Fra Århus til København – via Dublin.

Vi nåede at bo i Dublin i 7 uger. I går kom vi hjem til Danmark igen.

Jeg kan ikke forklare, hvad det helt præcist var, der gjorde, at vi flyttede til Danmark igen så relativt hurtigt og i hvert fald før, vi nok oprindelig havde tænkt os.

Det handlede ikke kun om, at man ikke kunne få alle de fine og gode produkter i butikkerne, som vi var vant til, for vi fandt hurtigt brugbare løsninger, så vi kunne få økologi og gær og alt muligt.

Det handlede heller ikke kun om det irske bureaukrati og det barske irske arbejdsmarked eller om, at de kører i den forkerte side af vejen eller har underlige strømstik.

Det er heller ikke et simpelt spørgsmål om hjemve, selv om jeg har savnet Danmark helt ulideligt, og slet ikke om fortrydelse, for vi vender ikke tilbage til Århus, hvor vi boede før, men vil gerne bo i København, når vi finder en lejlighed. P.t. bor vi hos min svigerfar i Hvalsø, hvor vi heldigvis kan få husly, mens vi leder efter et nyt hjem.

Alle de ovenstående ting har selvfølgelig haft betydning, og det var en væsentlig faktor, at jeg har et delebarn, som det var hårdt at undvære i de 5 uger, der gik, før han kom på ferie hos os i Irland. Når man har et delebarn, er savnet desværre en livsbetingelse. Jeg savner ham altid, når han ikke er hos os, men det er alt andet lige noget andet at være en togrejse væk fra ham end en flyrejse, der kræver flere fridage og megen planlægning, så vi er klar til at tage springet til København nu. Kaj boede i København, da vi mødte hinanden, og jeg importerede ham til Jylland, fordi jeg havde delebarn, selv om jeg i mange år har drømt om København. Delebørn bliver imidlertid også ældre, og jeg synes nu, at det samlede regnskab peger på, at København vil byde på flest muligheder for vores familie samlet set.

Vi er kommet hjem fra Irland med en masse erfaringer i bagagen. Kaj har fået “noget til CV’et”, og vi har lært og oplevet en masse alle sammen.

Så Danmark, her har I os igen. Her fryser vi dejligt. Her blæser det. I Irland var der nok regnvådt mange dage, men aldrig rigtig koldt.

Jeg har aldrig boet i udlandet før, og har derfor først i en alder af 36 lært, at jeg ikke er den store globetrotter, men befinder mig bedst i det land, hvor man taler det sprog, jeg mestrer bedst, og hvorfra min verden går.

Jeg elsker Danmark med rent drikkevand, velfærd og kolde vintre. Bare Danmark så også har et job til min mand, så vi ikke nogensinde behøver at emigrere i desperation igen …

