Julehilsen fra Mellemtingsland

Kaj har sat en LP med Bachs Juleoratorium på. Thorolf bliver ved med at tage den samme orange plasticskål på hovedet som hat. Aslak spiller Nintendo i lænestolen. Thyra sidder på sin fars arm og gnaver i et tøjdyr, én af Cirkelines mus. Jeg har netop gjort gryderne rene efter det store grødkogeri. Lidt tidligere var vi ude i svigerfars have med grød og øl til vætter og magter. Vi takkede for det gamle år og ytrede gode ønsker for det nye.

Jeg har ikke blogget længe, og min undskyldning er, at vi ikke har vores eget hjem, men stadig bor midlertidigt hos min svigerfar, mens vi venter på det helt rigtige boligtilbud. Vi har takket ja til et par lejligheder allerede, men vi fik dem ikke. Til gengæld stod vi angiveligt næst i køen, så det må snart være vores tur. Her hvor vi har midlertidigt husly mangler jeg både et skrivebord og noget ro og fred, for Kaj har heldigvis fået arbejde, men det betyder også, at jeg er alene hjemme med de to små i rigtig mange timer de fleste dage. Han har nemlig skiftende vagter på ofte skæve tidspunkter, og når transporttiden tilmed er lang til og fra arbejdspladsen i København, er der ikke mange sekunder, hvor jeg kan koncentrere mig om og have hænderne fri til skrivning. Når tiden endelig er der, skriver jeg roman og ikke blog. De fleste gange.

2012 har været det vildeste år for os. Det startede stille og roligt. Jeg var sygemeldt under graviditet og fanget på min sofa. 1. maj kom Thyra så ud, og jeg blev danmarksberygtet for at tweete under fødslen.

Kajs jobsituation blev mere og mere desperat, og vi besluttede os for, at vi måtte gøre noget. Da han fik tilbudt et job i Irland, skilte vi os derfor af med en ganske stor del af vores ejendele og flyttede til Dublin med få ugers varsel. Jeg ved ikke, hvad vi havde forventet, men glade blev vi aldrig derovre, måske netop fordi vi var taget af sted i desperation, så vi besluttede os for at tage hjem igen, og vi kunne mærke, at vi gerne ville bo i København, hvor vi også mente, at vi begge ville have bedre jobmuligheder. Og Irland viste sig at virke, og mavefornemmelsen viste sig at pege i den rigtige retning, for vi havde kun været hjemme i få dage, før han fik job, et job som vi ikke tror, han havde fået uden erfaringen fra Dublin.

2012 slutter i mellemtingsland. Vi ved ikke, hvor vi kommer til at bo. Vi ved ikke, hvor børnene skal i vuggestue/børnehave, vi ved ikke, hvad jeg skal lave, når min barsel udløber. Vi regner dog med, at 2013 relativt hurtigt bringer svar på disse uafklarede spørgsmål.

D. 31. december fester vi også, og jeg vil som alle andre år glæde mig som et lille barn til at skrive et nyt årstal i kalenderen, men mit hedenske år slutter ved solhverv, og jeg har derfor netop taget hul på et helt nyt og frisk år. Vi har blótet, og i aften skal vi spise godt. Lidt senere skal vi have gaver. Jeg går ind i det nye med ydmyghed, men også med store forventninger. Vi skal videre. Vi skal lave Spelt-segmentet igen, når vi får skrivebord igen og scanneren frem. Jeg skal skrive mere på minimalismebloggen. Vi skal have en hverdag op at køre. Og så er der alt det, jeg ikke ved noget om endnu. Et nyt år overrasker ofte hurtigt og bringer noget helt andet, end man ventede. Jeg tror, 2013 kommer til at bringe gode ting, men jeg aner ikke hvilke.

Jeg vil gerne ønske alle en god jul og et godt nytår, uanset hvordan og om I fejrer disse ting.

Godt år og fred!

Offentlige presseveer

Jeg har i dag denne kronik i Information.

Twitter-fødslen har jeg tidligere skrevet dette om her på bloggen.

Ikke længere fanget på sofaen

Nu hvor jeg under graviditeten brokkede mig over, at jeg var fanget på sofaen og ikke kunne røre mig, kan jeg passende nu offentligt glæde mig over, at jeg kan røre mig lidt igen.

I går var vi således på tur med begge de to små børn. Det er en anden logistisk udfordring med to voksne og to børn end med to voksne og ét barn, hvilket selvfølgelig giver sig selv, men man skal lige vænne sig til, at man f.eks. ikke er to til at klare et bleskift on the go og den slags.

