Æggesurvey (indlæg v. gæsteblogger Kaj Framke)

(Dette indlæg er det første indlæg af en gæsteblogger her på bloggen. Kaj og jeg havde længe diskuteret og overvejet, om en æggeprikker nu var nødvendig. Kaj er vokset op med, at æg skulle prikkes, jeg er vokset op med en højere grad af sjusk/minimalisme. Hvorom alting er, endte diskussionerne med en meget grundig survey, og æggeprikkeren er nu ikke længere en del af vores husholdning. /Linda).

1. Indledning
Her i huset er det mest Linda, der står for minimalismen. Jeg er selv slem til ikke at skille mig af med ting, for man ved jo aldrig, om man får brug for dem. Så da jeg begyndte at overveje, efter en smule inspiration fra min viv, hvis blog det er en ære at skrive på, om det kunne være sagen at skille sig af med den i øvrigt aldeles hæslige æggeprikker, ville jeg først være sikker på, at den rent faktisk var unødvendig.

Jeg startede derfor et forsøg. Jeg ville koge et antal æg, halvdelen skulle være prikkede, den anden halvdel ikke, og så ville jeg ellers undersøge sprækkefrekvensen, og på den baggrund vurdere, om apparatet var uundværligt eller ej.

2. Teori
For at undgå sprækning og læk af hvide og blomme under kogning prikker nogle mennesker hul i ægget først med et dertil indrettet apparat, en æggeprikker. Ideen er, overtrykket i ægget, der skabes ved termal ekspansion ved opvarmning på den måde får love til at undslippe, så risikoen for spræk og læk mindskes.

3. Metode
Fra 22. april til 7. juni har jeg således samlet data ind, og her er en oversigt over materialet og metoden.

3.1 Antal æg, æggenes karakter.
Jeg har kogt i alt 50 æg. Præcis 25 var prikket, de andre 25 var ikke. På nær 10 æg var alle æg købt i Fakta Hasle og var af mærket ”Minirisk”. De resterende 10 var fra Kvickly Bruuns Galleri, og var af mærket Änglamark. Sidstnævnte var hvide og virkede tyndere og mere skrøbelige i skallen og var tydeligt alle størrelse L, mens alle æg fra Fakta Hasle virkede tykkere og stærkere i skallen og var i størrelserne M-L og brune.

3.2 Fremgangsmåde.
Fremgangsmåden for kogningen var ens for alle æg. De blev kogt i den samme gryde – på nær en enkelt gang, hvor 10 æg skulle koges samtidig, hvor jeg brugte en større gryde. Alle æg uden undtagelse blev kogt ved, at en lille mængde vand dækkede bunden af gryden, æggene blev lagt oven i, og vandet gik op til en fjerde-femteldel af æggets bredde. Derefter blev der lagt låg på og kogepladen tændtes på højeste blus (9). Da vandet kogte blev der skruet ned på lavt blus, (2) og æggene fik så mindst otte minutter ved denne temperatur. Antallet af æg i gryden varierede, men kun én gang var der blandet prikkede og ikke-prikkede æg i gryden. Der er dog intet ved materialet, der antyder, at antallet af æg i gryden skulle have nogen betydning for resultaterne.

3.3 Formål og definitioner.
Jeg satte mig for at undersøge, om man kunne konstatere nogen forskel i sprække- eller lækkefrekvensen ved prikkede og ikke-prikkede æg. Ved sprækning forstås at ægget sprækker ved kogningen. Ved læk forstås at noget af hviden løber ud af hullet, der hvor ægget bliver prikket, eller der hvor der ved kogning er opstået en revne. Dette giver mulighed for tre observationer ved prikkede æg, og to observationer ved ikke-prikkede æg.

3.3.1 Prikkede æg: 1. Revnet, men ikke lækket. 2. Lækket (ved hullet) men ikke revnet. 3. Revnet og lækket – der skelnes ikke mellem læk ved hul eller ved revne.

