holder op med at kradse sådan i næsen. Det er også værst, når man befinder sig udendørs i nogenlunde frisk luft, for så står parfumen meget alene. Indendørs er der som regel andre dufte, den skal konkurrere med. Og parfume er jo i øvrigt ikke kun kropsduft på flasker, min næse generes også af duften fra folks håndsæbe eller skyllemiddel og meget andet, der indeholder dufte.
Hvis min mor har krammet min søn, kan jeg lugte det længe efter.

Ubehagelig kropslugt møder min lugtesans også, men ingenlunde så ofte som parfumen, for de fleste mennesker praktiserer trods alt jævnlig badning. Folk kan lugte så grimt, at jeg må gå langt væk og i ekstreme tilfælde stå af bussen, men i det mindste er grim kropslugt ikke skadelig for hverken ejeren eller andre.

Det er mere, end hvad man kan sige om rygning. Jeg har tidligere været en meget åbensindet ikke-ryger. Jeg har selv røget, når jeg var til fest, og jeg har ikke haft store problemer med, at folk røg i nærheden af mig. Da den nye rygelov trådte i kraft i 2007, var jeg forarget, fordi jeg fandt den begrænsende for rygernes personlige frihed. Mere om det senere.
Rygning generer mig nu meget. På flere planer. Dels lugter det ekstremt grimt og giver mig hovedpine, både hvis folk ryger i nærheden af mig, og hvis folks tøj stinker af røg – og hvis Kaj kommer hjem og blot har passeret en ryger, kan jeg lugte røgen i hans skæg og hans tøj – dels er jeg blevet mere opmærksom på, hvor farlig rygning og også passiv rygning er.

Men hvad stiller man som samfund op med sådan noget som dette? Der tales meget om mulighederne for at indføre en duftpolitik, fordi flere og flere generes af dufte, og der tales om rygeforbud helt ind i private hjem, og jeg kan ærlig talt ikke helt finde ud af, hvad jeg skal mene om sådanne forslag, for det ville være meget dejligt for mig at kunne bevæge mig rundt i verden uden at blive generet af folks parfume eller røg, men omvendt kan jeg ikke forlige mig med et forbudssamfund, der begrænser folks personlige frihed. Men hvad gør man så, når nogens personlige frihed griber ind i andres personlige frihed? Det er et klassisk spørgsmål, og jeg har ikke noget svar på det, men jeg tænker meget over det. I hvert fald ville det være rart, hvis folk ville tage lidt mere hensyn. Man kan ikke ryge ved et busstoppested uden at genere nogen. Problemet er, at rygerne ikke selv kan lugte hverken røgen fra cigaretten eller røgen i deres tøj, men mange andre kan alt for godt lugte begge dele. Rygerne tror, at de tager hensyn, hvis de går to meter væk fra mit barn, men det batter bare ikke rigtig noget, for røgen og stanken spreder sig over et langt større område. Folk, der bruger parfume, aner ikke, at vi andre bliver generet af lugten, og parfumeindustrien må efter alt at dømme have kronede tider, selv om der også er flere og flere, der holder op med at bruge parfume og andet stads. Men hvis der skulle laves en duftpolitik eller en udvidelse af rygeloven, hvordan skulle grænserne så sættes? Skulle parfume helt forbydes, eller skulle pædagoger snarere forbydes at bruge duftevand og duftende skyllemiddel? Skulle rygning helt forbydes eller blot (endnu flere) bestemte steder? Og hvad vejer tungest? Folks ret til at kompromittere deres egen og andres sundhed, eller folks ret til at bestemme selv? Og skal det kun handle om sundhed, eller skal der også tages hensyn til min sarte næse – eller andres ditto? For skal der så være påbud om, at alle skal tage bad dagligt? Og hvor skal man så sætte dén grænse? Jeg aner det ikke. Jeg aner det virkelig ikke, men jeg forudser, at disse emner vil komme til at fylde meget i samfundsdebatten i årene, der kommer. Jeg tror til gengæld, at der er større chance for, at det hele ikke går op i en spids, hvis flere tager flere hensyn og bliver mere bevidste om disse ting.