Kære Århus

Kære Århus! Nogle gange ved man først, hvad man har, når man har besluttet sig for at forlade det. Det er på én gang den største kliché og den største sandhed. Jeg har aldrig bortset måske fra i begyndelsen set dig så smuk som i den seneste tid.
Kære Århus! Du har valgt at holde en stor og værdig afskedsfest for mig, en fest der har varet, siden jeg for nogle uger siden blev klar over, at jeg blev nødt til at forlade dig.
Når jeg venter på bussen på Klostertorv, skinner solen, og drankerne spiller Kim Larsen på ghettoblaster og griner deres tandløse grin, mens de billige guldøl glimter i solen. Du har sørget for, at jeg har kørt i bus med Peter Laugesen igen, som jeg altid gjorde, da jeg boede i Brabrand. Du har sørget for at lade mig støde ind i bekendte fra alle årene.
Kære Århus! Jeg forlader dig mere af nød end af lyst, men jeg kan alligevel mærke, at det vil gøre os begge godt, at jeg rejser. Vi er på mange måder vokset fra hinanden. Vi trænger til at prøve noget nyt.
Kære Århus! Hvor var du stor og fremmed, da jeg kom hertil for 16 år siden, stadig teenager, ubegribeligt utilpasset var jeg, rodløs og rastløs. Jeg flyttede ind på et værelse med adgang til fælles køkken og bad i en bungalow i Hasle, som jeg navngav “Det Skrigende Hasle” eller “Hashle”. For ja, jeg røg hash. Og ja, jeg drak mig fuld og gjorde dumme ting, jeg stjal toiletpapir på banegården, jeg lakerede mine negle sorte og sov, hvor det passede mig. På bænke, i partilokaler, hos fremmede, på Universitetet. Jeg flyttede ind på et værelse i Hasle helt alene uden telefon eller viden om busruter eller så meget som en eneste ven eller bekendt i nærheden, men du tog dig af mig, gjorde du. Jeg blev stærkere, jeg blev mildere.
Kære Århus! Jeg er meget mere tilpasset i dag. Du har givet mig en universitetsuddannelse, tre børn, et ægteskab. Du har givet mig et netværk. Venner og bekendte. Socialistiske ballademagere, digtere, metalhoveder, hedninge, omsorgsfulde mødre, nørder, musikere, intellektuelle, andre. Du har givet mig ro, du har givet mig mulighed for at finde mig selv.
Kære Århus! Jeg har boet i Hasle og Midtbyen, Åbyhøj og Brabrand, Risskov og Trøjborg. Jeg begyndte i Hasle, og jeg slutter i Hasle. Århus, jeg kommer måske tilbage igen, for alt er åbent, men selv hvis jeg ikke gør, vil det være dig, der vil udgøre en anseelig del af kulisserne i mine romaner og digte de næste mange år, måske i al fremtid. For det er dine gader, jeg kan se for mig uden at anstrenge mig. Det er dine værtshuse, jeg kan udpege. Dine butikker jeg kan finde rundt i. Dine busruter jeg kender.
Kære Århus! Da jeg vidste, jeg skulle forlade dig, fik jeg endelig besøgt Eliassons regnbue på toppen af Aros. Du ser smuk ud gennem farvet glas, Århus. Du ser altid smuk ud. Selv Prismet tilgav jeg for at være et kedeligt prestigebyggeri, da jeg så det ovenfra i en tilstand af vemod. Jeg så Statsbiblioteket, der altid gør mig tryg. Jeg så Rådhuset, Domkirken. Botanisk Have. Jeg så den nye, levende Møllepark, som jeg i sin tid først skulle vænne mig til. Kan man stadig købe hash og varm elektronik i Mølleparken, Århus? Jeg så havnen med dens kraner, som jeg altid har elsket, selv om, og tilgiv mig denne bemærkning, du aldrig har haft det rigtige hav, Århus. Havet var aldrig det rigtige, men nu hvor jeg forlader det, bliver det pludselig mere rigtigt end nogensinde, selv om det mangler Vesterhavets vildskab.
Kære Århus! Jeg har aldrig boet i samme by i så mange år, som jeg har boet og levet i dig. Og jeg vil fylde 50, før jeg muligvis kommer til at have boet et andet sted lige så længe.