3.3.2 Ikke-prikkede æg: 1. Revnet, men ikke lækket. 2. Revnet og lækket. Da der ikke på forhånd er prikket et hul i ikke-prikkede æg, vil en læk altid indebære, at der også må være en revne.

Hvorvidt læk eller sprækning skyldes prikning kommer selvfølgelig med i overvejelserne om, hvorvidt det kan betale sig at prikke ægget før det koges. Til gengæld anses enhver revne for at være en sprækning, uanset om der sker en læk eller ej. En læk er betinget af, at ægget får en skade, og derfor er enhver revne – også uden læk – allerede et skridt på vejen mod, at æggekogning resulterer i en irriterende læk, der ødelægger oplevelsen af et velkogt æg.

4. Præsentation af Data
Resultaterne kan opsummeres som følger:

Antal prikkede æg revnet/lækket: 8/25
Heraf revnet men ikke lækket: 4
Heraf lækket men ikke revnet: 3
Heraf sprækket og lækket: 1
I alt 8

Antal ikke-prikkede æg revnet/lækket: 2/25
Heraf revnet men ikke lækket: 2
Heraf lækket men ikke revnet: N/A
Heraf revnet og lækket: 0

4.1 Datakommentarer
4.1.1 De prikkede æg: 3 af de revnede, prikkede æg sprak ved selve prikningen. 2 Lækkede ved hullet, ved 1 trængte der vand ind i ægget – uden at æggene var decideret revnet (behandles som en sprækning). Til egentlige regulære sprækninger, der ikke skyldtes prikning talte altså kun 2 tilfælde. I det ene tilfælde var der tale om et væsentlig større æg i forhold til de øvrige i bakken, der var fra Fakta Hasle. Selvom antallet af regulære prikninger er det samme som ved de ikke prikkede, tyder alt på at selve ægprikningen byder en risiko for, at ægget sprækker eller får andre skavanker allerede inden det koges.

4.1.2 De ikke-prikkede æg: Begge de revnede, ikke-prikkede æg var af den større, tyndere og derfor skrøbeligere type fra Kvickly. Noget kunne dermed tyde på, at æggets størrelse og muligvis skallens tykkelse, har større betydning for, om ægget sprækker, end et eventuelt hul i æggets ende har det.

5. Konklusion
Jeg er ikke statistiker, og ved derfor ikke, hvordan man laver signifikanstest og den slags. Alligevel lader tallene til at tale deres eget tydelige sprog: Prikning af æggene har givet komplikationer, eller baggrund for komplikationer i fire gange flere tilfælde end undladelse af prikning. Ikke alene tyder tallene på, at ægprikning er overflødigt, men også på at prikning faktisk giver flere irriterende læk, end når man undlader det.

Æggets størrelse og skallens styrke antydes at være mere afgørende for, hvornår et æg sprækker eller ej, og dette foreslås hermed som noget, man kunne granske videre i.

Mit talmateriale sendes selvfølgelig til enhver, der måtte ønske at granske det nærmere. Særligt ville jeg være interesseret i, om nogen matematisk-statistisk begavelse kunne lave en signifikanstest på det.

Hvad angår æggeprikkerens skæbne, så havnede den efter undersøgelsen i skraldespanden. Jeg mener ved statistik og et relativt kontrolleret forsøg at have påvist, at ægprikning ikke kan betale sig, og at den formentlig skaber flere af netop den slags problemer, det var meningen, at den skulle løse. Undersøgelsen er selvfølgelig behæftet med visse usikkerheder. Fx kan nævnes, at de fleste ikke koger æg ligesom vi. De fleste dækker æggene helt med vand, og måske vil prikning ved denne metode have en gavnlig effekt. Dertil må jeg dog knytte kommentaren ”FY!” – for den måde at koge æg på er meget mere energikrævende end den ovenfor beskrevne. Dampkoger man æggene som vi gør skånes derimod både miljø og pengepung.

- Og at skåne pengepungen er en form for minimalisme jeg uden tøven tilslutter mig.

Lever I virkelig 100 % økologisk?

I forlængelse af dette indlæg, som jeg skrev for efterhånden halvandet år siden, bliver jeg løbende spurgt, om vi virkelig spiser 100 % økologisk.

Mange mennesker med en præference for økologiske fødevarer vælger at formulere det sådan, at de spiser f.eks. 80 % økologisk eller “fortrinsvist økologisk”, fordi de føler, at der er nogle ting, de ville skulle undvære, hvis de kun “måtte” spise økologi. De begrunder det med økonomi, men også med hvad der er til rådighed.

Jeg mener jvf. ovennævnte indlæg ikke, at økonomi behøver at være et problem, for man vælger sine prioriteter, og man kan eksempelvis vælge andre typer af varer samt strække maden mere, hvis man vil prioritere økologi. Og det med hvad der er til rådighed? Vi oplever virkelig meget få problemer med at skaffe økologiske varer, og hvis vi en sjælden gang ikke kan få en bestemt ting økologisk, eller hvis en vare ikke findes økologisk, så bruger vi den simpelthen ikke.

Så ja, vi spiser 100 % økologisk. Selvfølgelig med det forbehold, at man ikke kan sige, at f.eks. vand og salt er økologisk. Salt køber vi dog i helsekost, og vi vælger de typer, vi finder mest lødige.

Gælder det virkelig også slik? Og krydderier?

Jep. Det gælder helt ned til bagepulver, en sjælden pose vingummi, gær, eddike og alt muligt andet.

Og hvorfor gør vi det så? For at spille hellige?

Bestemt ikke. Vi bekymrer os ikke om, hvad andre mener om vort valg, og vi holder det stadig inden for egne døre, forstået på den måde, at vi gerne spiser med hos andre, der ikke lever konsekvent eller overhovedet økologisk, og at vi en sjælden gang f.eks. spiser på restaurant, der bestemt ikke nødvendigvis er økologisk. Hvis vi får besøg, og gæsten har noget med, tager vi også gerne imod, selv om det ikke er økologisk, så der er ikke en streng øko-sensor ved vores hoveddør som sådan.

Vi sidder heller ikke til forældremøder og insisterer på, at der ikke må spises andet end økologi i skole- eller institutionssammenhæng. Vi vil hellere gøre fællesskaber fleksible end insistere på egne kæpheste i sådanne situationer, selv om vi gerne vil inspirere og udtrykke vores holdning, hvis det er muligt og giver mening i den pågældende sammenhæng.

Herhjemme ønsker vi dog at holde os helt til økologien. Vi er ret gode til at planlægge og købe ind på forhånd, men er der noget, vi gerne vil lave, men som vi ikke kan få ingredienserne til økologisk, så sadler vi hellere om, end vi vælger at købe en ikke-økologisk råvare. Ingen chokoladetrang selv hos undertegnede kan være så stærk, at den dækkes med ikke-økologisk chokolade.

Vort valg handler om lidt af hvert fra dyrevelfærd over miljø og til vores egen sundhed. Primært er såkaldt konventionelle fødevarer blevet mere og mere suspekte i vore øjne de senere år. Vi spiser ikke økologi på grund af, hvad der er i, vi spiser primært økologi på grund af, hvad der ikke er i.

Tilsætningsstoffer, pesticidrester, antibiotikarester osv. ønsker vi så vidt muligt at undgå. Det økologiske valg er et fokus på vores egen sundhed og et personligt oprør mod den fødevareindustri, som vi ser som en kynisk pengemaskine, der hellere pøser gift i produkter end tænker på forbrugerens sundhed.

