Fødselsdag og hjemve

Jeg har fødselsdag i dag. Jævnfør dette indlæg på minimalismebloggen informerer Facebook ikke længere automatisk om, at jeg fylder år, men jeg har ikke desto mindre fået en masse dejlige tillykker allerede, også på sociale medier, og det er bestemt ikke, fordi jeg ikke gerne vil ønskes tillykke. Faktisk er det med til at gøre min hjemve mindre.

For jeg lider forfærdeligt meget af hjemve – danmarksve, om man vil.

Jeg troede vist, at jeg var meget mere af en globetrotter, og ikke at jeg ville savne Danmark så meget, som jeg gør.

Jeg savner min store søn, og jeg savner økologiske produkter, men det er altså ikke bare det.

Det handler heller ikke om, at jeg går hjemme med børnene, mens Kaj er på arbejde hver dag. Jeg nyder min barsel, selv om jeg også glæder mig til om nogle måneder at få et mere udadvendt liv igen.

Jeg har funderet meget over, hvad danmarksveen så handler om, og jeg er nået frem til, at det har en hel del med fællesskab og fælles referencerammer at gøre.

Der er masser af udvikling, inspiration og styrke i at være i nye og ukendte omgivelser, og jeg vil bestemt hævde, at jeg ikke er tryghedsnarkoman, men jeg savner inderligt at være i et land, hvis steder, mennesker og historie, jeg kender, og hvis sprog jeg kender til bunds. Jeg savner at vide, at de fleste andre på min alder har set det samme børnefjernsyn som mig for 30 år siden.

Jeg kunne sagtens også få en historie med et nyt land og nye mennesker, hvis vi blev her og gav det tid, men savnet for mig ligger i, at jeg har brugt hele mit liv på at “uddanne mig” til Danmark og nu ikke længere kan bruge den uddannelse.

Det er muligvis fjollet, men sådan har jeg det på nuværende tidspunkt.

Det skal dog ikke forstås sådan, at jeg ikke nyder at opleve dette land, for det gør jeg bestemt også, og jeg er glad for at have lært mere om mig selv ved at mærke danmarksveen.

Jeg har nemlig aldrig tidligere fået chancen for at lære, hvordan jeg har det med et andet land, for jeg har før Dublin aldrig været uden for Danmark mere end et par uger på ferie. Jeg har aldrig boet i et andet land før, men det har jeg nu.

Alligevel er det nu hele tredje gang, at jeg fejrer min fødselsdag i udlandet.

I 1993 fyldte jeg 17 i England, hvor vi var på studietur med min gymnasieklasse. Da jeg kom hjem, fik jeg at vide, at Dan Turéll var død. Det havde jeg ikke læst på netaviser eller sociale medier undervejs, for den slags fandtes ikke dengang.

I 1998 fyldte jeg 22 i Grækenland, hvor vi var på studietur med universitetet.

Og i dag, i 2012, fylder jeg 36 i Irland, hvor jeg bor med min familie, men hvorfra vi sandsynligvis vender hjem i 2013.

På kompromis med gær

I dag har vi boet i Irland i to uger. Rent praktisk er vi allerede faldet rigtig godt til.

Vi kan finde rundt i både Applewood Village og Swords, og vi ved, hvordan vi kommer til og fra Dublin “midtby”. Vi sørger for at gemme mønter til busbilletter, for chaufførerne veksler ikke.

Vi har bredbånd og irske mobiltelefonumre.

Vi har et fyldt køleskab, et rent hjem og rent tøj. Vi ved, hvad vi kan få i hvilke supermarkeder, og vi har allerede flere gange købt ind online, både for at slippe for at slæbe og for at kunne få de produkter, vi er interesserede i. Vi køber vand på flaske. Vandet i vandhanen smager grimt af klor. Værten for “mødregruppen” serverede nu bare vand fra hanen, så nogle irere drikker det tilsyneladende, men vil mine smagsløg altså ikke være med til, så vi slæber plasticflasker hjem i hobetal fra vores lokale Eurospar.