Og kære Århus! Hvis jeg ikke kommer tilbage for at bo i dig, kommer jeg på besøg. Tit og ofte. Jeg vil komme for dine menneskers skyld, men også for at se 70′er-gaden i Den gamle by. For at se Moesgaard og Kryptkirken under Vor Frue. For at se, om studenterne eller konfirmanderne eller turisterne eller de nye russer har puttet sæbe i springvandet med Agnete og Havmanden. For at se, om Bogtårnet er blevet dækket helt af vedbend. For at køre i letbane, når den kommer. For at slentre langs åen eller slingre ned ad Vestergade. For at lytte til bilerne på Ringvejen. For at liste ned i Anholtsgade og bare være til, mens jeg tænker på jazz, graffiti og opvarmede empanadas fra Hornitos i Mejlgade. For at kigge ind på Billabong Bar i Skolegade for at se, om de alle sammen stadig er der.
Kære Århus! Snart forlader jeg dig. Snart forlader jeg landet. Men vi er ikke færdige med hinanden. Jeg elsker dig, og jeg ved, at du elsker mig. Hvis du ikke elskede mig, ville solnedgangen ikke være så smuk over ghettoblokkene her i Herredsvang, hvor jeg har tilbragt de sidste tre år, og hvor min mand og jeg holdt asatro bryllupsritual til de andre beboeres forundring. Hvis du ikke elskede mig, ville du ikke have ladet den gamle, forvirrede irakiske dame bo i samme opgang som os, så vi havde nogen at hjælpe med fjernsyn og transport af vandmeloner. Hvis du ikke elskede mig, ville vi ikke have fået Fjældevængets grand old man som nabo, en nabo der har boet her siden 1983, hvor blokken blev bygget, og som går i Elvisskjorter, men ikke har telefon. Hvis du ikke elskede mig, ville du ikke have sørget for, at jeg for nylig mødte Daniel i bussen. Daniel som jeg delte køkken og bad med, da jeg, grøn og gal, kom hertil. Daniel som jeg ikke havde set i 13 år og altid var meget forskellig fra mig, og som nu er blevet buschauffør og så glad ud og slet ikke så ud til at være kommet i uføre, som jeg ellers havde frygtet. Hvis du ikke elskede mig, ville du ikke have ladet regnen sile så varmt og smukt, da vi den dag efter besøget på Aros spiste buffet hos den mærkelige inder på Vester Allé. Hvis du ikke elskede mig, ville du ikke have givet mig dette års varmeste dag på Café Hollywood med åbne døre ud til byen, den dag hvor jeg mødtes med Søren for efter mange, mange år at give ham hans guitar tilbage. Hvis du ikke elskede mig, ville du ikke have ladet græsset dufte så grønt og godt ved Amfiscenen tæt på mit gamle institut, da jeg forleden havde spist frokost i Statsbibliotekets kantine med Anne, der var i landet. Hvis du ikke elskede mig, ville du ikke have givet mig alle de steder og mennesker, som jeg her kun har nævnt en meget lille brøkdel af.
Kære Århus! Om mindre end en uge forlader jeg dig, og jeg ved ikke, hvornår jeg kommer tilbage. Men din regn vil hamre mod min pande i alle de byer og lande, jeg nogensinde vil opholde mig i. Dit blod vil rulle i mine årer, og jeg vil emme af tilfredshed og fuldendthed, når jeg lytter til Gnags og TV2, Singvogel, Hatesphere. Selv Thomas Helmig, måske.
Kære Århus! Nu må Lotte Heise klappe alle de andres børn på hovederne. Nu må andre fange et glimt af Steffen Brandt, når de ræser ned ad Sjællandsgade på cykel. Nu må andre gå langs vandet ved Moesgaard Strand uden for sæsonen. Nu må andre dufte til æbletræerne på Nordre Kirkegård og skrive digte om al den snaps, man kunne lave, hvis man ville. Nu må andre huske de gamle Ceres-bygninger og huske at kalde Nobelparken for Barnow. Nu må andre sove under netop dine stjerner, når de sover under åben himmel.
Kære, kære Århus. Dette er på gensyn, ikke farvel. There must be 50 ways to leave your lover, synger Paul Simon. Der må være mindst 50 måder at forlade sin by på. Jeg forlader dig med inderlig taknemmelighed, oprejst pande, stolthed og en modenhed, jeg engang aldrig troede, jeg ville opnå. Jeg forlader dig med stor kærlighed. Åh, Århus med Å. Århus med åen. Århus med caféerne langs åen. Århus med drukpunkere, Århus med prestigebyggeriet, Århus med storhedsvanvid og mindreværdskomplekser, Århus med smil og med vold, Århus med mennesker, tid og uendelighed.
Kære Århus! Nogle gange ved man først, hvad man har, når man har besluttet sig for at forlade det. Det er på én gang den største kliché og den største sandhed. Jeg har aldrig bortset måske fra i begyndelsen set dig så smuk som i den seneste tid.

En dekorativt smadret saftevandsflaske. God weekend!

I dag var vi igen på tur. Målet var igen Irma og en hurtig indkøbstur, der gav mig luft og lys, men også brug for at stønne lidt mere på sofaen, da jeg kom hjem.

Heldigvis var Irma-medarbejderne søde, da Thorolf var hurtig og fik tabt en flaske saft på gulvet. Jeg så mit snit til at fotografere, mens Kaj hidkaldte hjælp, for det så, synes jeg, ret dekorativt ud:

Og så fik vi nydt Århus i regnvejr:

Nu holder vi weekend. Jeg har været flittig på min nye minimalismeblog hele ugen, men holder nok pause fra den her i weekenden. Til gengæld er der tegneseriestriber, der skal farvelægges, og andet, der skal skrives.

God weekend til jer alle.

Hvorfor går århusianerne ind ad bagdøren i bussen?

I hele 78 år har vi århusianere benyttet bagdøren i bybussen som indgangsdør, hvis ellers denne artikel har styr på fakta. Jeg skal ikke kunne udelukke, at det har haft indflydelse på, at netop århusianere er blevet udvalgt som ofre for vittighedsmagere over det danske land. Da jeg var barn, lå Århus meget langt væk, og det var decideret eksotisk at fortælle århusianervittigheder om toiletdøre, der blev taget af, og bildøre, der blev taget med ud i ørkenen.

Min yndlings århusianervittighed er dog denne: Hvorfor kører der kun røde, gule og grønne biler rundt i Århus?
- De andre holder ved lyskrydsene og venter på, at det skal blive deres farve.
Tøhø.

Nå, men det var busserne, jeg kom fra. Fra og med det nyligt passerede nytår må vi nemlig gå ind i bussen ad en hvilken som helst dør, vi måtte ønske. Det har bragt sindene i kog. Der er åbenbart grund til at tro, at det vil ende i kaostilstande. Jeg tænker nok lidt, at det kan blive bøvlet, når for mange vil ind så hurtigt, at det kan blive svært for dem inde i bussen at komme ud, men jeg vælger at tro på, at det nok skal gå.

De artikler, jeg har læst om den nye situation, nævner dog kun, at man nu selv kan vælge indstigningsdør. Jeg har ikke kunne finde sikkert belæg for at antage, at man også frit kan vælge, hvor man vil stige ud, og her kan jeg ellers se en mulig stor forbedring.

Det er klar, at bussen, hvis der står nogen og venter ved stoppestedet, er nødt til at åbne alle døre for at give valgmulighed mellem indstigningsdørene for de påstigende, men hvad nu hvis der kun er folk, der vil ud? Skal chaufføren så også åbne alle døre?

Dette punkt interesserer mig meget, fordi jeg har haft en del irriterende oplevelser med chauffører, der nidkært har fastholdt, at man skulle stige ud gennem fordøren, selv om bussen var proppet til det absolutte bristepunkt, og man stod på bagperronen lige ved bagdøren. Man havde evt. trykket på den såkaldte barnevognsknap, men da man ikke havde nogen barnevogn med (hvilket er en helt anden historie), benyttede skrankepavechaufføren lejligheden til at bruge tid på at annoncere i mikrofonen, at man skulle mase sig hele vejen frem til fordøren, selv om det var praktisk talt umuligt, og selv om det havde været den nemmeste sag i verden blot at åbne bagdøren. Se, det ville være rart, hvis den slags situationer nu var fortid …

Så hvorfor går århusianerne ind ad bagdøren i bussen?
- Det gør vi heller ikke mere.

Sol og skrald (fotos)

Når man først har købt kameraet, er det en gratis glæde at tage billeder. Altså nu om dage, hvor alting er digitalt. Det føles egentlig ikke som så længe siden, at det var meget dyrt, fordi de skulle fremkaldes, og der skulle købes film.
Men altså, det var dengang, og nu er nu.

Og der findes groft sagt to slags mennesker: De der går i byen hele natten, og de der tager på fotosafari dagen efter for at dokumentere skrald og efterladenskaber. Jeg hører nu om dage til den sidste gruppe. (Ja ja, der findes nok også folk, der ikke hører til nogen af grupperne).

Hermed lidt skraldeæstetik fra dagens Århus:

Mælkebøttedag med mere

I dag var det mælkebøttedag. Mælkebøttedag er den dag hvert år, hvor jeg første gang ser en mælkebøtte. Det kan derfor sagtens være længe siden, andre så årets første mælkebøtte, men i dag var dagen, hvor jeg gjorde.

Vi var på tur i solen. Først på Statsbiblioteket (jeg sluger Inger Wolfs krimier lige for tiden), hvor vi i dag ikke kunne holde os fra kagerne. Men det var nu det hele værd.

Bagefter spadserede vi ad Langelandsgade til Vesterbro Torv, hvor vi købte ind i min yndlings-SuperBrugs.

Og så tog vi bussen hjem igen fra Mølleparken, der rigtigt er befolket og forårsagtig i disse dage. Da den først blev lagt om, var jeg ikke vild med den. Jeg fandt den lidt for Feng Shui-agtig. Men nu er folk begyndt at bruge den, og den er faktisk en dejlig bypark, må jeg indrømme.