Der er derfor også mange fødevarer, som kan opnå et økomærke, men som vi alligevel undgår. F.eks. varer fra Arla og andre større producenter, der har lidt økologi med i sortimentet for at kunne nå en bredere målgruppe. Hvad vi fravælger her, er lidt på “fornemmeren” og helt klart ud fra fuldstændigt personlige præferencer.

Der er i øvrigt en enkelt undtagelse, som dog kun berører én i husstanden. Kaj drikker mange forskellige øl, så han kan anmelde dem på sin ølblog, som kan besøges her. Og han drikker ikke kun økologiske øl, for så havde han meget mindre at brokke sig over.

Men denne tirade var altså svaret til dem, der har spurgt. Ja, vi lever virkelig 100 % økologisk. Og vi synes ikke, det er spor svært.

Ode til den sidste pulversovs

Som Kaj skriver i dette indlæg på sin ølblog, laver han relativt jævnligt bearnaisesovs. Og når man begynder på den slags, er det åbenbart point of no return. Så kan man ikke bagefter bare lade være igen og gå tilbage til pulversovs. Hvis man altså nogensinde har været der.

Og det må vi indrømme, at vi har. Jeg er vokset op med pulversovs (og margarine og panering og …), og jeg har været mange år om at forlade den slags helt.

Men i går spiste vi den sidste pulversovs. Vi fik en spontan aftensmadsgæst, der fik “fornøjelsen” af at hjælpe os med at udrydde den sammen med nogle bøffer og hasselback-kartofler.

Det var ikke ligefrem en kemikalie-Knorr-sovs, men en økologisk bearnaise, jeg på et tidspunkt fandt i Ganefryd. Og det er mange år siden, pulversovs har fyldt ret meget i mit liv. Men denne her købte vi altså ikke desto mindre for et par år siden. Jeg kan i dag ikke længere sætte mig ind i rationalet, men jeg tror, at vi tænkte, at det da nok var meget godt at have på lager til et hurtigt aftensmåltid.

Og nu havde den ligget i skabet og kigget truende på mig alt for længe. Og jeg kunne jo ikke bare smide den ud, vel?

Det er sådan set ikke, fordi vi spiser simremad hver eneste dag. Nogle gange koger vi bare en gang pasta, som vi spiser med revet ost f.eks. Men vore standarder er ikke længere til pulversovs, må jeg konstatere.

Nu har jeg kaldt indlægget “Ode til den sidste pulversovs”, og det er måske nok lige i overkanten, for der er jo ikke tale om nogen ode. Men det lød sjovt. Og der er noget højstemt over erkendelsen af, at man er nået til et point of no return.

Også selv om det bare drejer sig om sovs.

Nu ER spelt jo bare en kornsort

Jeg kan stadig huske første gang, jeg hørte om spelt. Det er vel omkring 10 år siden. Det var, da Aslak gik i vuggestue, og én af pædagogerne nævnte den nye gamle kornsort. Det lød spændende, syntes jeg.

Og i løbet af nogle år begyndte spelt så at dukke op alle mulige steder. Pludselig skulle det understreges, når noget indeholdt spelt, og hypen voksede og voksede. Det var vildere end rucola i halvfemserne.

Jeg kan ganske godt lide spelt. Det har mange gode egenskaber. Og det er godt med variation af, hvad vi indtager, og netop derfor er det godt, at “vi” er begyndt at spise mange forskellige kornsorter og -typer.

Jeg bager selv alt, hvad vi indtager af brød, kage, kiks osv., og jeg sætter pris på godt mel. Derfor er speltmel også en fast lagervare her i huset.

Men spelt er jo altså bare en kornsort. Den er angiveligt god på grund af en anden glutensammensætning end almindelig hvede, men jeg er ikke inde i det ernæringstekniske.

Jeg har bare set undrende til, mens kornsorten i mellemtiden er blevet intet mindre end ekstremt symbolsk og betydningsladet. Der tales om speltmødre og speltsegmentet, og det er aldrig helt klart, præcis hvad der menes med disse udtryk.