Om solformede chorizo-pirogger

Nu er denne blog jo ikke nogen madblog sådan som for eksempel Signes eller Malous, og jeg ville alligevel aldrig kunne leve op til alle de mange dygtige madbloggere derude, men jeg vil nu godt alligevel fremvise en madmæssig kreation.

Der er tale om en selvopfundet hybrid mellem pirogger og pølsehorn, som jeg udtænkte, og som Kaj og jeg sammen fremstillede og serverede for gæster i løbet af weekenden. Vi lavede en standarddej til pirogger med 2/3 hvede- og 1/3 rugmel og stak små solskiver ud med et smalt glas. Dernæst lagde vi to skiver oven på hinanden med en skive pølse – en godt krydret tyk chorizo, vi havde fået i en måltidskasse fra Aarstiderne – og så lukkede vi dem hele vejen rundt i kanterne med en gaffel, ligesom man gør med pirogger, der jo så bare typisk er halvmåneformede og noget større. Vi var meget tilfredse med resultatet, der også var et hit hos både voksne og børn, men en anden gang ville vi måske komme lidt “snask” i, måske pesto eller salsa.

Man kunne vel også bruge ketchup, men jeg har nok lidt en ketchup-aversion. Min æstetiske sans bryder sig ikke om ketchup, og det irriterer mig, at folkemasserne lader til nærmest at betragte ketchup som en råvare og ikke et produkt, og at det åbenbart er et must i folks køleskabe. Der er også nogle gange ketchup i vores køleskab, og det hjælper min æstetiske sans, når det er økologisk og på glasflaske, men jeg spiser det sjældent og tolererer det kun for manden og det store barns skyld.

Men altså hermed er chorizo-piroggerne introduceret. Jeg tror bestemt, vi laver dem igen en anden gang, og det er jo kun en god sidegevinst, at de samtidig er en fin lille hyldest til solen her på vejen mod samhain og vintersolhverv.

Om The Compact og Store Byttemarked i Mejlgade

Jeg har længe været fascineret af amerikanske The Compact, en bevægelse, der kort fortalt går ud på, at man med ganske få undtagelser (mad, undertøj m.v.) ikke køber nyt, og jeg har længe prøvet at finde ud af, om der var en dansk pendant, ligesom jeg i forskellige fora har haft følere ude for at se, om der var interesse for at gøre noget tilsvarende, for så kunne man jo starte med at lave et forum for udlån, bytte og så videre, men det er ikke rigtig blevet til noget.

Men i morgen deltager vi i dette arrangement, der lyder helt fantastisk. Store Byttemarked i Mejlgade, hvor alle kan møde op med gode ting, de ikke har brug for, og tage andre gode ting med hjem, spise økologisk mad og meget mere.

Jeg har ikke selv været med i initiativet, men jeg glæder mig meget til at gæste arrangementet, der er en del af en verdensomspændende klimakamp. Arrangørerne i Århus skriver følgende i et nyhedsbrev på Facebook:

“Så er det på søndag du kan komme og bytte dig til stort og småt, få gratis mad, få et nyt kunstprint på en gammel t-shirt, se klimafilm, få repareret tøj og cykel og meget meget mere.

Samtidig er du med til at skrive verdenshistorie når almindelige borgere i alle verdens lande på nær 4 afholder mere end 7.000 arbejdsfester, hvor vi vil vise verdens ledere, at vi er klar til mere end snak om CO2 reduktioner, – vi er gået i gang med det konkrete arbejde!

Organisationen bag kampagnen hedder 350, som er det antal partikler CO2 per million i atmosfæren vi skal ned på, hvis vi vil undgå katastrofale klimaforandringer. I dag er vi tæt på 400! Se mere på http://www.350.org.

I Århus vil vi ved at genbruge, redesigne, reparere og innovere, sætte fokus på hvordan vores forbrug er lige så vigtigt for CO2 regnskabet som vores biler og boliger. Danmarks import af forbrugsgoder står for næsten halvdelen af vores CO2 fodaftryk, men er ikke medregnet i Danmarks CO2 kvoter, ligesom det f.eks. heller ikke er medregnet i målet om et CO2 neutralt Århus i 2030.”

Om at leve økologisk

Vi lever økologisk. Det kan jeg efterhånden sige, uden at det føles som en tilsnigelse. Jeg har i mange år købt stadigt mere økologi, men overgangen har været glidende, og det er først for nylig, at vi har taget beslutningen om helt konsekvent kun at spise økologisk mad herhjemme.

Når vi tidligere kun har levet delvist økologisk, har det blandt andet været af økonomiske årsager. Eller sådan har vi i hvert fald begrundet det. Og sådan begrunder mange det. Mange ville gerne leve økologisk eller købe mere økologi, men mener ikke, at de har råd til det. Og det er rigtigt, at mange økologiske fødevarer koster lidt (eller noget) mere end konventionelle, men prisen på en vare måles ikke kun på beløbet på kassebonen eller fakturaen, og i det hele taget er det et spørgsmål om prioritering. Vi er begge på dagpenge for tiden, og vi har begge gæld, der betales af på. Alligevel har vi råd til at spise ordentligt, fordi vi prioriterer det.

Jeg vil vove den påstand, at næsten alle i Danmark har råd til at leve økologisk. Det kræver dog i nogen grad, at man har en anden kapital end kroner og øre, nemlig tid og overskud til planlægning. Og det kræver, at man har viljen til samme.

Én grund til min påstand er, at økologisk mad både smager og fylder bedre. Man skal derfor købe mindre mængder for at stille såvel den fysiske sult som den lækkersult, de fleste af os bruger mange penge på. Det er selvfølgelig også et spørgsmål om, hvilken mad man spiser. Vi køber nøje udvalgte varer, vi tilbereder dem på den måde, vi bedst kan lide, og vi lægger vægt på, at både mund, øjne og sind mættes. Mad skal ikke alene smage godt, det skal se lækkert ud, og man skal have en god følelse på grund af det valg, man har truffet. Vi køber kun den mad, der virkelig giver os noget for pengene. Man kommer rigtig langt med et spidskål, en pose linser eller en lækker plade mørk chokolade. Selv om hver af varerne har kostet eksempelvis 20 kroner, giver de mere på alle planer end en pakke toastbrød, en pose hvid pasta og også mere end ikke-økologisk spidskål, linser eller chokolade, og her er prisforskellen faktisk slet ikke så stor.

Én anden grund til min påstand er, at alle alt andet lige vælger for sig selv, hvor stor en del af budgettet, der skal gå til fødevarer. Vi prioriterer maden højt og andre ting markant mindre, end mange andre vist gør. Hos os går der ingen penge til frisør (hvis der skal klippes lidt spidser, gør vi det selv), vi tager ikke på ferierejser (men kommer dog alligevel steder hen), vi bor til leje og lever fint uden fladskærm og samtalekøkken, vi har ingen bil, vi køber meget tøj i genbrug eller får det fra andre, vi prøver at bruge biblioteket i stedet for at købe bøger, og vi bruger ikke mange penge på mærkværdige produkter til personlig pleje. Danskerne er blandt dem i verden, der bruger den mindste del af budgettet på mad, og derfor spiser vi som folkefærd dårligere end mange andre folkefærd.

Det er selvfølgelig sandt og skræmmende, at der bliver flere og flere fattige i Danmark, og jeg kræver ikke et stort overskud af mennesker, der er marginaliserede og udstødte, fordi vi lever i et samfund, hvor de rige absolut skal forgyldes mere og mere, men selv med en meget spinkel pengepung kan man hente noget ved at købe økologisk. Det vil dog formentlig kræve, at man køber fra andre varegrupper og udnytter de ting, man køber, endnu bedre. Det vil også kræve, at man laver mere mad fra bunden, bager selv og går meget op i, hvordan maden opbevares og gemmes.

