Ikke længere fanget på sofaen

Nu hvor jeg under graviditeten brokkede mig over, at jeg var fanget på sofaen og ikke kunne røre mig, kan jeg passende nu offentligt glæde mig over, at jeg kan røre mig lidt igen.

I går var vi således på tur med begge de to små børn. Det er en anden logistisk udfordring med to voksne og to børn end med to voksne og ét barn, hvilket selvfølgelig giver sig selv, men man skal lige vænne sig til, at man f.eks. ikke er to til at klare et bleskift on the go og den slags.

Gårsdagens udflugt i ustadigt, koldt, vådt, solrigt og blæsende majvejr førte os først til Studenternes Hus/Stakladen, hvor der var byttemarked som en del af en bæredygtighedsfestival. Vi havde fyldt et par poser med ting, andre kunne få, men vi kom ikke selv derfra med noget. Det var nu også et ret lille marked målt på antallet af genstande sammenlignet med andre byttemarkeder, vi har været til. Her er et billede af bogbordet:

Bagefter var vi et smut i Botanisk Have, hvor der var DM i piping, altså sækkepibe. Kaj spiller ikke sækkepibe for tiden, men vi ville gerne hilse på alle de søde folk fra “miljøet” og høre lidt musik, og det fik vi gjort. Her er det københavnske Heather, der spiller:

Bagefter gik vi med hver sit barn i bæredims på maven hele vejen fra Botanisk Have og til Storcenter Nord, hvorfra vi tog bussen hjem. Den opmærksomme og/eller århuskendte læser vil måske mene, at det ikke er nogen særligt lang gåtur, men når jeg nu har været fanget på sofaen så længe og lige fødte for et par uger siden, er det en god begyndelse på en mere rørig hverdag.

Jeg har ikke grønne fingre, men nogle gange blå

Så er mine fingre blå igen. Jeg har aldrig haft grønne fingre i overført betydning, men grundet batikfarvningsprojekter har jeg med jævne mellemrum blå eller lilla fingre.

Jeg fik for nylig en lys hjemmesyet vikle forærende. Jeg glæder mig til at bruge den, når min krop kan bære eksternt barn igen, men den kaldte altså på en omgang batik. Og i dag havde jeg kræfterne, så jeg fik farvet viklen samt lidt diverse andet tøj.

Jeg kan godt finde på at købe hvidt tøj i genbrugsbutikker med det klare forsæt at batikfarve det mindre kedeligt. Og når BLW-barn har svinet sit tøj uigenkaldelig til, får tøjet også gerne en gang batik, så man ikke kan se pletterne mere.

Det er svært at fotografere sådan en på tøjsnoren blafrende vikle i sin helhed, men her er et billede af en enkelt detalje i det mindste:

Totalt fantastisk fegave

Inde på Slyngebarn, hvor jeg jo huserer en del, er jeg for tiden med i en fe-runde, hvilket er ca. det samme som en nisseleg. Jeg har derfor givet en anden en gave, og hun ved ikke, at den var fra mig.

Og i dag fik jeg så min egen pakke fra en anden, jeg ikke ved, hvem er. Men fin og fantastisk var den. Her er billeder af de mange fine ting til os alle sammen, bog, øl, broderi (med Seinfeld-tema), stofbind, babylegs … Jeg er meget glad.

Om legetøj på Claus Beck-Nielsens kiste

I dag var Thorolf og jeg til slyngemøde i Århus Kunstbygning. Det var dejligt at se de andre damer og børn, og som en ekstra bonus havde vi fornøjelsen af at drikke hyldeblomstsaft, amme, sludre og lege omkring Claus Beck-Nielsens kiste, der for tiden har fået asyl i kunstbygningen.

Da jeg, som den første, ankom, så kisten sådan her ud med formiddagslysindfald og fotograferet med mobilkamera:

Et par timer senere, så den derimod sådan her ud:

Det er vist det, man kalder brugskunst.

De fleste af de andre var efter alt at dømme, hvad legetøjet på kisten også bærer vidnesbyrd om, lidt ligeglade, men jeg er glad for at have set kisten og nød det kunstneriske indslag.

For spørgsmålet, der trods alt også blev stillet i vores kreds i dag, er jo, om der med kisten her, begravelsen, ligtoget, aflivningen af Claus Beck-Nielsen for slet ikke at tale om den nyligt overståede retssag osv. er tale om kunst og i givet fald om god kunst.