Men de er stærke og fylder meget i landskabet. Kaj og jeg har endda kaldt vores tegneserie for Spelt-segmentet i erkendelse af, hvor stærkt spelt er som udtryk. Nåja, og så fordi vi kan lide klangen af ordet.

Jeg ved faktisk ikke, hvilken kornsort jeg er som forælder. Er jeg speltmor, fordi vi lever økologisk og har en alternativ tilgang til forældreskab? I så fald er der mange speltmødre, der adskiller sig voldsomt fra hinanden. Nok lige så meget som alle andre mødre.

I en løbende debat er skismaet tilsyneladende mellem speltmødre og karrieremødre. Nu har jeg ikke nogen karriere, men ideelt set ville jeg nok helst en balancegang.

Og ideelt set var spelt bare en kornsort. En smart kornsort, men dog stadig bare en kornsort. Det andet giver altså ikke rigtigt nogen mening.

Familien Framkes køkkenordbog

Kaj og jeg kan godt lide at lave mad, og vi kan også godt lide ord. Der skal i den forbindelse ikke mange udskiftninger af ord til, før det bliver endnu sjovere at lave mad. Her i huset hedder “stødt koriander” f.eks. “fornærmet koriander”, og der er ikke noget, der bliver hakket “groft”, nej, det bliver da hakket “ubehøvlet”. “Sødmælk” hedder selvfølgelig “nuttetmælk”. “Surdej” er “knottendej”, “fuldkorn” er “fordrukkenkorn”, og sådan er det hele vejen igennem.

En ikke udtømmende gloseliste får I her, og så kan I jo selv lege videre hjemme i køkkenet:

Stødt – fornærmet
Sød – nuttet
Grov – ubehøvlet
Fin – nydelig
Rå – sej
Sur – knotten/vred
Mild – venlig
Fuld – fordrukken
Stærk – muskuløs
Bitter – ærgerlig
Mørk – dunkel
Moden – midaldrende
Knust – smadret
Presset – tynget

The halvmåneravioli to end all halvmåneravioli

Vi lavede ravioli i går. Jeg vil ikke gå ind i nogen diskussion af italienske pastatermer, men det var fyldt pasta i halvmåneform, og det tillader jeg mig altså at kalde halvmåneravioli (mezzaluna ravioli).

Vi fik en pastamaskine i bryllupsgave, og vi bruger den ret flittigt. Vi køber også tørpasta til hurtig aftensmad og den slags, men f.eks. lasagneplader kunne vi aldrig finde på at købe. Dem laver vi selv.

Når vi skal have pasta, sætter vi en større industriproduktion i gang, og i går lavede vi pasta til raviolien samt plader til et par lasagner, som vi skal have de næste par dage.

Først lavede vi en pastadej af durummel og æg. Det er Kaj, der laver det hårde arbejde med æltning og håndtering af pastamaskinens håndsving:

Herefter stak jeg så passende runde stykker ud med et glas. Jeg lavede fyld af Kirks flødeost naturel og nogle ovnbagte tomater fra Urtekram. Her kunne jeg jo godt selv have bagt nogle tomater, men jeg er ret tosset med Urtekrams. Kirks flødeost var det bedste alternativ til f.eks. ricotta, som jeg ikke kan opdrive økologisk.

Fyldet blev lagt på i passende mængde:

Det er faktisk noget af det sværeste. At komme en passende mængde fyld på. Der skal være så meget, at man kan smage det, men ikke så meget, at pastaen ikke kan lukkes omkring det.

Og så foldede jeg pastaen omkring fyldet og lukkede hver cirkel til en halvmåne med en gaffel. Ligesom når man laver pirogger f.eks.

Ukogte så de sådan her ud:

Jeg gav de færdige halvmåner en times tid i køleskab, så de kunne sætte sig, før de blev kogt i rigeligt saltet vand. De må endelig ikke få for meget, men skal være al dente. Jeg forstår måske godt, at danskerne ikke gider æde tørkøbte pastaskruer al dente, men hjemmelavet ravioli må endelig ikke blive for smattet.

Jeg lavede en hurtig sovs af resten af flødeosten, lidt olivenolie, salt, peber og saft af ca. en halv citron.

Det så sådan her ud, da det blev serveret med en hurtig grøn salat med spidskål og peberfrugt, og det smagte helt vidunderligt:

Hundepandekager og sommeren 1984

Da jeg var barn, havde vi på et tidspunkt en golden retriever, der hed Bølle. Den kom til at bide naboens datter, der kom for tæt på en aften, hvor den holdt vagt i indkørslen. Hun kom ikke slemt til skade eller noget, men Bølle kom ud at bo på en gård, hvor vi desværre ikke kunne besøge den.

Når min mor lavede pandekager, kaldte hun gerne den sidste for “hundepandekagen”, uanset om vi havde hund eller ej. Den sidste pandekage bliver gerne lidt mærkelig, fordi der enten er mere eller mindre dej tilbage, end der skal bruges til en almindelig pandekage (jeg laver typisk en meget tyk én, når dejskålen er ved at være tom), og da vi havde Bølle, fik den selvfølgelig hundepandekagen. Jeg ved ikke, om hunde nu om dage kun får tørfoder, men Bølle fik i hvert fald primært leverpostejmadder og rester, herunder altså hundepandekagen.

Vi spiser rigtig mange pandekager her i huset. Nogle gange kalder jeg dem tortillas, andre gange pandebrød, og andre gange igen pandekager. Men i virkeligheden er forskellen forsvindende lille. Hvor min barndoms pandekager var noget med hvidt mel, margarine og sukker, så er mine pandekager noget med fuldkorn og uden fedtstof og sukker. Hvis vi fylder kød, salsa og salat i, kalder jeg dem tortillas, hvis vi spiser dem til mad, kalder jeg dem pandebrød, og hvis vi spiser dem med flødeskum eller andet snask, er de pludselig pandekager. Tykkelsen kan godt være lidt forskellig, alt efter hvad de skal bruges til, men de forskellige ord er mest, fordi jeg er glad for ord og kan lide afveksling.

Jeg er egentlig ikke hundemenneske eller for den sags skyld kattemenneske. Faktisk tænker jeg, at ulemperne ved de fleste kæledyr klart opvejer evt. hygge og fordele. Og Kaj er allergisk over for pelsdyr, så der er ikke udsigt til, at vi nogensinde skal have hund, medmindre vi får et hus på landet og kan få “gårdhund”, men hver eneste gang jeg steger pandebrød med eller uden eksotisk betegnelse, tænker jeg på Bølle. Og den sidste pandekage hedder altid hundepandekagen.

Her er det eneste billede af Bølle, jeg vist har. Det må være fra sommeren 1984. Det store barn er mig, det lille er min yngste søster. Vi er i haven foran vores hus på Gyvelvænget i Hanstholm.

Wannabe-citronfromage for økofanatikere, afsnit 2

Nu er der jo ikke noget galt med at spise citronfromage to dage i træk sådan en mandag og tirsdag i januar, og i dag fik vi købt fløde, så jeg var jo nødt til at gentage gårsdagens succes.

Jeg fulgte samme fremgangsmåde, bare med flødeskum i stedet for creme fraiche. Og det gjorde virkelig noget godt for konsistensen.

Jeg bad Kaj sige lidt om forskellen, og hans melding er, at desserten nok er lidt bedre med flødeskum, men at de ikke bør sammenlignes, for de to fromager har hver sine kvaliteter.

Wannabe-citronfromage for økofanatikere

Jeg har længe gået og haft lidt lyst til citronfromage (hvornår har man ikke lyst til citronfromage?), og i går skulle det så være. Jeg havde nemlig en del citroner på lager.

Der var dog andre udfordringer. Dels havde jeg ikke lige fløde på lager, dels nægter jeg at købe noget som helst, der ikke er økologisk, og de gængse opskrifter kalder på pasteuriserede æg, som jeg ikke kan finde i økologisk udgave. Sig endelig til, hvis du ved, om/hvor de kan købes, for jeg har ikke set dem i årevis, og jeg har en mistanke om, at de solgte så dårligt, at de er pillet af markedet.

Nå, men mangel på æg og fløde skulle ikke stoppe den lækkersultne kvinde fra at lave noget citronfromage-agtigt, så jeg improviserede:

Jeg tog saften fra 3 citroner og den revne skal fra en halv citron. (Så de næste dage kommer der citronskal i alt herhjemme, for nu ligger resterne i køleskabet).
Så tog jeg kornene fra en halv vanillestang og kom i sammen med ca. 150 g. sukker. Cirka. For jeg hældte bare i og smagte til undervejs.
I stedet for fløde brugte jeg så creme fraiche, som jeg havde. Og en lille smule sødmælk.
Røre, røre, røre. Nu smagte det godt, men lige i overkanten surt. Det var dog bevidst, for jeg ville bruge agar agar for at få det til at stivne, og agar agar skal opløses i vand, så jeg vidste, at der ville komme lidt mere vand i, hvilket ville jævne smagen mere ud.
Men i med agar agar og ind i køleskabet med skålen.

En time senere serverede jeg “citronfromage” for Kaj, der ikke havde noget at udsætte på den ud over, at den måske var lige sød nok, men det har han ikke forstand på.

Jeg ved ikke, om din farmor ville godkende det som citronfromage, men vi syntes, at det var en glimrende dessert, selv om konsistensen var knapt så fromage-agtigt som … fromage.

Næste gang vil jeg lave den med fløde, tror jeg, men – som jeg også har oplevet med andre ting – man skal ikke lade sig stoppe af, at opskrifter kræver pasteuriserede æg, og man behøver ikke købe u-økologiske æg, bare fordi det er det, man kan få. Man kan ofte udelade æg helt. Så kan markedskræfterne lære det!

Økologisk My Little Pony-mel

I løbet af de seneste år har der været snakket meget om, at økologi måske ville sælge bedre, hvis emballagen var lidt mindre kedelig.

Allerede i 2006 kunne man læse denne artikel, der mener, at “den økologiske tankegang behøver ikke at være modstridende med en kommerciel tankegang”.

Og i 2010 kunne man i denne artikel læse, at forbrugerne åbenbart intuitivt vil have emballage, der ikke signalerer hessian og hønsestrik.

Og siden skal jeg da ellers lige love for, at der er kommet pangfarver på økologiske produkter. Vi køber for det meste mel (for nu at tage mel som eksempel) fra Aurion via Aarstiderne, men hvis vi løber tør eller ikke helt har råd til det ypperste, skaffer vi nogle gange økologisk mel i diverse supermarkeder, og jeg bliver gang på gang forbløffet over, hvor lyserødt-spraglet det åbenbart skal se ud nu om dage.

Det kan da godt være, at jeg ikke “intuitivt” fungerer som den gængse forbruger, og der kommer da også mere og mere salg i økologi, men er jeg den eneste, der synes, at brun og neutralt udseende emballage er det mest indbydende?

Min æstetiske sans er dybt tiltrukket af Aurions brune og simple emballage, som jeg synes signalerer ægthed og er i god tråd med produktet.

Jeg sætter pris på en følelse af, at producenten af de varer, jeg skal indtage, har fokuseret på indholdet og ikke emballagen ud over det funktionelle og slidstærke.

Så personligt gyser jeg lidt indvendigt, når jeg får en lyserød pose mel ind i mit køkken. Mine associationer bevæger sig hen i retning af Hannah Montana og My Little Pony, og jeg kan slet ikke se, hvad det skal til for.