Vi laver langt det meste mad fra bunden. Jeg har tidligere i perioder bestemt ikke været den, der stod tilbage for at springe over, hvor gærdet var lavest med nogle ting, men det er slut med enhver form for forarbejdet mad, færdigretter, pulvermad, købebrød (med undtagelse af brød fra økologisk bager), skiveskåret pålæg, morgenmadsprodukter og den slags. Efter at vi har sat os grundigt ind i risici og skadesvirkninger ved de fleste “e-numre” for slet ikke at tale om skjult salt og sukker og meget mere, er der mange ting, jeg slet ikke forstå, at jeg nogensinde har kunnet få mig til at indtage. Det hjælper faktisk også på økonomien, at man ikke kan finde på at snuppe en fransk hotdog eller købe en tilfældig chokoladebar. Vi kan godt finde på at bestille mad udefra, f.eks. indisk mad, men jeg får mindre og mindre lyst til det, fordi det bliver stadigt vigtigere for mig at vide, præcist hvad det, jeg indtager, indeholder, og så er det bare ikke længere pengene værd, når man samtidig betænker, hvad tilfældig mad gør for ens velbefindende eller mangel på samme. Jeg får det markant bedre af at spise økologisk. Det er selvfølgelig en fordel, at både min mand og jeg er glade for at lave mad.

Vi laver gerne store portioner ad gangen, så der f.eks. er til aftensmad flere gange eller til madpakker, eller så der er en rest af et eller andet, der kan få repremiere i en anden ret eller spædes op og udgøre en frokost. Mulighederne er utallige, og vi elsker at tænke kreativt. Det er vigtigt for os, at vi så vidt muligt ikke smider mad ud. Det kan jo smutte, men vi gør, hvad vi kan. Jeg tror, at mange bruger mange unødvendige penge – og andre ressourcer – på mad, de ikke får spist, før det er for gammelt og derfor kasseres. Det har jeg også selv gjort mig skyldig i tidligere.

Hvor mange nok beslutter, hvad de vil have at spise, og så køber ind derefter, så beslutter vi i stedet, hvad vi vil have, ud fra hvad vi har. Hvis der er rester, gør vi vores yderste for at få dem brugt, og hvis der lige er en halv tilbage af én eller anden grøntsag, sørger vi for at bruge den til aftensmaden, inden den bliver alt for slatten, og hvis den allerede er blevet slatten, men ellers er i god stand, bruger vi den selvfølgelig også.

Kød koster mange penge. Vi kan godt lide kød, men vi prioriterer ikke at få kød hver dag, til gengæld nyder vi det i fulde drag, hver gang vi får det, og det er faktisk de fleste dage, selv om det ikke altid er store mængder.

Der kan være mange grunde til at vælge økologisk. Sundhed, miljø, dyrevelfærd, etik, politik og mange flere.

For os handler det først og fremmest om sundhed og om kvalitet, selv om alle de andre ting er sidegevinster, vi også er glade for.
Jeg betragter det som en investering i vort helbred, at vi ikke indtager nitrit, pesticidrester eller antibiotikakød. Og for mig er kvalitet lig med økologi.

Det betyder dog ikke, at økologi nødvendigvis er lig med kvalitet. Vi køber eksempelvis ikke Arla-produkter, hvis vi kan undgå det, for selv om de teknisk set er økologiske, så bryder jeg mig ikke om, at mælken er homogeniseret, eller at der er carrageenan i deres økologiske Matilde kakaoskummetmælk. I det hele taget foretrækker jeg at købe fra producenter og firmaer, der kun gør sig i økologi. EU tillader mærkelige ting (som carrageenan) i økologiske produkter, men de fleste økofirmaer går ikke til EU’s grænse, men har selv meget mere fornuftige holdninger til, hvad deres produkter må indeholde. Jeg synes, at det giver sig selv, at der er størst chance for gennemført kvalitet hos de firmaer, der brænder for økologi og kun økologi, end hos de firmaer der snarere lader til at have lanceret nogle økologiske produkter ved siden af deres primære produkter for at kunne sælge til en større kundekreds.

Vi lever økologisk. Eller det er måske mere korrekt at sige: Vi spiser økologisk. Herhjemme. For dels er der lang vej igen til muldtoiletter, gennemført økologisk påklædning og selvforsyning, ikke mindst når man bor på 3. sal i Århus V., dels har vi ikke lyst til at blive fanatikere. Jeg vil gerne fortsat kunne spise på restaurant eller hos familie og venner uden at føle, at jeg går (ret meget) på kompromis. Jeg er netop blevet færdig med at læse Eating Animals af Jonathan Safran Foer, som jeg længe gerne har villet læse. Den har ikke fået mig til at blive vegetar igen (jeg var vegetar i en årrække, men det var af politiske årsager, ikke etiske), men den havde mange kloge ting at sige. F.eks. skriver han frit efter min hukommelse, for vi har afleveret bogen på biblioteket igen, at det er et problem, når man vælger at spise på en bestemt måde, f.eks. vegetarisk, fordi spisning er noget fælles, noget vi gør sammen med andre. Det kan være svært nok at sige til andre, at man er vegetar, men det er efterhånden nogenlunde accepteret at være det, så det går som regel, men man kan ikke rigtigt kræve af en vært, at de for eksempel kun serverer økologisk. Jeg tror heller ikke, at jeg dør af at spise konventionelle fødevarer en enkelt dag, det har jeg jo gjort en stor del af mit liv, og der skal være plads til undtagelser, men jeg har det meget bedre med det, når jeg ved, at vi er helt konsekvente herhjemme. Det er muligt, at man godt kan finde noget i vores køkken, som ikke er økologisk, men det vil være svært efterhånden, og vi bliver mindre og mindre tilbøjelige til at lade os nøje. Vi har nogle gange købt en ikke-økologisk vare, fordi den økologiske var udsolgt, men vi planlægger os mere og mere ud af dette og undværer hellere end går på kompromis. De fleste af vore dagligvareindkøb foregår online, men heldigvis fører næsten alle supermarkeder efterhånden temmelig mange økovarer. Der er meget få ting, man ikke kan finde i en økologisk udgave, hvis man gør en indsats, og de ting, man ikke kan få, har vi enten ikke brug for, eller også findes de ikke, fordi det er noget, man mindst lige så godt kan lave selv.

Om børn og mobiltelefoner

Jeg blev inspireret af et blogindlæg på en nu lukket blog (den var ikke lukket, da jeg oprindelig skrev dette indlæg), som er skrevet af min søns fars kæreste, til at tage emnet for denne post op, for selv om hun skriver “vores ældste søn”, er der faktisk tale om min (og hendes kærestes) søn, og selv om hun skriver “biomor”, er der faktisk tale om mig, min søns mor, hos hvem han bor præcis halvdelen af tiden. Det er korrekt, at min søns to familier har meget forskellige holdninger til det meste, og selv om jeg kan forstå på bloggen, at de føler, at de gør “det rigtige” (og vi underforstået ikke gør?), så synes jeg jo ikke overraskende, at min mand og jeg selv gør det rigtige i forhold til min søn. Ellers ville vi jo ikke gøre det, og alt hvad vi gør, gør vi særdeles velovervejet. Jeg kunne ikke finde på at skrive blogindlæg om alle de ting, jeg måske mener, at de gør forkert, og det vil jeg følgelig heller ikke gøre her, men emnet er alt andet lige både interessant og aktuelt, og derfor har jeg ladet mig inspirere til at komme med mine egne holdninger til sagen.