Her venter vi på 8′eren ved krydset mellem Ringgaden og Viborgvej. Thorolf er ved at falde i søvn i viklen. Jeg kunne godt trænge til en hårfarvning, hvis ikke det var fordi, jeg er holdt op med at farve hår og derfor blot udstår ventetiden, til udvoksningerne jævner sig ud. Den slags pynter solen ikke på:

Her er de kager, der fristede i Statsbibliotekets kantine. De var alle kalorierne værd:

Thorolf prøvede at komme ud af viklen i bussen:

Forårssol over ghettoen:

Bær over med billedkvaliteten. Jeg havde kun mobilen med.

Det store u-økologiske sus

Aslak har påskeferie, og vi dag besluttede vi os for at tage på tur. Jeg spurgte drengen, om der var noget ikke så dyrt, han godt kunne tænke sig. Jeg havde nok forestillet mig noget skov eller strand eller noget, men nej, han ville gerne en tur på Hovedbiblioteket.

Moderen tilføjede så “gåtur langs åen” til planen, og ud fra devicen “skal der være fest, så lad der være fest”, gik vi derefter på Dragen og spiste kinesisk frokostbuffet. Vi spiser jo herhjemme kun økologisk, men på tur kan alt ske, så vi nøjedes ikke med MSG-rusen, vi fik også is på Coldstone efterfølgende. Nu føler jeg mig helt lad og forkvalmet, men om det skyldes det u-økologiske, madens lødighed eller noget helt tredje, skal jeg lade være usagt.

På Hovedbiblioteket (som han benævner “Visdommens højborg”) fik Aslak lånt bøger, og Thorolf fik lov at kravle rundt og kigge på de mange spændende ting. Fun for the whole family …

Gratis glæder: Biblioteksbøger

Vi er nogle fattigrøve, det er vist ikke nogen hemmelighed. Vi får det hele til at hænge sammen, så vi alligevel kan være tilfredse med vort liv, men et job til bare den ene af os ville nu varme gevaldigt. Det er ikke nemt at være arbejdsløs akademiker med relativt små humanistiske fag på eksamensbeviset. Vore fagområder prioriteres ikke, mange job betragtes vi som overkvalificerede til, og andre job igen passer vores uddannelser eller erfaring ikke helt godt nok til, når nu arbejdsgiverne modtager flere hundrede ansøgninger til hver stilling.

Nå, men grundet denne ikke optimale økonomiske situation lærer man virkelig at sætte pris på de gratis glæder, og jeg indvier hermed tagget “gratis glæder”, der løbende skal være en hyldest til alt det, der koster gratis eller næsten gratis, og som gør mig glad.

Tag nu f.eks. biblioteksbøger … Mit liv ville være markant mere fattigt uden. Jeg har alle dage læst meget, og jeg ville slet ikke kunne undvære bøger i mit liv. I perioder har jeg frådset og købt en del bøger. Det har jeg slet ikke råd til for tiden, og det er i virkeligheden også noget ressourcespild, så længe der trods alt findes biblioteker. Så jeg låner. Hovedsagelig på Statsbiblioteket. Man skal måske vente lidt på de allermest populære titler, men det gør jeg gerne. I disse år læser jeg krimier som så mange andre, og jeg behøver ikke eje en krimi, jeg måske kun læser en enkelt gang. Det er noget andet med digtsamlinger, som jeg ofte gerne vil eje. For nylig udkom Søren Ulrik Thomsens “Rystet Spejl”, og den tillod jeg mig at købe. Den er også smuk, så det fortryder jeg ikke. Vi køber også indimellem brugte bøger, når vi falder over noget godt. Jeg foretrækker at læse bøger på originalsproget, hvis jeg på nogen måde kan, og jeg må indrømme, at jeg også godt kan finde på at købe en bog, jeg virkelig gerne vil læse, hvis den ikke er tilgængelig på et dansk bibliotek på originalsproget.

Jeg har desværre ikke p.t. råd til en ebogs-læser, men jeg går og lurer på, hvornår jeg mon når dertil, hvor jeg ikke længere låner eller løber fysiske bøger. Indtil videre står den dog på papir.

In omnibus requiem quaesivi et nusquam inveni nisi in angulo cum libro.

(Billederne er fra dagens udflugt til Statsbiblioteket, hvor jeg slet ikke spiste kage, selv om de bager ret god kage og har et ret godt kageudvalg i kantinen)

Råbar: Masseproducerede olielamper med stregkodeklistermærker og mandelmælk fra karton

I dag mødtes jeg igen med andre slyngemødre. Det foregik på Råbar bag Voxhall her i Århus, og det var som altid hyggeligt at se de andre og deres børn, men jeg er ikke imponeret over raw food og endnu mindre over Råbar, må jeg sige.

Raw food har jo efterhånden været fremme længe. Jeg tror nok, at jeg første gang hørte om det i det afsnit af Sex and the City, hvor de besøger restauranten Raw, men sig det ikke til nogen, for jeg er jo ikke sådan én, der ser Sex and the City.

Jeg har også spist en del goji-bær og kakaonibs, så helt hægtet af raw-bølgen kan man jo bestemt ikke sige, at jeg har været, men i dag var altså første gang, at jeg besøgte et spisested baseret på raw food. Jeg havde glædet mig, fordi jeg elsker nye oplevelser og mad. Det var ikke, fordi jeg havde forventet at blive totalt hooked eller begynde at leve råt til daglig, hvilket også skulle være ret usundt. Men jeg havde hørt, at maden var god, og det glædede jeg mig til.

Men helt ærligt, jeg var ikke spor imponeret. Jeg fik noget mandelmælk samt en snacktallerken med et udvalg af deres retter, og jeg havde ikke engang lyst til at spise op, men gemte størstedelen til Kaj, der kom og mødtes med os, fordi vi skulle en tur ud i byen bagefter. Altså, det smagte såmænd udmærket, og det var rigtig fint at få noget, der ikke bare var standard-cafémad, men jeg synes nu, det var lidt en flad fornemmelse.

Jeg er sikker på, at raw food kan være en glimrende oplevelse, men jeg foretrækker nu nok mad, der er varm og tilberedt, når det kommer til stykket.

Og Råbar? Tja, jeg kunne ikke lade være med at synes, at det var betegnende for serviceniveauet, at de havde nogle masseproducerede olielamper stående på bordene, som de end ikke havde pillet stregkodeklistermærkerne af. De var bare ikke tjekket. Betjeningen var langsom. Mandelmælken var ikke, som lovet, hjemmelavet. De havde ikke menukort med de rigtige priser (kun take out-priser, som er lavere). Indretningen var ved første øjekast lækker med lammeskind, men ved andet øjekast noget plastickikset efter min mening. Og biksens navn stod ikke ved indgangsdøren. Eller lige det er måske noget med, at man skal være trendy og kende barens eksistens på forhånd for at være velkommen, hvad ved jeg?

Selskabet var godt, og det var jo det vigtigste, og jeg er glad for, at jeg nu har prøvet raw food live, men altså … jeg er ikke en stor fan, det er jeg altså ikke.

Vinterferie del 1

Jeg er en stor fan af indisk mad. Der er så mange lækre retter i det indiske køkken, at jeg næsten ikke ved, hvor jeg skal starte. Når vi en sjælden gang bestiller take out, er det næsten altid indisk, selv om Århus ikke imponerer ved udvalget af indiske restauranter, og vi laver det også gerne selv. I skrivende stund har jeg en curry simrende på komfuret og en stak færdigbagte chapati-brød klar til at akkompagnere dem lige om snart. Chapati er noget af det bedste ved indisk. I det hele taget er jeg nok lidt tosset med pandebrød i enhver afskygning, fra chapati til tortillas.
Uh, bare jeg lige havde en mangolassi.

Vi har vinterferie. Eller måske kan man ikke helt tale om vinterferie, når man er arbejdsløs og er på barsel, men vi nyder, at der ikke skal smøres madpakker og følges barn i skole hver morgen.

I dag spiste vi frokost på universitetet. I Den Gode Gamle Staklade. Det kan godt være, at maden ikke er særlig fantastisk, men det opvejer stemningen, historiens vingesus, så rigeligt. Jeg kan nok i virkeligheden godt lide at drømme, at jeg stadig er studerende.

Og nu sner det så ind ad vinduet i køkkenet. Ja, det er nødt til at stå lidt på klem, for chapatierne skabte røg i køkkenet, da jeg forsøgte at bruge min mors gamle støbejernspande til formålet.