Økologiske varer er ikke så nemme at skaffe som i Danmark, men det kan godt lade sig gøre. Kun gær er jeg gået på kompromis med og køber ikke-økologisk. Gær findes nemlig ikke “på køl ved siden af mælken”, for irerne bager typisk ikke med gær, men med bagepulver, hvis de overhovedet bager selv, hvilket de gør mindre end danskerne sådan generelt. Gær skaffer jeg derfor ved at spørge ved bagerdisken i supermarkedet SuperQuinn. En kvinde i min irske “mødregruppe” kendte ikke engang forskel på gær og surdej. Jeg tog min rugbrødssurdej med i rygsækken herover, og den overlevede heldigvis de fem dage, hvor vi boede på vandrerhjem, indtil vi kunne indtage vores lejlighed, som vi heldigvis fandt ret hurtigt, og rugmel kan opdrives i vores lokale Health Store, så rugbrød får vi.

Her er et billede fra vores stue(med autentisk hverdagsrod):

Praktisk nok for os er det almindeligt at leje lejligheder møblerede herovre, så vi er flyttet ind til senge, sofaer, vaskemaskine, gryder og gafler, der alt sammen fungerer, selv om vi måske selv ville have valgt noget andet.

Mentalt er det sværere at falde til. Jeg nyder oplevelsen af at bo i et andet land, og vi sørger for at få set en masse af Dublin i weekenderne, når Kaj har fri. Kaj studerer irsk grammatik, og jeg læser om Dublins monumenter, bydele, infrastruktur, historie og meget mere, så vi får mest muligt ud af det, synes jeg, men indtil videre kan jeg ikke slippe følelsen af gerne at ville hjem til Danmark igen til foråret, når min barsel udløber. Det kan være, at det ændrer sig, det vil tiden vise.

Lever I virkelig 100 % økologisk?

I forlængelse af dette indlæg, som jeg skrev for efterhånden halvandet år siden, bliver jeg løbende spurgt, om vi virkelig spiser 100 % økologisk.

Mange mennesker med en præference for økologiske fødevarer vælger at formulere det sådan, at de spiser f.eks. 80 % økologisk eller “fortrinsvist økologisk”, fordi de føler, at der er nogle ting, de ville skulle undvære, hvis de kun “måtte” spise økologi. De begrunder det med økonomi, men også med hvad der er til rådighed.

Jeg mener jvf. ovennævnte indlæg ikke, at økonomi behøver at være et problem, for man vælger sine prioriteter, og man kan eksempelvis vælge andre typer af varer samt strække maden mere, hvis man vil prioritere økologi. Og det med hvad der er til rådighed? Vi oplever virkelig meget få problemer med at skaffe økologiske varer, og hvis vi en sjælden gang ikke kan få en bestemt ting økologisk, eller hvis en vare ikke findes økologisk, så bruger vi den simpelthen ikke.

Så ja, vi spiser 100 % økologisk. Selvfølgelig med det forbehold, at man ikke kan sige, at f.eks. vand og salt er økologisk. Salt køber vi dog i helsekost, og vi vælger de typer, vi finder mest lødige.

Gælder det virkelig også slik? Og krydderier?

Jep. Det gælder helt ned til bagepulver, en sjælden pose vingummi, gær, eddike og alt muligt andet.

Og hvorfor gør vi det så? For at spille hellige?

Bestemt ikke. Vi bekymrer os ikke om, hvad andre mener om vort valg, og vi holder det stadig inden for egne døre, forstået på den måde, at vi gerne spiser med hos andre, der ikke lever konsekvent eller overhovedet økologisk, og at vi en sjælden gang f.eks. spiser på restaurant, der bestemt ikke nødvendigvis er økologisk. Hvis vi får besøg, og gæsten har noget med, tager vi også gerne imod, selv om det ikke er økologisk, så der er ikke en streng øko-sensor ved vores hoveddør som sådan.

Vi sidder heller ikke til forældremøder og insisterer på, at der ikke må spises andet end økologi i skole- eller institutionssammenhæng. Vi vil hellere gøre fællesskaber fleksible end insistere på egne kæpheste i sådanne situationer, selv om vi gerne vil inspirere og udtrykke vores holdning, hvis det er muligt og giver mening i den pågældende sammenhæng.

Herhjemme ønsker vi dog at holde os helt til økologien. Vi er ret gode til at planlægge og købe ind på forhånd, men er der noget, vi gerne vil lave, men som vi ikke kan få ingredienserne til økologisk, så sadler vi hellere om, end vi vælger at købe en ikke-økologisk råvare. Ingen chokoladetrang selv hos undertegnede kan være så stærk, at den dækkes med ikke-økologisk chokolade.

Vort valg handler om lidt af hvert fra dyrevelfærd over miljø og til vores egen sundhed. Primært er såkaldt konventionelle fødevarer blevet mere og mere suspekte i vore øjne de senere år. Vi spiser ikke økologi på grund af, hvad der er i, vi spiser primært økologi på grund af, hvad der ikke er i.

Tilsætningsstoffer, pesticidrester, antibiotikarester osv. ønsker vi så vidt muligt at undgå. Det økologiske valg er et fokus på vores egen sundhed og et personligt oprør mod den fødevareindustri, som vi ser som en kynisk pengemaskine, der hellere pøser gift i produkter end tænker på forbrugerens sundhed.

Der er derfor også mange fødevarer, som kan opnå et økomærke, men som vi alligevel undgår. F.eks. varer fra Arla og andre større producenter, der har lidt økologi med i sortimentet for at kunne nå en bredere målgruppe. Hvad vi fravælger her, er lidt på “fornemmeren” og helt klart ud fra fuldstændigt personlige præferencer.

Der er i øvrigt en enkelt undtagelse, som dog kun berører én i husstanden. Kaj drikker mange forskellige øl, så han kan anmelde dem på sin ølblog, som kan besøges her. Og han drikker ikke kun økologiske øl, for så havde han meget mindre at brokke sig over.

Men denne tirade var altså svaret til dem, der har spurgt. Ja, vi lever virkelig 100 % økologisk. Og vi synes ikke, det er spor svært.

Vognstyrer i Irma

Breaking news: I dag har jeg været ude. Der er bellis (og cigaretskod, men man vælger selvfølgelig sit fokus) i græsset omkring blokkene.

Jeg tilbringer stadig de fleste dage herhjemme, for jeg ved, at mine plukveer går amok det øjeblik, jeg forlader lejligheden og/eller bevæger mig ret mange meter. Men jeg får også kuller, hvis jeg aldrig kommer ud, og jeg tænker, at det er ret udmærket med lidt lys og lidt luft fra tid til anden. Desuden havde vi lovet Thorolf en bustur. Busser er noget af det mest spændende i hele verden.

I dag tog vi i Irma, der desværre skal lukke i Århus næste år. Vi bruger Irma med det gode udvalg i økologi som et supplement til diverse økologiske online- og IRL-butikker og den lokale Fakta, hvor vi kan få meget, men bestemt ikke alt.

I Irma købte vi f.eks. økologisk hvidløg, som vores Fakta ikke kan klare, og lidt forskellige specialiteter.

Thorolf på snart 21 måneder er ikke så tit med ude at købe ind, fordi vi som sagt ofte får leveret – eller også render Kaj en hurtig tur i Fakta.

Men i dag var han altså med, og han fik lov til for første gang at være vognstyrer:

Og en artig og dygtig vognstyrer var han.

Turen varede kun i en god times tid, og nu er jeg smadret og tilbage på sofaen. Der er dog næppe så mange uger tilbage af graviditeten, så jeg kan skimte en ende på sofafængslet for enden af tunnellen.

Cykelsmåkager

I går fik vi bagt cykelsmåkager. Det er ved at være en fast tradition her i huset, når det bliver forår.

Begrebet dækker over belgiske kanelsmåkager, som mange kender under varemærket “Bastogne”. Og grunden til, at vi kalder dem cykelsmåkager er, at vi spiser sådan nogle, når vi ser cykelløb, nærmere bestemt de såkaldte forårsklassikere, hvor folk under medieovervågning cykler rundt i Frankrig og omegn. Ét af forårets cykelløb er Liège-Bastogne-Liège. Navnet vækker mindelser om Bastogne-småkager – deraf traditionen. Faktisk kan man godt få en økologisk udgave af sådan nogle kanelsmåkager, så det er ikke udelukkende for økologiens skyld, at vi bager dem selv, de smager også bare bedre, synes vi. I gamle dage kunne jeg godt lide Bastogne-kiks, men præferencer ændrer sig, og nu foretrækker jeg klart vore egne cykelsmåkager.

Jeg tager udgangspunkt i denne opskrift, men jeg kan aldrig lade være med at improvisere og hælde lidt i på slump, så de bliver naturligvis ikke helt ens fra gang til gang.

(Det slår mig lige, at hvis jeg skulle have en madblog, hvilket jeg ikke umiddelbart skal, skulle den hedde “På Slump”. Det bliver hermed et nyt tag/en ny kategori på denne blog.)

I øvrigt må jeg lige spinde en ende over det med cykelløb. Jeg er ikke sådan én, der gider se sport i fjernsynet, men Kaj er en glad cykelmyg, der kan lide forårsklassikere, og jeg er sådan en kone, der godt kan lide at se sin mand begejstret. Og når der så oven i købet er småkager involveret, er det svært ikke at blive fanget. Jeg hygger mig derfor med at være til stede, når Kaj – og gerne nogle gæster – ser cykelfjernsyn, men jeg bliver ikke sådan rigtigt fanget af sporten per se.

Ode til den sidste pulversovs

Som Kaj skriver i dette indlæg på sin ølblog, laver han relativt jævnligt bearnaisesovs. Og når man begynder på den slags, er det åbenbart point of no return. Så kan man ikke bagefter bare lade være igen og gå tilbage til pulversovs. Hvis man altså nogensinde har været der.

Og det må vi indrømme, at vi har. Jeg er vokset op med pulversovs (og margarine og panering og …), og jeg har været mange år om at forlade den slags helt.

Men i går spiste vi den sidste pulversovs. Vi fik en spontan aftensmadsgæst, der fik “fornøjelsen” af at hjælpe os med at udrydde den sammen med nogle bøffer og hasselback-kartofler.

Det var ikke ligefrem en kemikalie-Knorr-sovs, men en økologisk bearnaise, jeg på et tidspunkt fandt i Ganefryd. Og det er mange år siden, pulversovs har fyldt ret meget i mit liv. Men denne her købte vi altså ikke desto mindre for et par år siden. Jeg kan i dag ikke længere sætte mig ind i rationalet, men jeg tror, at vi tænkte, at det da nok var meget godt at have på lager til et hurtigt aftensmåltid.

Og nu havde den ligget i skabet og kigget truende på mig alt for længe. Og jeg kunne jo ikke bare smide den ud, vel?

Det er sådan set ikke, fordi vi spiser simremad hver eneste dag. Nogle gange koger vi bare en gang pasta, som vi spiser med revet ost f.eks. Men vore standarder er ikke længere til pulversovs, må jeg konstatere.

Nu har jeg kaldt indlægget “Ode til den sidste pulversovs”, og det er måske nok lige i overkanten, for der er jo ikke tale om nogen ode. Men det lød sjovt. Og der er noget højstemt over erkendelsen af, at man er nået til et point of no return.

Også selv om det bare drejer sig om sovs.

Mig og stimulanser – og hvem er Marcussen?

For nylig beskrev jeg i dette indlæg, hvordan jeg ikke drikker kaffe.

Jeg drikker også sjældent te, men når jeg gør, er det kun urtete. Dels er jeg ikke ret glad for sort te, dels vil jeg gerne rydde ud i stimulanser, som jeg kan mærke, ikke gør noget godt for min krop og mit velbefindende.