Min søn er 10½ og har haft en mobiltelefon i nogle år efterhånden, men han har stadig ikke fuld og ubegrænset råderet over den. I starten var den slet ikke hans. Jeg købte blot et ekstra abonnement og satte SIM-kortet i min gamle mobil, så han kunne begynde at lære at bruge en mobil. Jeg gav ham den så med, typisk når han skulle på ferie hos sin mormor, for så kunne han ringe og skrive hjem til mig, og mit nummer var på det tidspunkt cirka det eneste, han havde i sin telefon. Jeg syntes, det var hyggeligt at få en sms fra min søn, og han lærte på den måde lidt om at betjene en mobil. Han og hans mormor havde på disse ferier også et fællesskab omkring deres mobiltelefoner. Det var et hyggeligt samtaleemne, og min søn lærte noget om mulighederne for brug af en mobil. I lang tid havde han den ikke med i skole og slet ikke med hjem til sin far, der havde meddelt sin arge modstand mod apparatet, og da han begyndte at få den med i skole nogle gange, gav det sig selv, at han ikke brugte den i løbet af skoledagen, for det var nemlig slet ikke tilladt, og det overholdt han selvfølgelig. Når han kom tidligt i SFO og var den eneste store dreng, var det dog hyggeligt for ham, at han kunne spille et spil på telefonen, og når han gik med en kammerat hjem, satte jeg pris på, at han kunne ringe og give mig besked, når han var vel ankommet til kammeratens hjem. Han lærte også at bruge den som vækkeur, så han en overgang kunne prøve, om han gerne ville vækkes af en biplyd om morgenen og selv langsomt ville få øjne, eller om han gerne ville, at vi vækkede ham. P.t. er det sådan, at vi vækker ham, men jeg synes, det er fint, at han også kan det andet, hvis det skal være.

Og som drengen er blevet ældre, er han begyndt at bruge dimsen lidt mere. Han slukker den tit, og det er bestemt ikke hver dag, han har den med. Jeg kan via selvbetjening overvåge hans forbrug, og jeg kan se, at han nærmest aldrig ringer eller sms’er til andre end min mand og mig. Han har sms’et lidt med nogle kammerater, og det har været med til at styrke de forhold, og det er stadig sådan, at han skal spørge, hvis han vil ringe til andre end os. Jeg har aldrig oplevet, at han ikke har brugt den ansvarligt eller at det på nogen måde er gået ud over hans sociale samvær med andre. Tværtimod.

Jeg oplever, at det er en udfordring for mange forældre at vurdere, hvornår, hvad og hvordan en mobiltelefon skal bruges af børn, og det skyldes vel blandt andet det faktum, at vi er vokset op i en helt anden tid, hvor mobiltelefoner ikke fandtes og i hvert fald slet ikke var noget, børn havde. Men tiden er en anden nu, og mobilvaner og -etikette ændrer sig år for år. Jeg mener bestemt ikke, at man nødvendigvis skal lægge sig efter, hvad de andre gør – og dermed ofte den laveste fællesnævner, men man kan med fordel se sig lidt omkring for at lodde stemningen.

Jeg hører ikke til dem, der kan se noget problem i, at folk f.eks. taler i mobil, når de kører i bus eller tog. Mange bliver irriterede over dette, og det undrer mig og forekommer mig irrationelt, når de selv samme mennesker ikke finder det problematisk, at man taler med andre, der er til stede. Man skal selvfølgelig altid tage hensyn og ikke tale for højt, men jeg kan ikke se, at der skulle være forskel på, om den, man taler med, er fysisk til stede eller sidder i den anden ende af et mobilsignal.

Mobiltelefonen er blevet en fast del af vores hverdag. Når to teenagepiger sidder sammen, har de ofte travlt med at sms’e til andre, og når to voksne mødes, er det også helt almindeligt, at de ringer eller sms’er til andre imens. Forskellen er den, at de voksne ofte vil undskylde sig først og nok vil udsætte ting, der ikke haster, men i begge situationer mener jeg ikke, at det behøver tage noget fra det samvær, man har med den anden. Hvis teenagepigen skriver med en anden veninde, deler hun sikkert samtalen med den veninde, hun sidder sammen med, og hun skriver typisk ikke med den anden, fordi den tilstedeværende er kedelig. Hvis den voksne er nødt til at svare på en sms, tilføjer det ofte noget til samtalen. Man får en historie, en bid af privatsfæren, man måske ikke havde fået ellers. Det kan sagtens være positivt. Det er til gengæld ikke positivt, hvis man er tabt for omverdenen, fordi man roder med sin mobiltelefon, men det er jo ikke mobiltelefonens skyld, for fandtes den ikke, ville man nok virke fraværende alligevel. Der er således masser af balancegange, der skal læres og løbende findes, og det har vi som forældre ansvar for, at vores børn er opmærksomme på.

Jeg taler meget med min søn om disse ting, og det er mit indtryk, at han forstår og handler meget fint i forhold til mobiltelefonen og samvær med andre. Jeg oplever, at det, at han har en mobiltelefon, har givet ham mange positive oplevelser med andre børn. De snakker om, hvad telefonen kan, de deler musik og billeder, og de udveksler måske numre, hvad der kan være et fint, moderne symbol på samhørighed.

Da min søn for nylig ringede hjem fra spejder, fordi han var blevet ked af det og følte sig mobbet, mener jeg ikke, at han brugte sin mobiltelefon forkert. Han havde brug for trøst og et godt råd og ringede derfor til sin mor. Han ringede ikke for at inddrage mig i nogen konflikt, eller fordi han forventede, at jeg skred til handling, han havde brug for lidt omsorg og opsøgte den. Han havde allerede talt med spejderlederen, men hun havde ikke set eller hørt, hvad der var foregået og kunne derfor ikke gøre ret meget, og der var ikke tale om, at han forlod et fællesskab for at ringe, han valgte et tidspunkt, hvor de alligevel arbejdede eller legede på egen hånd. Havde det været “i gamle dage”, havde han sikkert spurgt om lov til at låne fastnettelefonen, og det havde han sikkert fået lov til i situationen, så jeg var glad for, at han havde sin telefon. Normalt ringer han ellers ikke hjem fra spejder, og det jo heller ikke meningen, men i en særlig situation er det godt, at han har muligheden. Det samme gælder skolen og SFO’en. Han ringer nogle gange hjem, fordi han har brug for sin mor og måske gerne vil hentes tidligt, hvis det kan lade sig gøre, og det sker som regel fra deres telefon og ikke fra mobilen, og det er altså ikke i tide og utide, men kun når der faktisk er en grund til det. At jeg så ofte – som i spejdersituationen – blot beroliger ham og siger, at vi må tale om det, når han kommer hjem, er en anden sag og ændrer ikke ved, at det er fint, at han har den tillid til mig, som han har, og ringer, når han en sjælden gang virkelig har behov.

En mobiltelefon er nu om dage en spøjs blanding af kommunikation, legetøj, kalender og alt muligt andet, og børn skal lære at bruge den på en passende måde, ligesom de skal lære at bruge alle mulige andre ting på en passende måde. Til dét har de brug for deres forældre, der må tale med dem om forskellige ting. Nogle ting må man på det bestemteste fraråde på forhånd og grundigt følge op på, f.eks. at de ikke nogensinde giver deres nummer til fremmede eller på nogen måde bruger telefonen til mobning, andre ting må man efter min mening tage hen ad vejen. Hvis jeg følte, at min søn for ofte ringede til mig, når han var til spejder eller i SFO, ville jeg tale med ham om det, men jeg synes som sagt, han håndterer det at have mobiltelefon ganske fint.

Grundlæggende så tror jeg – ikke overraskende – på gensidig tillid, åbenhed og en blid opdragelse. Jeg tror ikke, at rigide regler, forbud, indragelse af ting eller privilegier, straf og skæld ud skaber harmoniske børn, der bliver gode samfundsborgere. Det tror jeg tværtimod kan være rigtig ubehageligt og skadeligt. Jeg tror derimod på, at tryghed, frihed under ansvar og et behageligt psykisk miljø er vejen frem.

Jeg er glad for, at min store søn er en ansvarsfuld dreng med en stærk retfærdighedssans og et særdeles kvikt hoved, og jeg er fuldt ud tryg ved at lade ham være en del af kommunikationssamfundet, som det er. Mange faldgruber kan vi advare ham imod og nemt få ham til at undgå, fordi han er så kvik, som han er, andre må vi forholde os til, når vi kommer til dem, og det gælder såvel med hensyn til mobiltelefoner som alt muligt andet.