Jeg mener helt klart, der er tale om kunst. Hvis kunsten skal fange vores opmærksomhed, stille spørgsmål, vække tvivl om intentioner og hvad der er passende, sætte tanker og handlinger i gang og berige beskueren, så lever hele Beck-værket i høj grad op til kravene.

Og er det så god kunst? Jeg mener, at det i hvert fald er virksom kunst, der kalder på mange følelser og både stiller og besvarer spørgsmål om døden, identitet, samfund og meget andet. Mange synes, graden af selviscenesættelse gør manden, der hed Claus Beck-Nielsen, usmagelig, og det kan man mene, men jeg tænker snarere, at der er tale om selvopofrelse. Han har sat hele sit liv på spil og til skue, og jeg ville personligt ikke synes, det på nogen måde var det værd, men det er da lidt af en indsats, om det så skulle være for berømmelsens, pengenes eller noget helt tredjes skyld. Måske kan man bare sige, det er for kunstens skyld? For kunsten lader sig heldigvis ikke sådan hverken definere eller tøjle.

Jeg kan selvfølgelig ikke lade være med også at tolke politisk på det og ønske mig et samfund, hvor kunst ikke var selviscenesættelse eller selviscenesættelse ikke var så aktuelt, at kunsten måtte kaste sig ind på denne arena for at udstille eller udnytte virkemidlerne.

Kisten, der i dag blev leget på og ved, stod i København fra oktober sidste år, hvor den blev gravet op, og indtil januar i år, hvor den kom til Århus. Den står i Århus indtil 3. april. Jeg er spændt på, hvor den så kommer hen, og hvorvidt det, som det er hensigten, får et sidste hvilested i jorden et eller andet sted.

En ko i en porcelænsbutik

Kender I det, at man nogle gange føler sig som en tyr i en porcelænsbutik? Jeg ved godt, at det oprindelig er et engelsk idiom (a bull in a china shop), men det udtrykker følelsen bedre end tilsvarende danske. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være at være en hund i et spil kegler for eksempel. Men en tyr i en porcelænsbutik? Jo tak! Man ser det for sig, og sådan følte jeg mig i dag, da jeg var i mødregruppe.

Altså jeg er ikke som sådan i nogen mødregruppe. Jeg takkede pænt nej, da sundhedsplejersken (som jeg også har takket nej til) tilbød det, for selv om det er 11 år siden, at jeg sidst havde baby, har traumerne fra dengang ikke lagt sig endnu. Jeg var 23 år og meget tilbagelænet med sort neglelak og huller i tøjet. De var meget voksne med huse og karrierer og mærketøj og hvide møbler. Det var et mismatch af dimensioner.

Når jeg tænker tilbage, kan jeg mærke, at jeg nok ville kunne tale væsentligt bedre med dem i dag, for jeg ER blevet mere “voksen”, men på den anden side er og bliver jeg så mærkelig, at jeg skulle være svært heldig for at blive sat i en gruppe med nogle tilfældige andre kvinder med babyer og så kunne med dem. Altså, jeg kan generelt med de fleste mennesker, men jeg ville ikke gide mainstream-mødres kedelige snak.

Men så kan man jo selv finde en gruppe af mødes med, og det har jeg gjort via Slyngebarn. Vi er en 10-15 kvinder, der mødes, mens vi er på barsel (og nok også efter og nogle med en masse andre fra samme forum), og selv om jeg nok også er lidt mærkelig i den gruppe, så føler jeg mig ikke så mærkelig, at det ikke giver mening. Vi slynger jo alle vore børn, og de fleste af os har visse hippietendenser. Og meget søde er de i hvert fald alle, så på en måde går jeg i mødregruppe, og alt i alt er det en succesoplevelse.

Men i dag følte jeg mig altså lidt som en tyr i en porcelænsbutik. For det første havde jeg medbragt muffins, der dels var blevet noget flade i det, dels var iklædt temmelig ramponeret glasur. Jeg pakkede dem i plasticpose, da glasuren så tør ud, men det var den åbenbart ikke helt, så pænt blev det ikke. Jeg burde naturligvis havde anrettet dem pænt på et fad eller i dåser, men nej, dovenskaben vandt, og glasuren tabte.

Nå, men så ankommer der en kvinde, jeg ikke har mødt før. Jeg står i køkkenet og er ved at få Thorolf til at falde i søvn i viklen, hvilket går fint. Hun spørger: “Har du hænderne fri?”. Mine hænder er gemt bag viklen, men jeg tager dem ud og sørger for at fortælle hende, at det altså ikke er mig, der bor der, i hvilken forbindelse jeg ikke ved, hvor hvad står. Jeg laver nemlig af én eller anden grund den kortslutning, at hun gerne vil have mig til at finde noget frem fra skabene. Nok fordi jeg selv kort forinden er ankommet og har bedt værtinden om et fad til de kiksede muffins.
Men nej, hun ville bare hilse pænt med håndtryk, viste det sig. Så jeg kunne have sparet mig befippetheden.

Samme kvinde bumper jeg flere gange ind i, da jeg skal forbi. Jeg er jo en tyr, og vi befinder os i en porcelænsbutik. Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kan styre mine albuer, men det er åbenbart for vanskelig en opgave for mig. Og samme kvindes 4 måneder gamle baby bliver også undersøgt grundigt af Thorolf lidt senere. Hendes hænder langt inde i hans mund. Og jeg ser det ikke, for jeg har travlt med at ævle.

Det lykkes mig også at få spurgt én af de andre, som jeg kender relativt godt efterhånden, hvor gammel hun er, til trods for at det ikke er mange uger siden, at vi lavede megen sjov med, at vi ville lave en peberkværn af olietønder og stille uden for deres hjem, da hun fyldte 30. Men det havde jeg så lige glemt i mellemtiden.

Jeg kunne heller ikke styre mine albuer på et andet tidspunkt (vi var der jo i hele to timer) og væltede en helt fuld bøtte hytteost ud over hele køkkengulvet, så der både var hytteost at gøre rent efter og ikke mere hytteost at spise. Meget flot, Linda!

Og der var sikkert mere, som jeg ikke engang kan huske nu.

Men hyggeligt var det bestemt. Men nogle gange har jeg bare lidt ondt af de mennesker, der skal være i stue med mig. Eller endnu værre lægge hus til arrangementer, hvor jeg deltager.

Jeg prøver ellers. Virkelig. Og jeg er blevet meget mindre flagrende, efter at jeg er blevet mere voksen. Men jeg er og bliver en tyr i en porcelænsbutik. Eller mit køn taget i betragtning nok snarere en ko. Bortset fra – som min mor så charmerende plejer at sige – at en ko har fire ben og fire patter, jeg har kun to ben og to patter.

Jeg har været væk fra mit barn

I går var jeg for første gang i hans liv væk fra Thorolf på 7 måneder i hele 2 timer. Altså som i uden for lejligheden og helt i Trige, ikke bare inde under dynen eller ude i køkkenet. Jeg var nemlig til fest med nogle damer, jeg kender fra det der nymodens internet, fordi de også bærer deres barn i slynger/vikler, og det var forrygende dejligt og alle taxapengene værd. Ja, for at få mest mulig tid til festen tog jeg taxa frem og tilbage. Det tog ca. et kvarter hver vej, men så havde jeg også lige 1½ time til at grine og drikke lidt danskvand og spise lidt mad og ikke mindst lufte strutskørtet (sort og fodlangt og lidt for stort til et taxasæde eller en almindelig stol). Og så fik jeg oven i købet kage med hjem i bedste amerikanske bryllupsstil. Ja, altså fordi jeg ikke nåede at få noget, før jeg kunne høre i telefonen, at Thorolf havde brug for mig. Han er jo stadig stort set fuldammet. Han er begyndt at få lidt fast føde, men ikke nok til, at det kan holde savnet af moderen fra døren, selv om faderen også er god og var udstyret med både bananer og spelt-tvebakker og pesto. Og selv om faderen fik barnet til at tage en god lur til tonerne af Vomitory, mens moderen var af sted.

Så der går jo nok lidt tid, inden jeg forlader mit barn igen.

Og så bringer jeg lige et billede af kagen her, fordi den var så fin. Det håber jeg ikke, at Sara, der har lavet kagen, har noget imod:

Nej, Erica Jong, moderkulten er ikke nogen byrde.

Politiken bringer en oversat artikel af Erica Jong betitlet Moderkulten er en byrde som jeg har lyst til at give nogle ord med på vejen.
Jeg er nemlig stærkt uenig med Jong, der ellers har haft stor betydning for feminismen historisk set, men som nu er kammet over eller i hvert fald kommet ud af trit med virkeligheden anno 2011.
For det første mener jeg slet ikke, at man kan sige, at der er tale om nogen “moderkult” i dagens USA/Danmark, og for det andet mener jeg ikke, at den type forældreskab, hun beskriver i artiklen, er nogen byrde. Man må vende tingene om, og ikke overraskende mener jeg, at det er samfundets skyld, ikke forældrenes indstillings skyld.
Men lad mig tage nogle væsentlige citater fra den ret lange artikel og komme med mine kommentarer til dem.

Den moderne amerikanske bibel for børneopdragelse er ’The Baby Book’ af William og Martha Sears, som argumenterer for begrebet attachment parenting (på dansk i favn, red.). Man skal bære sit barn i favnen, sove med det og fuldstændig tilpasse sig dets behov.

Der bliver sjældent talt om, hvordan man skal bære sig ad med dette og samtidig tjene penge til at forsørge barnet. Man formodes bare at være tilstrækkelig velhavende.

På et tidspunkt foreslår forfatterne endda, at man optager et lån, så man fuldstændig kan forme sit liv omkring barnets behov.

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg går ind for I favn-principperne og mener, at nærhed med forældrene, blidhed og tryghed er det allerbedste, man overhovedet kan give sit barn. Og jeg kan slet ikke forstå, hvordan man som forælder kan mene andet. Jong beklager sig over, at der ikke gives nogen opskrift på, hvordan man økonomisk bærer sig af med at efterleve disse principper, og nu er der selvfølgelig forskel på Danmark og USA, for i Danmark har vi trods de åbenlyse mangler på barselsområdet mulighed for at tage barsel i ganske lang tid, og det er derfor ikke svært at have tid og råd til at være tæt sammen med sit barn det første års tid plus/minus nogle måneder, og så er man altså kommet langt.
Jong argumenterer imod I favn-forældreskab med, at det ikke er økonomisk muligt. Jeg vil hellere argumentere for I favn-forældreskab og så kæmpe for, at det bliver økonomisk muligt.
Ideelt set mener jeg, at alle forældre – mødre såvel som fædre – skulle have en meget længere barselsorlov. Sammen. Det har vi sagtens råd til, selv om politikerne forsøger at få det til at lyde, som om vi ikke har råd til velfærd. Selvfølgelig har vi det, det kræver dog naturligvis en række omprioriteringer og en omfordeling af samfundets goder.
Men selv med den nuværende (danske) lovgivning er det selvfølgelig muligt at føre I favn-principperne ud i livet. Man kan efter min mening sagtens være I favn-forælder, selv om man sender sit barn i institution, når barslen er ovre. Jeg vil personligt gerne undgå det, fordi jeg på grund af nedskæringer og lav prioritering af omsorg i institutionerne ikke har lyst til at give mit barn den hverdag, men jeg kan blive nødt til det af økonomiske årsager, og det vil ikke ændre min indstilling til at være forælder.
Erica Jong glemmer også, at de fleste børn faktisk har to forældre. Enlige, der bliver insemineret, og mødre og fædre, der af andre årsager står alene med et barn/børn findes selvfølgelig, men de fleste børn har to forældre, og så kan man altså også i de fleste tilfælde få det til at hænge økonomisk sammen, hvis den ene er hjemme hos børnene, eller at man er hjemme hos børnene på skift. Det kan man selvfølgelig ikke nødvendigvis, hvis man skal bo i et stort, flot hus og svømme i charterferier, fladskærme og samtalekøkkener, men det kunne nu klæde de fleste at sænke det materielle ambitionsniveau en anelse.
Så ville Jong sandsynligvis indvende, at det altid ville være moderen/kvinden, der ville komme til at hænge på den tjans, men for det første skal det være ethvert menneskes ret at tage den tjans, som mange faktisk rigtig gerne vil, og for det andet er det da ikke principperne om blidt forældreskab, der skal bøde for, at vi endnu ikke har ligestilling, ej heller i vore parforhold.
Herhjemme hos os kunne det præcis lige så godt blive min mand som mig, der gik hjemme, hvis vi fandt økonomisk mulighed for det. Det er selvfølgelig mig, der ammer, og det sætter nogle begrænsninger i den første tid, men nu er man jo ikke kun forældre i et år eller to, så der ville være rig mulighed for, at det kunne jævne sig ud hen ad vejen.
Jeg mener sådan set, at vi kvinder hænger lidt mere på barnet, hvis man vil udtrykke det sådan, den første tid, hvis vi vil amme, men så mener jeg til gengæld, at mændene hænger mere på bleskift og indkøb og rengøring for at udligne, og hvis ikke det forholder sig sådan i det enkelte parforhold, må de selv ligge og rode med det, det er ikke noget, man kan klandre en bestemt type forældreskab for.

Når man så tilføjer tidens krav om ’grønt’ forældreskab – hjemmelavet babymad, stofbleer, masser af tid uden aftaler i kalenderen – har man det nye ideal.

Mindre kan ikke gøre det, for det vil være skidt for barnet. Pyt med forældrenes behov.

En dag vil i favn-principperne måske blive betragtet som kuriøse, men i dag går samfundet ud fra, at vi kan gøre vores børn perfekte gennem vores omsorg.

Der er ikke mange, det sætter spørgsmålstegn ved ideen, og amerikanske forældre slider sig selv op i forsøget på at skabe enestående børn.

Det er utrolig konkurrencepræget. Ingen forældre vil have at vide, at det er skønne spildte kræfter, især ikke en kvindelige advokat, der har opgivet sit arbejde for at passe sit barn.

Tænk, jeg synes, det ville være dejligt, hvis tiden “krævede” grønt forældreskab, men jeg synes desværre ikke, at det lader til at være idealet. Eller hvis det er, så er der forbløffende få, der efterlever det, og det skal da også være op til hver enkelt familie, tiden kan ret beset ikke “kræve” noget som helst.
At leve sundt og værne om såvel miljø som familiens sundhed er da kun noget positivt at stræbe efter, uanset om man er forælder eller ej, og det skal da overhovedet ikke lægges I favn-principperne til last. Hvis ikke de sidste mange års udbytning af jorden og skamløse brug af hormonforstyrrende og på anden vis skadelige stoffer havde gjort indhug i både vores sundhed og vores sunde miljø, var vi jo ikke nødt til at sadle om, men sådan forholder det sig nu engang, og dermed er det fornuftigt at gøre noget og ikke bare lade stå til. Hvis nogen ikke kan overskue det, skal de ikke nødvendigvis klandres for det, for så har de nok deres grunde, men jeg kan ikke se, hvorfor man skal klandres for at gøre noget for sin egen og sine børns sundhed samt miljøet.
Og forældrenes behov? Tja, jeg synes, det ville klæde de fleste forældre (og mennesker i øvrigt) at skrue lidt ned for deres “behov”. Det er klart, at man også som forælder har brug for mad, søvn og nærhed, men det kan man da sagtens få, selv om man har børn, eller endda i kraft af samme. Men hvis behovet er “alenetid” og “karriere” og “træning”, så må man enten jonglere lidt, så kan man få lidt af det hele, eller også skulle man måske have overvejet, om man egentlig gerne ville have børn. Det, jeg personligt føler behov for i mit liv, gør jeg mit bedste for at få opfyldt ved at gøre det sammen med mit barn eller ved at fordele “arbejdet” med barnet med min mand. Jeg finder det meget rimeligt, at begge forældres udadvendte liv sættes lidt på stand by, mens børnene er små, men der kan jo sagtens skrues op for det hele igen, når børnene bliver lidt større. Alle har lov til at tænke selv og planlægge deres eget liv, og det kan fungere fint på mange forskellige måder.
Og at man ønsker at skabe perfekte børn? Det tror jeg altså ikke, at der er ret mange, der bilder sig ind, at de kan. Man kan skabe nogle ret gode rammer, som børnene kan udvikle sig inden for, og når man tænker på, hvad det har gjort af skade for min generation, at så mange af os var overladt til os selv på det følelsesmæssige plan især, så kan det da ikke undre, at vi gerne vil gøre det bedre for vore børn.
Skulle det være en konkurrence? Det kan jeg ikke se.

I favn-principperne i kombination med forventningerne om at opføre sig meget miljørigtigt er ensbetydende med kvindeundertrykkelse.

Kvinder føler ikke blot, at de skal være konstant sammen med deres børn, de skal også amme, tilberede hjemmelavet babymad og give afkald på engangsbleer.

Det er et fængsel for mødre og et lige så stort tilbageslag for kvinders frihed som antiabortbevægelsen.

Når en kendt mor som supermodellen Gisele Bündchen udtaler, at alle kvinder burde være forpligtet til at amme, udbreder hun den grønne forældrebevægelses propaganda.

Mødre har rigelig skyldfølelse uden yderligere regler. Jeg kunne godt lide at amme. Min datter hadede det. Mødre må have ret til at vælge frit

Igen synes jeg da kun, det er positivt, hvis kvinder føler, at de skal gøre alt muligt for deres børn. Det er da negativt, hvis mændene ikke føler det samme, men det er igen ikke I favn-princippernes skyld. Jeg nægter at tro på, at blidt forældreskab kan være et problem for antiabortbevægelsen, ej heller i USA, hvor det nok er mere relevant, fordi der er flere abortmodstandere. Det kan jeg slet ikke se, passer ind.
Jeg mener ikke, at nogen skal være forpligtet til at amme, men jeg mener, at amning er optimalt, og jeg forstår derfor bedst de mødre, der ønsker at amme. Jeg er om nogen glødende betonfeminist, og derfor har jeg valgt en mand, der ønsker at tage stor del i alting herhjemme, men jeg har altså ikke et problem med, at det fra naturens side er mig, der kan amme og derfor må stå for det. Men hvis jeg så samtidig skulle stå for alt det andet, ville jeg nok begynde at føle mig undertrykt.

I landbrugssamfundene var det måske nok normalt at bære sit barn i en slynge, men i den moderne virksomhedskultur er der ikke plads til at amme på jobbet, endsige have barnet i favnen hele dagen.

Dermed har vi altså udviklet en ny torturform for mødre: en række forventninger, der betyder, at mødrene føler, at de ikke slår til, uanset hvor omsorgsfuldt de tager sig af deres børn.

Ja, nu er jeg jo stor tilhænger af slynger, og jeg mener faktisk sagtens, man kunne indrette samfundet sådan, at børn var med flere steder i slynge. Der er ikke noget galt med at ville bære sit barn og ville holde det tæt på sig, der er noget galt med det samfund, der ikke giver mulighed for det. Det er den stadigt mere tromlende og krævende kapitalismes skyld, at vi skal løbe stærkt og tænke på karrierer og penge frem for mennesker, og den vil jeg hellere kæmpe imod, end jeg vil opgive nogle gode principper for forældreskab, fordi de ikke passer ind i kapitalismens kram. Og jeg behøver vel ikke understrege, at det ikke kun er kvinder, der kan slynge deres børn.

Opdragelsesteorier har spillet en vigtig rolle for feminismens op- og nedture. Så længe kvinder er det køn, der har det primære ansvar for børnene, vil vi også være dem, der har mest at miste ved at acceptere ’den ædle ucivilisations’ syn på forældrerollen med alle idealerne om bæreseler og naturlighed.

Vi har brug for at blive gjort fri af skyldfølelsen vedrørende vores børn, ikke at blive yderligere bundet af den.

Vi har brug for, at nogen siger: ’Gør det, så godt du kan. Der er ikke nogen regler’

Det er ærgerligt, at kvindekønnet stadig har det primære ansvar for børnene, men det skal da ikke gå ud over børnene, at kapitalismen er kvindeundertrykkende samlet set.
Og jeg er træt af at høre om den skyldfølelse. Jeg føler ingen skyld, når jeg ikke gør ting, som andre synes, at jeg skal. Jeg tænker selv og ved, at jeg gør, hvad jeg kan for mine børn og mit liv.
Jeg vil gerne vende den om og spørge, hvorfor utilstrækkeligheden absolut skal dyrkes? Der er ingen faste regler, og ingen kan gøre det bedre, end de kan. Mange kan til gengæld gøre det bedre, end Erica Jong tiltror dem.
Det er fint at kende også sine svagheder og mangler, men man behøver da ikke ligefrem at opdyrke dem, når man i stedet kan stræbe efter at gøre det bedre. Hvis folk får skyldfølelse over ikke at gøre det godt nok, så er det enten fordi de har for høje idealer, som de derfor med fordel kan skrue ned for, eller også er det, fordi de ikke gør det godt nok. Det lader jeg være op til hver enkelt at afgøre.

Om gamle damer

I dag var vi ude at købe julegaver, og da jeg på et tidspunkt stod og ventede på Kaj på hjørnet af banegårdspladsen med Thorolf i viklen på maven, kom der en ældre kvinde hen og klappede mig og armen, smilede til den sovende baby og sagde “Ja, min er lige fyldt 50″.

Og det mindede mig om en anden oplevelse med en gammel dame, som vi havde for nylig, og som jeg har lyst til at fortælle om. Kaj og jeg (med baby i viklen) skulle af bussen herude i Århus V., hvor vi bor, én af de dage, hvor verden virkelig var dækket af sne. I bussen var også en ældre kvinde, som knapt kunne stå på benene. Ja, det kan selv raske unge mennesker jo næsten ikke i de dårligt affjedrede, billige polske Solaris-busser, som Midttrafik spiser borgerne af med nu om dage, men lad nu det ligge. Vi måtte hjælpe kvinden med at holde balancen, og vi måtte anråbe chaufføren, så hun (og vi) kunne nå at komme af bussen, inden den satte i gang igen.
Da vi så kom ud, og vi havde hjulpet hende hen over snedriverne, blev kvinden bare stående midt på cykelstien og så forvirret og fortabt ud. Kaj var belæsset med poser og tasker, jeg var belæsset med Thorolf, men hendes desperate kropssprog viste, at hun forventede, at vi hjalp hende videre. Hun var åbenbart døv og sagde heller ikke rigtigt noget, så vi prøvede med fagter og tydelig tale at spørge hende, hvor hun skulle hen. Hun var slet ikke til at kommunikere med, men hun pegede dog over mod de blokke, vi bor i, mens hun rakte sin hånd frem imod os. Kaj måtte så tage hendes hånd, og vi fulgte hende over vejen, mens vi stadig forsøgte at kommunikere med hende for at finde ud af, hvor hun boede. Da vi var nået næsten hjem og slap hende, blev hun igen bare stående. Vi prøvede at gå lidt væk, men da hun stadig ikke bevægede sig, måtte vi jo gå hen til hende igen. Vi syntes rent medmenneskeligt ikke, vi kunne gøre andet.
Det var et underligt syn. Jeg stod med Thorolf og poser og råbte forslag til Kaj, der stod og prøvede at trænge igennem til kvinden lidt borte. Jeg foreslog ham at tjekke hendes pung for sygesikringsbevis. Han viste hende sit eget, og til sidst lykkedes det ham at få hende til at finde sin pung medsamt sygesikringsbevis frem. Det viste sig, at hun boede et godt stykke væk. Jeg bad Kaj følge hende hjem, mens jeg selv slæbte pose og barn op på 3. sal. Han kom så heldigvis hjem lidt senere og sagde, at hun selv havde kunnet låse sig ind, og at hun havde genkendt stedet, da de nærmede sig, for ellers ved jeg ikke, hvad vi skulle have gjort.
Jeg har ikke rigtig nogen poïnte med at fortælle historien, men jeg tænker lidt, at det da kunne være gået vældig galt for hende, hvis vi ikke havde været der.
Vi tror nok, hun var kommet til at køre med bussen et stop for langt og derfor ikke selv kunne finde hjem, men hun havde da ikke desto mindre selv været af sted, så det kan undre, at hun pludselig ikke kunne finde vej. Måske var hun dement? Måske troede hun, at vi var nogen, hun kendte? Måske havde hun ikke været ude i nogle dage og anede derfor ikke, at verden var blevet dækket af sne. Det kunne også forklare hendes små og ikke særligt vinterlige sko.
Jeg tænker, at hun måske burde havde assistance, når hun skulle ud, men det er selvfølgelig den slags, vores samfund ikke har råd til, fordi det er meget vigtigt, at rige mennesker ikke betaler ret meget i skat.

Om barnevogne, bæreseler og ikke mindst slynger og vikler

Vi har et barn på 3 måneder, og vi har ikke nogen barnevogn. Vi har ikke haft en barnevogn, og vi har på ingen måde tænkt os at anskaffe os én. Det kan folk slet ikke forstå. Jeg kender ikke og har ikke talt med andre overhovedet, der så bevidst har fravalgt barnevogn, og det er nok derfor, det afføder så megen skepsis rundt omkring. For kan “man” virkelig det?

Vi kan ikke andet. Jeg har en decideret aversion mod barnevogne. Altså, andre er velkomne til at bruge dem, men jeg kan ikke se, hvad jeg skulle bruge én til. Vi bor på 3. sal uden elevator, og vi har ikke noget sikkert sted at stille den slags, bortset fra i lejligheden, og guderne forbyde, at vi skulle slæbe et sådant monstrum op og ned. Vi kører med bybus i Århus, og jeg er på daglig basis lettet over, at vi ikke har en barnevogn med. Man skal være heldig, hvis man kan få en barnevogn med i de små og elendigt indrettede Solaris-busser, der efterhånden vist er flest af, og selv hvis der er plads, skal man slide og slæbe og være til irritation for andre.
Derudover ville det være meget fremmed for os at lægge vort barn fra os i en barnevogn. Vi tror på, at et barn først og fremmest har brug for nærhed og tryghed, så han er altid på armen eller i slynge og vikle hos én af os, bortset fra om natten, hvor han sover ved siden af os i sengen, eller når vi leger med ham på gulvet for at træne hans motorik. Jeg kunne aldrig lægge ham til at sove udendørs, hvis jeg ikke selv var lige ved siden af. Jeg ville være bange for, at nogen skulle tage ham, eller at han skulle få det for koldt eller for varmt eller føle sig ensom eller blive angrebet af en fugl eller en dræberhund eller …

Og hvis man ser barnevognen hovedsagelig som transport, så er slynge eller vikle for os et meget bedre alternativ. Jeg ville ikke gide at bakse rundt med en stor vogn, der i øvrigt koster kassen, når jeg i stedet kan bære ham tæt på min krop, hvor jeg hele tiden er i kontakt med ham, kan mærke hans vejrtrækning, ae ham og sørge for, at hans temperatur er i orden.

Jeg hører mange mødre sukke over, at de ikke kan få deres barn til at sove i barnevognen. Jeg spørger bare: Hvorfor dælan skal de også for enhver pris det? Børn er forskellige, og nogle vil måske gerne, men rigtig mange vil ikke, for de har brug for nærhed, og jeg vil i hvert fald ikke nægte mit barn den nærhed, det har behov for.

Jeg synes da, man skal finde den løsning til såvel transport som søvn, som nu passer ind i familien og dagligdagen, og der kan være gode grunde til, at man ikke kan bære sit barn, men jeg undrer mig over, at jeg tilsyneladende er den eneste i verden, der overhovedet ikke har lyst til at bruge barnevogn. I folks hoveder er babyer og barnevogne uløseligt forbundne, og vordende forældre iler ud og poster adskillige tusinde kroner i en barnevogn, så snart de kan komme af sted med det, og det skal vist ofte være den helt rigtige, moderigtige barnevogn, hvis farve passer til moderens look. Jeg nyder friheden fra forventningstyranniet og fra besværet med disse skrumler. Jeg foretrækker at rejse let, at kunne sidde på et almindeligt bussæde sammen med mit barn og at kunne gå ad de veje, jeg vil, uden at bekymre mig om barnevognens hjul.

De seneste dage har der været bragt nogle artikler om stress i bæreselen, om hvordan det ikke er godt for det lille barn at blive båret i bæresele med ansigtet ud mod verden (læs f.eks. her og her), og jeg er da enig i, at man skal tænke på, at et barn ikke har brug for at komme med ud i verden i tide og især i utide. Jeg er også enig i, at det hverken er ergonomisk hensigtsmæssigt eller godt for barnet at sidde som en anden sprællemand uden mulighed for at blive skærmet mod verden, men om jeg begriber, hvorfor man anbefaler barnevognen som alternativ. Det kan godt være, at nogle børn kan sove godt, og at nogle forældre kan holde god kontakt med et barn i en barnevogn, men ofte er barnet ikke tryg ved vognen, og det ligger gemt væk under stofbleer, insektnet og regnslag helt uden nærhed.

Et oplagt alternativ er da i mine øjne slynger eller vikler. Når jeg bærer mit barn, ser han ind imod mig, men kan kigge lidt på verden, når han har lyst. Han kan hele tiden mærke sin mor, og hvis vi er af sted i nogle timer, sover han trygt og godt det meste af tiden. Jeg kan dække hans ansigt til med noget af viklen, hvis han sover eller fryser eller virker overstimuleret, og jeg kan give ham lidt luft eller udsyn, hvis han har behov for det. Jeg håber inderligt ikke, at nogen har læst den artikel og tror, at det kan skade barnet at bære det på den rigtige måde. Det ville være meget ærgerligt.