Jeg ved ikke, hvornår den kom ind i mit liv. Jeg tror ikke, jeg kan skyde skylden på min mors advarsler om hugorme på barndommens græsmarker, men hvor var jeg dog bange for de hugorme. Når jeg kom ridende på min hest og så en snog eller hugorm i naturen, blev jeg ude af mig selv af skræk, selv om jeg rationelt godt vidste, at slangen på ingen måde kunne nå mig, som jeg sad helt deroppe på hesten.

Og det var ikke kun slanger i naturen eller zoologiske haver, jeg var bange for. Jeg kunne ikke holde til at se så meget som et billede af en slange. Jeg husker stadig med et traumatiseret sind tilbage på en bestemt Indiana Jones-scene.

Da Aslak var lille, opdagede han på et tidspunkt, hvor sjovt det var, at han kunne drille sin mor med legetøjsslanger. For selv en slange af stof gjorde mig bange.

Jeg husker rædselsture til Randers Regnskov for ikke så mange år siden, hvor andre måtte gå i slangehuset med mit barn, mens jeg stod og rystede udenfor.

Jeg var altså ret hårdt ramt. Jeg har brugt lang tid på at læse om og spekulere på fobier, og jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg lod mig selv være så ramt af angst for slanger, og jeg kan ikke pege på, hvornår fobien opstod hos mig.

Jeg kan til gengæld pege på, hvornår jeg slap af med den. Det skete ikke over en nat, men i dag er jeg ikke bange for slanger.

Da jeg mødte Kaj, kom det hurtigt frem, at han var glad for slanger og andet kryb. Og det forstod jeg slet ikke, men alligevel gav det mig motivationen.

Jeg tog en beslutning om, at jeg ikke ville lade frygten for slanger styre mig længere. Jeg ville kunne se og røre ved en (ufarlig) slange uden at gå i panik.

I et stykke tid bearbejdede jeg derfor mit sind. Jeg kan ikke forklare hvordan, men jeg havde sat mig det for, og jeg tog derfor mere og mere mod til mig og fokuserede mere og mere på min beslutning om at slippe fri af fobiens klør. Jeg blev ved med at vende tilbage til tankerne om, hvor dejligt det ville være at være fri for fobiens begrænsninger.

Jeg gjorde det ved egen hjælp, andre kunne måske have brug for hjælp fra en terapeut eller andet.

Så en aften besøgte vi, for endeligt at få kureret min fobi, én af Kajs venner, der havde og har en slange. Planen var, at jeg skulle prøve at røre ved den.

Selv om jeg var nået langt i min kamp med mit sind, var det stadig ekstremt grænseoverskridende. Jeg turde end ikke gå ind på værelset, hvor terrariet stod.

Der var tårer. Der var heftig vejrtrækning. Der var tilløb i rigtig mange minutter. Jeg var ikke stolt.

De tog slangen ud, og jeg prøvede at være i rummet uden at se på den. Jeg prøvede at finde mod til at røre dens halespids, mens de holdt den godt fast. Jeg turde ikke.

Så kom en anden ven med en mindre slange, som jeg kunne forsøge mig med, og pludselig lykkedes det. Jeg rørte ved den lille slange. Og jeg følte mig med ét befriet. Jeg skulle stadig lige samle mig, men pludselig turde jeg selv holde den lille slange.

Og da jeg bagefter uden den store skræk gik ind til den store, turde jeg også godt holde den.

I dag bor jeg sammen med en kornsnog. Jeg går ikke ret meget op i den, men jeg har det fint med at have den her i min stue, og jeg kan sagtens holde den.

Her er et par billeder fra slangeseancen den martsdag i 2009:

Først med den lille slange:

Så med den større:

Jeg tænker ikke i denne forbindelse på mit overforbrug af sukker, som jeg skal have gjort noget ved, når jeg ikke er gravid mere. Jeg taler heller ikke om et materielt overforbrug, for grundet Projekt Forbrugt køber jeg ikke andet end mad og hygiejneartikler i år, jeg taler om et lille ord, der alt for ofte sniger sig ind i mine skriblerier, og som næsten lige så ofte med fordel kunne udelades, da det i bedste fald er overflødigt, i værste fald får teksten til at fremstå enten sjusket eller mere bedrevidende, end hvad godt er.

Jeg har et overforbrug af det lille ord “jo”, og nu kan det ikke blive ved længere. Det går jo ikke (ordspil tilsigtet), så nu skal der luges ud, hver gang jeg skriver noget, om det så er her på bloggen eller andre steder.

Jeg ved ikke, om vi er ude i et decideret misbrug, men jeg er mig smerteligt bevidst, hvor lav en grad af kontrol jeg har haft over den lille partikel, og nu må jeg på afvænning. Jeg ved ikke, om jeg blot skal trappe ned, eller om jeg skal tage en decideret kold tyrker, men første skridt er at gøre sig problemets omfang klart, og dér er jeg nu.

Hej, jeg hedder Linda, og jeg er partikelmisbruger!

Hvilket ord bruger DU for meget?

Jeg kan godt forstå, at man vælger ikke at bruge flere kræfter på folk, der har såret, skadet eller chikaneret én, medmindre der eventuelt kommer meget velmente undskyldninger på banen, men det er slet ikke den slags situationer, jeg tænker på.

Jeg tænker mere på folk, man enten har været lidt irriteret over eller har overset tidligere. Det kunne f.eks. være gamle studiekammerater, tidligere kolleger eller venners venner, som har været bekendte, men som man aldrig er kommet tæt på.

Personligt oplever jeg ofte at blive positivt overrasket over hvad mennesker, jeg måske tidligere har overset, eller som tidligere har stået meget længere fra mig, har at byde på.

Mange dømmer andre på tidligere tiders måske overfladiske vurderinger af dem og giver dem aldrig en chance til. Og det er vel ethvert menneskes ret. Hvis du vil bære nag, så gør det. Hvis du kun vil have få Facebook-venner, så tak nej til venskaber med enhver, du ikke elsker højt. Valget er dit.

Jeg vil dog godt opfordre generelt til at prøve at give andre en chance til. Og her mener jeg ikke nødvendigvis, at man pludselig skal bruge en masse tid og kræfter på en person, der ikke indbyder til det, men snarere at man mentalt er åben for, at vi mennesker er ganske foranderlige og sagtens kan stå for noget helt andet, end vi tidligere gjorde, eller andre har troet. Vi kan være blevet stærkere eller mildere, vi kan have ændret holdninger, vi kan være blevet mere rummelige.

Vi kan ikke være venner med alle. Vi kan ikke kunne lide alle. Vi har kun tid og fysisk plads til at være tæt på et begrænset antal mennesker, et antal der er forskelligt for hver af os. Og det er OK. Men den mentale åbenhed, tror jeg, er gavnlig for os.

Jeg er ikke den, jeg var for fem, ti eller femten år siden. Jeg kan måske godt være for meget, og tidligere kunne jeg nok godt være rigtig meget for meget. Men jeg har udviklet mig en hel del og fået en hel del mere fornemmelse for, hvordan jeg gerne vil omgås andre mennesker, og hvem jeg selv er. Den fornemmelse har jeg manglet meget tidligere, fordi jeg aldrig har fået den slags med hjemmefra, men har måttet finde ud af hen ad vejen, at det kunne være en god idé at give plads til andre i stedet for bare at tonse derudaf.

Jeg er stadig fandenivoldsk på mange måder. Jeg er stadig socialist. Jeg er stadig sprogsnob. Og hvis man ikke kan forholde sig til det overhovedet, skal man muligvis ikke bruge flere kræfter på mig. Men hvis man husker mig som en ufokuseret 20-årig uden fornemmelse for andre, skulle man måske prøve at give mig en chance til, for sådan er jeg ikke mere.

Nu brugte jeg bare mig selv om eksempel, ikke? Og sat lidt på spidsen, ikke? Men poïnten er, at der dels kan være meget at hente ved at gentænke sine tidligere fældede domme over andre, og at det nok ligefrem kan være sundt i sig selv at lade gamle domme fare.

Nogle gange kan det endda være givtigt at få talt ud om tidligere opfattelser af andre. Jeg mener ikke, at man skal angribe folk i tide og utide med kritik af deres personlighed eller tårevældede undskyldninger, men når nogen på et tidspunkt har sagt noget til mig om, hvordan de opfatter eller har opfattet mig, har det nogle gange været noget af det, der har sat gang i en vigtig udvikling for mig.

Jeg siger ikke, at man for enhver pris skal være åh så rummelig og altfavnende og finde sig i alt muligt, man ikke gider, jeg siger bare, at der er mange potentielt positive overraskelser gemt i at revurdere sin opfattelse af andre. Den skolekammerat, du aldrig havde noget til fælles med, kan blive en vigtig person i dit netværk. Den kollega, du ofte gik skævt af, kan måske lære dig noget, du ikke havde forestillet dig. Din vens ven, der var så pinlig til festen dengang, har måske i virkeligheden soulmate-potentiale for dig i dag, og det finder du aldrig ud af, hvis du ikke træder et skridt tilbage og glemmer den gamle opfattelse lidt.

Vi kan ikke være venner med alle. Men vi kan vinde noget ved løbende at genoverveje andre menneskers potentiale.

Hvad der til gengæld ikke står til diskussion er, at fænomenet Bitterfissen Bethany har fået ekstremt megen omtale det sidste halve års tid. Mange mener at have afsløret, at det er en (ellers ukendt) bestemt person, der står bag bloggen, men dels er der ingen beviser, og dels må jeg som sprogkvinde sige, at hvis det er den person, så er hun dælendytme god til at begå sig stilistisk forskelligt i forskellige situationer, hvilket jeg så vælger at se som en præstation i sig selv.

Jeg ved ikke, hvem Bethany er. Og jeg er ret så ligeglad. Jeg ved til gengæld, at jeg betragter Bethany som en stor provokunstner. “Provokunstner” er et dejligt elastisk begreb, som jeg gerne tyr til for at sætte ord på kunst i meget bred forstand, der formår at få folk op af stolene.

Det behøver bestemt ikke være god kunst. Og kunsten behøver ikke i udgangspunktet være skabt for at provokere. I det hele taget kan man aldrig som (bevidst eller ubevidst) provokunstner vide, om man vil skabe rystelser i landskabet med sine frembringelser eller ej, og faktisk er provokunst sikkert oftest blevet provokunst, uden at det var det egentlige sigte med kunstværket.

Når jeg tænker på provokunst, får jeg mest associationer i retning af afsavede havfruehoveder, hesteofringer, døde hundehvalpe og pikmalerier, men måske er det ikke døde dyr og usømmelig omgang med turistfælder, der længere batter i 2012.

I 2012 er det et snedigt greb at kaste sig lige ud midt i samfundsdebatten og sige det, ingen andre siger, som eksempelvis, at en bestemt skuespillerinde, der udråbes til “babe” i alle medier, i virkeligheden ikke er noget særligt, eller at en bestemt sangerinde er helt utroligt blank at høre på. Mest kendt er Bethany dog for at have lagt sig ud med visse debattører, der tilsyneladende kun synes, at det er sjovt, når det er andre end lige netop dem, der bliver udstillet.

Og det har virket. Bethany har været på alles læber, og alle har forstået, at der som oftest er fernet på Bethanys læber. Se & Hør har fået ganske meget stof ud af Bethany, og når man så også kommer i Information og Deadline, formår man altså ét eller andet.

For det er ikke som sådan intentionen, men derimod reaktionerne, der for mig gør provokunst til provokunst. Og reaktionerne på Bethany har været vidunderlige at følge med i.

Men, kunne man indvende, hvis stor berømmelse og mange reaktioner gør noget til provokunst, kunne man så ikke trække den betegnelse ned over alt muligt nu om dage? Paradise Hotel f.eks.?

Hertil vil jeg sige, at der i hvert fald er to ting, der adskiller et fænomen som Bethany og så Paradise Hotel for nu at blive ved det eksempel.

For det første er Bethany så vidt vides og formodes et helt privat initiativ, der ikke har en TV-kanal og en absurd stor markedsføring bag sig. Og i dagens mediebillede er det netop den slags, man er oppe imod, hvilket alt andet lige gør det endnu mere imponerende, at Bethany har kunnet blive sådan en kendis på så kort tid.

For det andet er der faktisk indhold i Bethany. Man kan mene, hvad man vil, om dette indhold, og det gør folk i stor stil, men det er trods alt af en anden kaliber end solariekød i primetime. Bethany tager stilling. Selv om mange har følt sig underholdt af Bethany, har det ikke været den overfladiske underholdningsværdi, der har domineret opfattelsen af fænomenet, men det indhold, der har fået medier og mennesker op af stolene.

Det mest spændende ved Bethany er ikke Bethany (sorry), men reaktionerne på Bethany. Reaktionerne på Bethany siger enormt meget om vort samfund, og derfor virker provokunsten.

Jeg er ligeglad med, hvem Bethany er, og hvorvidt vi kommer til at høre mere til hende. Men jeg er glad for, at Dagens Danmark er blevet udsat for bitterfisse den seneste tid, for det har været både sjovt og lærerigt.

Min lillesøster på 2 år var Hr. Nilsson. Jeg fik hende dog aldrig op på skulderen.

Og sikke gulvtæpper! Sikke tapeter! Sikke mystisk nips!

Og i løbet af nogle år begyndte spelt så at dukke op alle mulige steder. Pludselig skulle det understreges, når noget indeholdt spelt, og hypen voksede og voksede. Det var vildere end rucola i halvfemserne.

Jeg kan ganske godt lide spelt. Det har mange gode egenskaber. Og det er godt med variation af, hvad vi indtager, og netop derfor er det godt, at “vi” er begyndt at spise mange forskellige kornsorter og -typer.

Jeg bager selv alt, hvad vi indtager af brød, kage, kiks osv., og jeg sætter pris på godt mel. Derfor er speltmel også en fast lagervare her i huset.

Men spelt er jo altså bare en kornsort. Den er angiveligt god på grund af en anden glutensammensætning end almindelig hvede, men jeg er ikke inde i det ernæringstekniske.

Jeg har bare set undrende til, mens kornsorten i mellemtiden er blevet intet mindre end ekstremt symbolsk og betydningsladet. Der tales om speltmødre og speltsegmentet, og det er aldrig helt klart, præcis hvad der menes med disse udtryk.

Men de er stærke og fylder meget i landskabet. Kaj og jeg har endda kaldt vores tegneserie for Spelt-segmentet i erkendelse af, hvor stærkt spelt er som udtryk. Nåja, og så fordi vi kan lide klangen af ordet.

Jeg ved faktisk ikke, hvilken kornsort jeg er som forælder. Er jeg speltmor, fordi vi lever økologisk og har en alternativ tilgang til forældreskab? I så fald er der mange speltmødre, der adskiller sig voldsomt fra hinanden. Nok lige så meget som alle andre mødre.

I en løbende debat er skismaet tilsyneladende mellem speltmødre og karrieremødre. Nu har jeg ikke nogen karriere, men ideelt set ville jeg nok helst en balancegang.

Og ideelt set var spelt bare en kornsort. En smart kornsort, men dog stadig bare en kornsort. Det andet giver altså ikke rigtigt nogen mening.

En ikke udtømmende gloseliste får I her, og så kan I jo selv lege videre hjemme i køkkenet:

Stødt – fornærmet
Sød – nuttet
Grov – ubehøvlet
Fin – nydelig
Rå – sej
Sur – knotten/vred
Mild – venlig
Fuld – fordrukken
Stærk – muskuløs
Bitter – ærgerlig
Mørk – dunkel
Moden – midaldrende
Knust – smadret
Presset – tynget

Kaj købte den i Rusland i 1994 (februar 1994, og hvis folk tror, det er koldt nu, skulle de iflg. Kaj bare have været der da), og den står sammen med en anden babushka og diverse andet nips oven på et vitrineskab, vi har i køkkenet, og jeg har aldrig tænkt så meget over den, andet end at det da var meget sjovt med sådan en Jeltsin-babushka.

Men forleden dag åbenbarede sandheden om den sig for mig. Og nu ved jeg så, hvem der er inden i Jeltsin. Og Gorbatjov. Og Bresjnev. Og Stalin:

Jeg glæder mig til at kunne sove om natten igen, hvilket jeg forhåbentlig kan, når jeg har født.

Her til formiddag har jeg haft besøg af en amerikansk antropolog, der “arbejder med” asatro. Han ved ikke helt, hvad det kommer til at munde ud i, men jeg er spændt på at se, hvad det bliver til.

Og så overvejer jeg, om jeg skal forsøge mig med en middagslur, eller om jeg skal holde mig vågen og forvente at få en hammer i hovedet senere i dag. Indtil videre er jeg nemlig skræmmende frisk.