Gårsdagens udflugt i ustadigt, koldt, vådt, solrigt og blæsende majvejr førte os først til Studenternes Hus/Stakladen, hvor der var byttemarked som en del af en bæredygtighedsfestival. Vi havde fyldt et par poser med ting, andre kunne få, men vi kom ikke selv derfra med noget. Det var nu også et ret lille marked målt på antallet af genstande sammenlignet med andre byttemarkeder, vi har været til. Her er et billede af bogbordet:

Bagefter var vi et smut i Botanisk Have, hvor der var DM i piping, altså sækkepibe. Kaj spiller ikke sækkepibe for tiden, men vi ville gerne hilse på alle de søde folk fra “miljøet” og høre lidt musik, og det fik vi gjort. Her er det københavnske Heather, der spiller:

Bagefter gik vi med hver sit barn i bæredims på maven hele vejen fra Botanisk Have og til Storcenter Nord, hvorfra vi tog bussen hjem. Den opmærksomme og/eller århuskendte læser vil måske mene, at det ikke er nogen særligt lang gåtur, men når jeg nu har været fanget på sofaen så længe og lige fødte for et par uger siden, er det en god begyndelse på en mere rørig hverdag.

Ja, jeg livetweetede fra fødslen

I tirsdags d. 1. maj fødte jeg mit tredje og mit og Kajs andet barn, en datter ved navn Thyra, som absolut ville have fødselsdag på kampdagen. Det har jeg allerede skrevet lidt om på minimalismebloggen, ligesom vi selvfølgelig har annonceret det på alle tænkelige sociale medier. Vi lever jo i 2012.

Og som mange vil vide, livetweetede jeg fra fødslen. At tweete, kan jeg oplyse til uindviede, vil sige at skrive på Twitter, og at livetweete betyder at rapportere fra en begivenhed, man overværer eller deltager i.

Jeg tweeter generelt en hel del og har særligt gjort det meget i sidste del af graviditeten, hvor jeg mere eller mindre var lænket til sofaen. Jeg skriver, som de fleste andre, om alt muligt og har således også skrevet en del om min utålmodighed op til fødslen.

Men jeg må sige, at jeg er lige dele beæret og forbløffet over de reaktioner, jeg fik på at livetweete fra fødslen. Mange fulgte engageret med, heppede og kom med søde ord, og det var virkelig rart. En del udtrykte benovelse over, at jeg havde overskud til at tweete i netop den situation, og enkelte har kaldt det både “sygt” og “langt ude”.

Jeg ved da godt, at det ikke er hver dag, at kvinder livetweeter fra deres fødsler, men jeg tror, man forestiller sig noget lidt andet end mit såkaldte “stunt”, hvis man er meget forbavset over det. Vi lever i en tid, hvor mange konstant holder deres netværk på de sociale medier orienteret om, hvornår deres børn er syge, hvad de har spist til aftensmad, og hvilken form for havearbejde de har udført i weekenden. Det annonceres også vidt og bredt, når børn er født, og der mangler ofte ikke detaljer i fødselsberetninger. Men jeg noterer mig, at mange åbenbart har en forventning om, at man lige præcis under selve fødslen lukker ned for sin onlinetilstedeværelse.

Men hvornår er der egentlig tale om at berette fra en fødsel? Jeg tweetede løs de sidste par dage inden, hvor begyndende veer dukkede op og tog til, og jeg tweetede om natten, da vandet var gået, og jeg tog på Skejby for at blive undersøgt. På et tidspunkt var veerne så vilde, at jeg ikke tweetede mere, og da barnet så var født, tweetede jeg lidt igen. Men hvert tweet kostede mig altså færre anstrengelser, end det koster mig at skrive f.eks. en sms. Og der var ingen blodige detaljer eller billeder eller noget som helst. Jeg skrev blot, hvordan det forløb, og jeg beklagede mig over veerne, der blev vildere og vildere.

Jeg havde ikke selv tænkt det som noget “stunt” eller noget, der skulle tiltrække særlig opmærksomhed. Jeg gjorde bare, som jeg gør til hverdag. Jeg skrev. Jeg er et skrivende væsen. Men opmærksomhed tiltrak det sig.

Jeg har ellers bare født et barn. Som der fødes masser af børn hver eneste dag. Som det sig hør og bør. Som det nu er. Det er stort hver gang. Og her er et billede af hende:

Nu med studset mand

Nej, jeg har ikke født endnu. Men det sker måske i morgen, for da skal Kaj til jobsamtale i den anden ende af landet, og når ting helst ikke må ske, sker de jo gerne.

I forbindelse med bemeldte samtale, men også fordi det bare nogle gange er godt med en studsning, har jeg i dag klippet adskillige centimeter af hans hår og skæg. Her er lidt billeder fra processen:

Skæg før:

Skæg undervejs:

Hår før:

Hår efter:

Mere efter:

Og med totten:

Strategier for at sætte fødslen i gang

OK, nu vil jeg godt snart føde. Sidste barn var født på nuværende tidspunkt, og jordemoderen skønner babyen til at have passeret 3 kilo. Jeg har ondt og gider ikke vente mere.

Jeg prøver derfor med diverse strategier:

- At sende Kaj ud af huset
- At bestille varer til levering
- At lægge alle mine gravid-underbukser til vask på samme tid
- At lade være med at gøre rent
- At lade være med at holde min telefon opladet

For det ville da være irriterende, hvis vandet lige gik, mens Kaj ikke var hjemme, og vi ventede på en vareleverance, og jeg ikke havde nogen underbukser at tage på, og der var beskidt i lejligheden, og min telefon ikke var opladet.

Mon ikke der så snart sker noget?

En dekorativt smadret saftevandsflaske. God weekend!

I dag var vi igen på tur. Målet var igen Irma og en hurtig indkøbstur, der gav mig luft og lys, men også brug for at stønne lidt mere på sofaen, da jeg kom hjem.

Heldigvis var Irma-medarbejderne søde, da Thorolf var hurtig og fik tabt en flaske saft på gulvet. Jeg så mit snit til at fotografere, mens Kaj hidkaldte hjælp, for det så, synes jeg, ret dekorativt ud:

Og så fik vi nydt Århus i regnvejr:

Nu holder vi weekend. Jeg har været flittig på min nye minimalismeblog hele ugen, men holder nok pause fra den her i weekenden. Til gengæld er der tegneseriestriber, der skal farvelægges, og andet, der skal skrives.

God weekend til jer alle.

I venteposition

Selv om jeg har været #fangetpåsofaen i mange uger efterhånden, er det først nu, jeg for alvor føler, at jeg er i ren og skær venteposition. Sidst fødte jeg to uger fra nuværende tidspunkt i graviditeten, så jeg er forberedt på, at noget kan ske når som helst, men også på at jeg kan blive overrasket og gå meget længere, end jeg lige regner med. Det er helt godt, at der er nogle ting, vi ikke kan vide på forhånd.

Lige nu holder vi stille påskedage, selv om vi ikke fejrer andet end fridage og chokolade i den anledning.

Og faktisk ligger jeg på ingen måde på den lade side i overført betydning, selv om jeg gør det i konkret forstand. Jeg er nemlig i gang med et større minimalisme-projekt, der gør sig gældende på adskillige planer. Hvis man har fulgt med her på bloggen, har man nok fornemmet det, og jeg skal også nok komme meget mere ind på det i senere indlæg, men der sker en hel masse i mit liv, selv om der er ret stille på bloggen.

Vognstyrer i Irma

Breaking news: I dag har jeg været ude. Der er bellis (og cigaretskod, men man vælger selvfølgelig sit fokus) i græsset omkring blokkene.

Jeg tilbringer stadig de fleste dage herhjemme, for jeg ved, at mine plukveer går amok det øjeblik, jeg forlader lejligheden og/eller bevæger mig ret mange meter. Men jeg får også kuller, hvis jeg aldrig kommer ud, og jeg tænker, at det er ret udmærket med lidt lys og lidt luft fra tid til anden. Desuden havde vi lovet Thorolf en bustur. Busser er noget af det mest spændende i hele verden.

I dag tog vi i Irma, der desværre skal lukke i Århus næste år. Vi bruger Irma med det gode udvalg i økologi som et supplement til diverse økologiske online- og IRL-butikker og den lokale Fakta, hvor vi kan få meget, men bestemt ikke alt.

I Irma købte vi f.eks. økologisk hvidløg, som vores Fakta ikke kan klare, og lidt forskellige specialiteter.

Thorolf på snart 21 måneder er ikke så tit med ude at købe ind, fordi vi som sagt ofte får leveret – eller også render Kaj en hurtig tur i Fakta.

Men i dag var han altså med, og han fik lov til for første gang at være vognstyrer:

Og en artig og dygtig vognstyrer var han.

Turen varede kun i en god times tid, og nu er jeg smadret og tilbage på sofaen. Der er dog næppe så mange uger tilbage af graviditeten, så jeg kan skimte en ende på sofafængslet for enden af tunnellen.

Nu med tre meter seng

Så er vi soveværelsesmæssigt forberedte på, at vi sandsynligvis bliver én person mere i familien inden ret længe. Vi har nemlig fået udbygget sengen, så vi nu har næsten tre meter at brede os på: