Skal vi ikke bare aftale, at det skal være slut fra nu af? Altså, det med at der skal tages så forbandet mange forbehold i kommunikation? Og det med at vælge at misforstå og føle sig fornærmet i stedet for at læse, hvad der står, eller høre, hvad der bliver sagt?
I kender det godt, ikke?
Der kommer en erklæring. Mundtligt eller skriftligt. På et debatforum på internettet eller i debatindlæg i aviser. En person formaster sig til at oplyse verden om, hvad han eller hun foretrækker eller går op i. Det kunne f.eks. være “jeg lever økologisk”, “jeg ryger ikke” eller “jeg dyrker yoga”. Det er gerne noget såkaldt “overskudsagtigt”, men det behøver det såmænd ikke engang at være.
Erklæringen kommer ganske ofte i én eller anden relevant sammenhæng, men det betyder ikke noget. Sammenhængen blegner nemlig fuldstændig, for læseren har opdaget en erklæring, der kan læses fordømmende eller ikke rummelig, og så ophører al forståelse til fordel for forargelse og negative følelser.
Hvis man giver udtryk for en personlig præference, siger man nemlig implicit, at alle andres præferencer, der måtte variere fra ens egne, er forkerte og dårlige.
Engang for ikke så forfærdelig mange år siden var vi mennesker slet og ret forskellige. Nogle dyrkede yoga, andre fodbold. Nogle var buschauffører, andre var skuespillere. Nogle cyklede til arbejde, andre tog bilen. Nogle kunne lide Woody Allen-film, andre kunne ikke. Og sådan var det bare. Venskaber og sågar kærlighedsforhold var baseret på det charmerende i de små forskelle. Uenigheder førte til kærlige småskænderier, men ingen følte sig fordømt eller ikke rummet af andre, fordi deres præferencer var nogle andre.
Men med årene skete der noget. Ikke-voldelig kommunikation og anerkendende tilgange bærer nok en del af skyldes. Bevidstgørelsen om, at udsagn kan læses og forstås forskelligt nok en anden del.
Engang betød ordene bare sådan cirka det, de udtrykte. Afsenderen og modtageren var nogenlunde enige. En yoga-dyrker var bare en yoga-dyrker. Men med tiden begyndte afsenderen af ordene af betyde mindre, for det var blevet almindeligt at arbejde med og lære om formidling og forståelse, og på én eller anden måde blev afsenderen pludselig meget mindre vigtig end modtageren. Hvis modtageren læste eller hørte noget på en bestemt måde og følte noget i den forbindelse, var det pludselig kun afsenderens ansvar og ikke modtagerens. Hvis læseren af yoga-artiklen blev pinligt berørt over ikke at dyrke yoga, handlede det pludselig ikke om, at læseren måske havde forsømt sin yoga eller skulle lære at hvile lidt mere i sit fravalg af yoga, men om at afsenderens kommunikation ikke var rummelig nok.
I betragtning af, at så mange flere – med internettets opblomstring og udbredelse – kommunikerer meget mere med mange flere end for bare få år siden, er det meget godt med en generel bevidsthed om, at kommunikation gerne må være empatisk og høflig. Det er et rigtig godt princip at gå efter “bolden ikke manden”, at “holde sig på egen banehalvdel” og lignende. Det er rigtig godt at stræbe efter at være behagelig at kommunikere med, ikke at være nedladende og at holde en sober tone.
De fleste af os er store fans af venlighed og har generelt et positivt syn på andre mennesker. Problemet er bare, at det er mange holdt op med at tro på. Hvis der er noget at blive fornærmet over, så er det bare med at blive fornærmet.
Handlinger har konsekvenser. Og kommunikation er også en handling. Hvis du spreder negativitet, vil du nok blive opfattet negativt. Hvis du sviner folk til, får du nok en sviner tilbage.
Det er bare kammet over. Du bliver nu om dage opfattet negativt, selv om du ikke er negativ. Og du bliver svinet til, selv om du ikke selv sviner. Hvis andres mangel på selvværd (se, dér svinede jeg lige hele verden til ved at nævne, at nogle mennesker måske nok lider af mangel på selvværd, for det handler selvfølgelig om dig – dig der føler dig fornærmet nu) blomstrer op på grund af dine ord om, at du træner til marathon, er det dit problem, for du glemte at skrive, at du ikke fordømmer andre, fordi de ikke løber marathon.
Jeg gør det, jeg finder bedst for mig og min familie, og jeg går ud fra, at du gør det, du finder bedst for dig og din. Vi kan sagtens være uenige, men jeg vil have lov til at give udtryk for mine valg og præferencer, og du skal have lov til at give udtryk for dine. Sådan bliver vi klogere på hinanden og verden. Måske ændrer én af os holdning til noget, måske ikke. Det er ikke så vigtigt, så længe udgangspunktet er et respektfuldt forhold trods uenigheder og forskellige præferencer.
Så skal vi ikke aftale, at det skal være slut nu? Skal vi ikke prøve at tro på, at vi egentlig godt kan lide hinanden, selv om vi er forskellige og har forskelligt overskud? Skal vi ikke lade være med at lede efter noget at blive fornærmet over? Skal vi ikke genindføre retten til at kalde en spade for en spade? Skal vi ikke blive enige om, at vi godt må stræbe efter at gøre og prioritere det, vi ønsker, og give udtryk for det, uden at det skal opfattes som et angreb på enhver, der gør noget anderledes? Skal vi ikke lade ordene have lov til at betyde det, de nu betyder, i stedet for den værst tænkelige fortolkning af deres potentielle indhold? Skal vi ikke prøve at genfinde charmen ved forskellighed i stedet for at grave grøfter? Skal vi ikke begynde at lade os inspirere af hinanden til at blive bedre i stedet i stedet for at tillægge andre dårlige motiver?
Skal vi ikke nok?