I en lang årrække havde jeg et decideret misbrug af cola. Det er jeg ikke stolt af, men jeg er glad for nu for længst at have forladt det. Cola rører jeg ikke mere. Ikke engang en mundfuld Økocola fra Søbogaard. I forhold til cola og mig virker kun nultolerance.

Jeg drikker heller ikke alkohol mere. Jeg får det for dårligt til, at det er dét værd, selv hvis det ville være hyggeligt engang imellem. Jeg kan finde på at drikke en ganske lille smule mjød i forbindelse med ritualer, men jeg fugter nærmest bare læberne, så det bliver også kun rituelt. Jeg kan heller ikke ret godt lide smagen af alkohol, så derfor er det nemt at fravælge.

Jeg indtager stadig for meget sukker. Et forbrug jeg skal have arbejdet med, når jeg er færdig med at være gravid. Chokolade vil jeg nok aldrig holde helt op med, men mængderne skal ned.

Men som sagt drikker jeg nogle gange urtete. Jeg kan eksempelvis finde på at lave min egen chai, men min favorit-te er Marcussens Universalte, som jeg blev vild med tilbage i 1995, da jeg efter gymnasiet deltog i et kunstprojekt i Plantagehuset i Thisted. Det var standardteen i caféen.

Hver eneste kop minder mig om den fine tid, selv om der er løbet meget urtete i koppen siden.

Og jeg aner ikke, hvem Marcussen er. Jeg har prøvet at google mig frem til det, men enten er det ikke noget, man/internettet ved, eller også har jeg ikke googlet indædt nok.

Nu ER spelt jo bare en kornsort

Jeg kan stadig huske første gang, jeg hørte om spelt. Det er vel omkring 10 år siden. Det var, da Aslak gik i vuggestue, og én af pædagogerne nævnte den nye gamle kornsort. Det lød spændende, syntes jeg.

Og i løbet af nogle år begyndte spelt så at dukke op alle mulige steder. Pludselig skulle det understreges, når noget indeholdt spelt, og hypen voksede og voksede. Det var vildere end rucola i halvfemserne.

Jeg kan ganske godt lide spelt. Det har mange gode egenskaber. Og det er godt med variation af, hvad vi indtager, og netop derfor er det godt, at “vi” er begyndt at spise mange forskellige kornsorter og -typer.

Jeg bager selv alt, hvad vi indtager af brød, kage, kiks osv., og jeg sætter pris på godt mel. Derfor er speltmel også en fast lagervare her i huset.

Men spelt er jo altså bare en kornsort. Den er angiveligt god på grund af en anden glutensammensætning end almindelig hvede, men jeg er ikke inde i det ernæringstekniske.

Jeg har bare set undrende til, mens kornsorten i mellemtiden er blevet intet mindre end ekstremt symbolsk og betydningsladet. Der tales om speltmødre og speltsegmentet, og det er aldrig helt klart, præcis hvad der menes med disse udtryk.

Men de er stærke og fylder meget i landskabet. Kaj og jeg har endda kaldt vores tegneserie for Spelt-segmentet i erkendelse af, hvor stærkt spelt er som udtryk. Nåja, og så fordi vi kan lide klangen af ordet.

Jeg ved faktisk ikke, hvilken kornsort jeg er som forælder. Er jeg speltmor, fordi vi lever økologisk og har en alternativ tilgang til forældreskab? I så fald er der mange speltmødre, der adskiller sig voldsomt fra hinanden. Nok lige så meget som alle andre mødre.

I en løbende debat er skismaet tilsyneladende mellem speltmødre og karrieremødre. Nu har jeg ikke nogen karriere, men ideelt set ville jeg nok helst en balancegang.

Og ideelt set var spelt bare en kornsort. En smart kornsort, men dog stadig bare en kornsort. Det andet giver altså ikke rigtigt nogen mening.

Skal vi ikke genindføre retten til at kalde en spade for en spade?

Skal vi ikke bare aftale, at det skal være slut fra nu af? Altså, det med at der skal tages så forbandet mange forbehold i kommunikation? Og det med at vælge at misforstå og føle sig fornærmet i stedet for at læse, hvad der står, eller høre, hvad der bliver sagt?

I kender det godt, ikke?

Der kommer en erklæring. Mundtligt eller skriftligt. På et debatforum på internettet eller i debatindlæg i aviser. En person formaster sig til at oplyse verden om, hvad han eller hun foretrækker eller går op i. Det kunne f.eks. være “jeg lever økologisk”, “jeg ryger ikke” eller “jeg dyrker yoga”. Det er gerne noget såkaldt “overskudsagtigt”, men det behøver det såmænd ikke engang at være.

Erklæringen kommer ganske ofte i én eller anden relevant sammenhæng, men det betyder ikke noget. Sammenhængen blegner nemlig fuldstændig, for læseren har opdaget en erklæring, der kan læses fordømmende eller ikke rummelig, og så ophører al forståelse til fordel for forargelse og negative følelser.

Hvis man giver udtryk for en personlig præference, siger man nemlig implicit, at alle andres præferencer, der måtte variere fra ens egne, er forkerte og dårlige.

Engang for ikke så forfærdelig mange år siden var vi mennesker slet og ret forskellige. Nogle dyrkede yoga, andre fodbold. Nogle var buschauffører, andre var skuespillere. Nogle cyklede til arbejde, andre tog bilen. Nogle kunne lide Woody Allen-film, andre kunne ikke. Og sådan var det bare. Venskaber og sågar kærlighedsforhold var baseret på det charmerende i de små forskelle. Uenigheder førte til kærlige småskænderier, men ingen følte sig fordømt eller ikke rummet af andre, fordi deres præferencer var nogle andre.

Men med årene skete der noget. Ikke-voldelig kommunikation og anerkendende tilgange bærer nok en del af skyldes. Bevidstgørelsen om, at udsagn kan læses og forstås forskelligt nok en anden del.

Engang betød ordene bare sådan cirka det, de udtrykte. Afsenderen og modtageren var nogenlunde enige. En yoga-dyrker var bare en yoga-dyrker. Men med tiden begyndte afsenderen af ordene af betyde mindre, for det var blevet almindeligt at arbejde med og lære om formidling og forståelse, og på én eller anden måde blev afsenderen pludselig meget mindre vigtig end modtageren. Hvis modtageren læste eller hørte noget på en bestemt måde og følte noget i den forbindelse, var det pludselig kun afsenderens ansvar og ikke modtagerens. Hvis læseren af yoga-artiklen blev pinligt berørt over ikke at dyrke yoga, handlede det pludselig ikke om, at læseren måske havde forsømt sin yoga eller skulle lære at hvile lidt mere i sit fravalg af yoga, men om at afsenderens kommunikation ikke var rummelig nok.

I betragtning af, at så mange flere – med internettets opblomstring og udbredelse – kommunikerer meget mere med mange flere end for bare få år siden, er det meget godt med en generel bevidsthed om, at kommunikation gerne må være empatisk og høflig. Det er et rigtig godt princip at gå efter “bolden ikke manden”, at “holde sig på egen banehalvdel” og lignende. Det er rigtig godt at stræbe efter at være behagelig at kommunikere med, ikke at være nedladende og at holde en sober tone.

De fleste af os er store fans af venlighed og har generelt et positivt syn på andre mennesker. Problemet er bare, at det er mange holdt op med at tro på. Hvis der er noget at blive fornærmet over, så er det bare med at blive fornærmet.

Handlinger har konsekvenser. Og kommunikation er også en handling. Hvis du spreder negativitet, vil du nok blive opfattet negativt. Hvis du sviner folk til, får du nok en sviner tilbage.

Det er bare kammet over. Du bliver nu om dage opfattet negativt, selv om du ikke er negativ. Og du bliver svinet til, selv om du ikke selv sviner. Hvis andres mangel på selvværd (se, dér svinede jeg lige hele verden til ved at nævne, at nogle mennesker måske nok lider af mangel på selvværd, for det handler selvfølgelig om dig – dig der føler dig fornærmet nu) blomstrer op på grund af dine ord om, at du træner til marathon, er det dit problem, for du glemte at skrive, at du ikke fordømmer andre, fordi de ikke løber marathon.

Jeg gør det, jeg finder bedst for mig og min familie, og jeg går ud fra, at du gør det, du finder bedst for dig og din. Vi kan sagtens være uenige, men jeg vil have lov til at give udtryk for mine valg og præferencer, og du skal have lov til at give udtryk for dine. Sådan bliver vi klogere på hinanden og verden. Måske ændrer én af os holdning til noget, måske ikke. Det er ikke så vigtigt, så længe udgangspunktet er et respektfuldt forhold trods uenigheder og forskellige præferencer.

Så skal vi ikke aftale, at det skal være slut nu? Skal vi ikke prøve at tro på, at vi egentlig godt kan lide hinanden, selv om vi er forskellige og har forskelligt overskud? Skal vi ikke lade være med at lede efter noget at blive fornærmet over? Skal vi ikke genindføre retten til at kalde en spade for en spade? Skal vi ikke blive enige om, at vi godt må stræbe efter at gøre og prioritere det, vi ønsker, og give udtryk for det, uden at det skal opfattes som et angreb på enhver, der gør noget anderledes? Skal vi ikke lade ordene have lov til at betyde det, de nu betyder, i stedet for den værst tænkelige fortolkning af deres potentielle indhold? Skal vi ikke prøve at genfinde charmen ved forskellighed i stedet for at grave grøfter? Skal vi ikke begynde at lade os inspirere af hinanden til at blive bedre i stedet i stedet for at tillægge andre dårlige motiver?

Skal vi ikke nok?

The halvmåneravioli to end all halvmåneravioli

Vi lavede ravioli i går. Jeg vil ikke gå ind i nogen diskussion af italienske pastatermer, men det var fyldt pasta i halvmåneform, og det tillader jeg mig altså at kalde halvmåneravioli (mezzaluna ravioli).

Vi fik en pastamaskine i bryllupsgave, og vi bruger den ret flittigt. Vi køber også tørpasta til hurtig aftensmad og den slags, men f.eks. lasagneplader kunne vi aldrig finde på at købe. Dem laver vi selv.

Når vi skal have pasta, sætter vi en større industriproduktion i gang, og i går lavede vi pasta til raviolien samt plader til et par lasagner, som vi skal have de næste par dage.

Først lavede vi en pastadej af durummel og æg. Det er Kaj, der laver det hårde arbejde med æltning og håndtering af pastamaskinens håndsving:

Herefter stak jeg så passende runde stykker ud med et glas. Jeg lavede fyld af Kirks flødeost naturel og nogle ovnbagte tomater fra Urtekram. Her kunne jeg jo godt selv have bagt nogle tomater, men jeg er ret tosset med Urtekrams. Kirks flødeost var det bedste alternativ til f.eks. ricotta, som jeg ikke kan opdrive økologisk.

Fyldet blev lagt på i passende mængde:

Det er faktisk noget af det sværeste. At komme en passende mængde fyld på. Der skal være så meget, at man kan smage det, men ikke så meget, at pastaen ikke kan lukkes omkring det.

Og så foldede jeg pastaen omkring fyldet og lukkede hver cirkel til en halvmåne med en gaffel. Ligesom når man laver pirogger f.eks.

Ukogte så de sådan her ud:

Jeg gav de færdige halvmåner en times tid i køleskab, så de kunne sætte sig, før de blev kogt i rigeligt saltet vand. De må endelig ikke få for meget, men skal være al dente. Jeg forstår måske godt, at danskerne ikke gider æde tørkøbte pastaskruer al dente, men hjemmelavet ravioli må endelig ikke blive for smattet.

Jeg lavede en hurtig sovs af resten af flødeosten, lidt olivenolie, salt, peber og saft af ca. en halv citron.

Det så sådan her ud, da det blev serveret med en hurtig grøn salat med spidskål og peberfrugt, og det smagte helt vidunderligt: